Personlige data:
Født 1956.
Bibliotekar 1980.
1980 – 1985: Diverse vikariater.
1985 - 1990: Vejen Bibliotek.
Fra 1991: Århus Kommunes Biblioteker, Hasle/Gellerup.
Klubbestyrelsesmedlem siden 1993 og TR for alle bibliotekarer i lokalbibliotekerne i ÅKB fra1994.
Bibliotekarforbundets hovedbestyrelse 1997 - 2002, forretningsudvalg 1999 - 2002.
Igen i Bibliotekarforbundets hovedbestyrelse og forretningsudvalg 2005 – 2010.
Valgudtalelse:
Jeg er et politisk tænkende og aktivt menneske, derfor er det også naturligt for mig at være aktiv i min fagforening, lokalt og centralt.
Interessante jobs og gode løn- og arbejdsvilkår for bibliotekarer kommer nemlig ikke sendt til os ud af den blå luft. Det hænger uløseligt sammen med, hvordan verden omkring os ser ud, og med hvordan denne verden ser på bibliotekaren og bibliotekerne. Derfor skal Bibliotekarforbundet blande sig i debatten og forsøge at påvirke på alle planer.
Vi har krise i samfundet, stigende arbejdsløshed og katastrofale besparelser i hele den offentlige sektor. Det rammer også bibliotekerne, der fyres, indføres ansættelsesstop, rationaliseres og omorganiseres over hele linjen. Den stramme økonomi medfører udover en øget utryghed også, at arbejdets tilrettelæggelse ændres,– der arbejdes mange steder med standardisering af ydelserne, hvilket betyder at den enkeltes indflydelse på eget arbejde, arbejdsglæde og faglighed er under pres. I sådanne tider er det vigtigt med stærke fagforeninger, enkeltvis er der ikke meget vi kan gøre, når der diskuteres faglighed og arbejdsmiljø.
Bibliotekarforbundet er presset på medlemstallet og dermed også økonomien. Vi skal ud og tiltrække flere og andre medlemmer. BF har traditionelt stået meget stærkt på det offentlige område, det gør vi stadig – men antallet af bibliotekarstillinger i kommunerne og staten er faldet de seneste år og alt tyder på, at det vil falde yderligere. Selvom kommunerne og staten stopper spareiveren, vil der ikke være nok kandidater fra uddannelsen til at erstatte de, der forlader arbejdsmarkedet de kommende år, så hvis vi skal bevare medlemstallet, bliver vi nødt til at kunne tiltrække en bredere medlemskreds end hidtil.
Bibliotekarforbundet hører til en af de dyreste fagforeninger. Jeg hører selv til dem, der betaler såvel fagforeningskontingent som skat med glæde, da det jo er en del af den måde, vi kollektivt er med til at tage vare på hinanden. Det betyder selvfølgelig ikke, at kontingentstørrelsen ikke er til diskussion, og at forbundets virksomhed ikke hele tiden skal forsøges optimeret.
Bibliotekarforbundet som selvstændig fagforening vil imidlertid på grund af sin størrelse aldrig være i stand til at konkurrere på pris – vi skal konkurrere på indhold og kvalitet. Færre varer på hylderne og dermed lavere kontingent betyder ikke flere medlemmer, snarere tværtimod.
Jeg har i hele min tid i HB været ansvarlig for TR-virksomheden og uddannelsen af tillidsrepræsentanter, hvilket jeg gerne vil fortsætte med. Hele den decentrale organisation med klubber, TR-kollegier med mere er et meget vigtigt aspekt af fagforeningen, det er her den daglige interessevaretagelse foregår for en meget stor del af Bibliotekarforbundets medlemmer.
Tillidsrepræsentanten vil stadig fremover være en nøgleperson på hele det offentlige arbejdsområde. Derfor er det også vigtigt, at BF konstant videreudvikler uddannelsen og serviceringen af tillidsrepræsentanterne.