Hovedbestyrelsens skriftlige beretning 2003 og 2004
Strategi
Hovedbestyrelsen har i perioden revideret forbundets uddannelsespolitiske strategi. Som led i udmøntningen af regeringens handlingsplan "Bedre uddannelser", indgik et flertal i Folketinget, sammen med regeringen, en flerårsaftale for Kulturministeriets uddannelsesinstitutioner. Aftalen er efterfølgende blevet udmøntet i resultatkontrakter mellem Kulturministeriet og uddannelsesinstitutionerne. Dette har efter BF's opfattelse givet et mere stabil og langsigtet grundlag for udvikling af bibliotekaruddannelsen. BF har sammen med de
øvrige AC-organisationer, i bl.a. AC's uddannelses og forskningspolitiske udvalg (UFU), deltaget aktivt i drøftelserne vedr. uddannelsesreformen for at implementere samme tiltag, som er sat i værk i Videnskabsministeriets regi.
Danmarks Biblioteksskole
BF har været repræsenteret og deltaget aktivt i Uddannelsesrådets arbejde. I de senere år har søgningen til bibliotekaruddannelsen ikke været tilstrækkelig, hvilket der skal arbejdes mere intenst på end hidtil. BF har derfor i samarbejde med Danmarks Biblioteksskole planlagt at iværksætte særlige initiativer for at øge søgningen til bibliotekaruddannelsen.
BF har tillige været repræsenteret i Danmarks Biblioteksskoles udvalg vedr. masteruddannelsen. Masteruddannelsen er det seneste skud på stammen i forhold til udvikling af DB som højere læreanstalt. Masteruddannelsen så dagens lys i sommeren 2003.
Lederuddannelse
BF har i perioden taget initiativ til, at Forvaltningshøjskolen udbød lederuddannelse for statslige biblioteksledere. Desværre blev dette til et økonomisk tab for Bibliotekarforbundet, idet der ikke var tilstrækkelig opbakning til en sådan uddannelse. Uddannelsen blev således gennemført med en del tomme pladser. På det kommunale område er det imidlertid lykkedes at få gennemført en lederuddannelse i "Professionel biblioteksledelse" med det nødvendige antal deltagere.
Samarbejde med andre organisationer om at udbyde efteruddannelse
BF har i dag et samarbejde med Dansk Magisterforening, således at BF's medlemmer kan frekventere foreningens tilbud til medlemspris. Ligeledes har der været gennemført forskellige fælles efteruddannelsesinitiativer i samarbejde med flere AC-organisationer.
Næste afsnit af beretningen: "Internationalt arbejde"