|
Hvilke faglige interesser har du? Musik, i meget høj grad, men også film - og da jeg ikke længere kun skal formidle musik, men også skønlitteratur, forsøger jeg at læse flere bøger - og OM dem. Desuden fascineres jeg af den nye teknologi. Hvad angår computerspil er jeg til gengæld aldeles uden for pædagogisk rækkevidde!
Hvad gør dig glad på dit arbejde? Jeg elsker at have udlånsvagter og finde ting til lånerne, som de måske slet ikke vidste, de havde lyst til! Musikspørgsmål er selvfølgelig det største hit, men det er i det hele taget en stor tilfredsstillelse at kunne yde en god service, både over for lånere og kolleger.
Også det gode samvær og samarbejde med kollegerne kan gøre mig glad. Det hjælper én gennem stressede perioder.
Hvilke er de væsentligste kompetencer, som du trækker på i dit nuværende arbejde? At have arbejdet med musik gennem 35 år giver én en rigtig god faglig ballast. Jeg var med, da de første trænerhold blev uddannet tilbage omkring 2000, og dér opdagede jeg en ny og stærkere side af mig selv rent fagligt. Det var vanvittig spændende at undervise i de ting, der betød så meget for mig.
Jeg er ikke så stærk i litteraturen, men jeg er god til at lytte og synes selv, jeg har en god lånerkontakt.
Hvor ser du de væsentligste udfordringer for bibliotekarfaget de kommende år? Der er flere ting på spil lige nu: Jeg er bange for, at de "åbne biblioteker" er på vej til at blive en lidt for nem løsning i disse sparetider. Det er godt, hvis de kan forhindre lukninger, men ofte udråbes den længere åbningstid som en serviceforbedring, hvor den rent faktisk er det modsatte, fordi personalet mangler! Man hører jo gang på gang, at lånerne sætter stor pris på, at der er veluddannet personale til stede, så jeg synes, man snyder dem!
Og så er det en stor skam, at vi alle skal kunne lidt af det hele. Vores service bliver mere og mere overfladisk, og det er næsten et fy-ord at være specialist. Lånerne tror, de kan google sig til al nødvendig viden, og der er altså virkelig brug for specialister til at guide dem videre. De gamle specialist-dyder fra f.eks. læsesale og musikafdelinger er efterhånden ved at være historie! Det mener jeg er en stor fejl!
Giv dit personlige bud på hvorfor man skal vælge en uddannelse som bibliotekar/cand.scient.bibl. Uddannelsen er så meget anderledes nu, end den var i 70’erne, da jeg valgte den, så jeg har ikke noget præcist bud. Men nu giver den jo adgang til mange flere områder og er så bredt favnende, at den altid vil være en god basal informationsvidenskablig uddannelse.
Nævn dine vigtigste fritidsinteresser – og nævn hvorfor de er vigtige for dig Jeg lytter naturligvis meget til musik, både klassisk, jazz og rock – og går en del til koncerter. Musik har bare altid hørt til i mit liv.
Jeg elsker at rejse, og jeg fotograferer rigtig meget, når jeg rejser. Det er spændende at komme omkring i verden, blive bekendt med nye byer, vandre i smukke landskaber og møde spændende mennesker, og da jeg ikke kan tegne, har jeg fundet min kunstneriske årer i gode foto-motiver. Desuden elsker jeg at lave god mad, når jeg har tiden til det!
Hvilken bog er du i gang med at læse lige i øjeblikket? Jonathan Franzen’s 'Korrektioner'. Hans seneste bog, 'Frihed', ligger og venter, men tænkte at jeg ville læse den anden først. Han bruger mange og lange ord, som det tager tid at læse, men hans sprog er dybt fascinerende.
Jeg har stabler af bøger liggende, som jeg glæder mig til, men min læsning foregår meget i perioder. Når vi er i sommerhus, læser jeg ofte en bog om dagen, men hjemme er der så mange andre gøremål!
Hvilken musik hører du i øjeblikket? Jeg var fornylig til koncert på Louisiana med en ung pianist, som hedder David Fray, og som en af musikbibliotekarerne, der kommenterer på Toolbox’en, har anbefalet. Han var helt fantastisk, og jeg har nydt at lytte til et par af hans cd’er.
Desuden har jeg lige set Scorseses film om George Harrison, så den har stået på Beatles’ 'White Album' og Harrisons 'All Things Must Pass' lige siden!
Nævn din "top 3" over medier du selv bruger Da jeg var i USA for nylig, købte jeg en iPad - den er blevet en tro følgesvend. Jeg lytter musik på den, går på nettet, læser min mail – og så er jeg osse begyndt at læse bøger på den. Den er bare fantastisk. Ellers er der jo ikke noget som en rigtig god tyk bog. Det skulle da lige være en BBC-serie på TV.
Hvad kan gøre dig rigtig glad her i livet? Gode kolleger, spændende arbejdsområder, gode møder med lånerne – men også bare solskinsvejr, et smil – eller at sidde på min arbejdsplads og se ud over Øresund og tænke, at jeg bor et af de bedste steder i verden!.
|
| PROFIL
Lisbeth Ringsholt, 59 år

Musikbibliotekar ved Biblioteket Kulturværftet i Helsingør siden 1976. Efterhånden med knap så megen vægt på musik, men arbejder i det daglige med formidling af både musik, film og skønlitteratur.
Uddannet fra Danmarks Biblioteksskole i 1975.
Bor i Espergærde. Gift, 2 voksne børn af egen avl og 2 voksne bonus-sønner samt 1 bonus-barnebarn på vej.
| |