Personlige data:
Jeg hedder Camilla Sejerøe og er uddannet bibliotekar DB i København fra 1995. Jeg er gift og har 3 børn. Jeg er 39 år og har været ansat i folkebibliotekerne, nærmere betegnet Odense Centralbibliotek siden 1998. Her har jeg haft mange forskellige funktioner og arbejder for tiden mest med nye medier. Desuden bruger jeg rigtig meget tid på min rolle som tillidsmand.
Jeg blev valgt til arbejdet i hovedbestyrelsen i 2008 og har dermed arbejdet med fagforeningspolitik i et par år. Det har været spændende, og det er fantastisk at være med, hvor tingene sker, og hvor man kan gøre en forskel.
Valgudtalelse:
Jeg vil arbejde for, at uddannelse bliver en del af vores overenskomst. Det mest sandsynlige er en efteruddannelsespulje, som jeg vil kæmpe for kommer i spil ved næste overenskomst. Jeg tror, det er den eneste måde, vi kan sikre, at efteruddannelsesniveauet bliver højt nok, især for os bibliotekar DB'ere, der har været på arbejdsmarkedet i nogle år.
Der sker rigtig mange ting i bibliotekerne i disse år. En af de helt store ting i folkebibliotekerne er borgerservice, der betragtes som tidens løsen af mange kommunalpolitikere og forvaltningschefer. Jeg tror, det er vigtigt, at vi kommer med vores bud på, hvad borgerservice er i bibliotekerne, og hvad vi synes er ret og rimeligt.
Vi skal være bevidste om vores faglighed, der ikke længere er så entydig som før, for det er den, vi skal holde fast i. Der er masser af gode, faglige opgaver til nutidens og fremtidens bibliotekarer, hvad enten de er det af titel eller af gavn – og vi skal selv være med til at definerer dem. Det er vigtigt, vi selv har indflydelse på, hvordan vores arbejdsvilkår skal være nu og i fremtiden.
En fagforening skal beskæftige sig med løn og arbejdsvilkår, job og profession. Og det bliver der brug for at vi gør i de kommende år. Som det ser ud nu, får vi en stigende arbejdsløshed, og der bliver heller ikke givet ved dørene, hverken i lønforhandlinger lokalt, eller ved overenskomstforhandlinger. Vi må rykke tættere sammen og beskæftige os med det centrale. Omvendt skal vi måske udvide, hvad ”det centrale” er – måske er det en hel central del af nutidens fagbevægelse at beskæftige sig med fagligheden?
Derudover er det vigtigt for mig at bruge BF til at gøre arbejdsgiverne klart, at selvom vi har krise i bibliotekerne, betyder det ikke, at man kan opgive lønforhandlingerne år efter år. Vi har en løn, der består af mere end grundløn, og det skal vi holde fast i.