Hvordan kommer du sikrest over broen fra studie- til arbejdsliv? Hvornår begynder din karriere? De valg du træffer i din studietid har stor betydning for, hvor hurtigt du kommer i job bagefter. Så læs med her og få gode råd.
Alle taler om det, men hvem ved egentlig hvad der virker? Overgangen fra bog til job er fuld af usikkerheder. En ting er sikker: Hvis du først tænker på arbejdsmarkedet, når eksamensbeviset er sat i glas og ramme, så er du for alt for sent på den. Din karriere begynder første dag på studiet og vil du gerne ud over stepperne, når du er færdig, så er det nu, du skal i gang.
Akademikernes Centralorganisation udgav i 2010 en rapport med titlen "Det frie valg eller det frie fald". Konklusionerne i rapporten er klare:
- Et relevant studiejob er topscoren på listen over gode ting, du kan gøre for dig selv, hvis du gerne vil undgå at blive ledig efter studiet.
- Hvis du har et relevant studiejob er det mindre vigtigt, om du har studeret længere end den normerede tid.
- Det er kun vigtigt at få høje karakterer, hvis du ikke har haft et relevant studiejob eller hvis du drømmer om en karriere som forsker.
- Du skal begynde din jobsøgning før du bliver færdig.
- Du har ikke mindre risiko for at blive ledig, hvis du tager praktik eller studieophold i udlandet. Men du kan lære meget af det.