01. juni 2010
Indtryk og citater fra B&U’s inspirationsdag 16. april 2010.
Et af B&Us formål er at arrangere temadage og konferencer. Da vi i bestyrelsen havde fundet nogle oplægsholdere, vi selv kunne tænke os at opleve, opdagede vi, at de ikke kunne rummes i et tema, derfor opfandt vi titlen: Inspirationsdag. For at opnå noget af det en konference giver med hygge og snak valgte vi at forlænge dagen med en middag og besluttede, at en fredag var den bedste dag, så vi ikke skulle op på arbejde dagen efter. 29 kolleger bed på krogen og fik tre inspirerende oplæg plus en bedre middag i Torvehallerne i Vejle d. 16. april 2010. Her er nogle af dagens guldkorn:
Intelligent kommunikation
Charlotte Emmery gjorde os opmærksom på, at vi kommunikerer hele tiden – vi kan ikke ikkekommunikere, for kropssproget betyder mere end halvdelen af kommunikationen. Hendes udgangspunkt er, at vi ved at blive mere bevidste om de 9 intelligenser også vil blive bedre i stand til at tune os ind på andre mennesker. I vores daglige arbejde er det vigtigt, at vi kan aflæse vore brugere og hurtigt få dem til at føle sig godt tilpas på biblioteket, så de tør spørge os om råd og vejledning. De husker ikke alt det, vi siger, men de husker, hvordan vi fik dem til at føle sig tilpas. Vi fik præsenteret de forskellige intelligenser og afprøvet flere af dem i praksis. Det er vigtigt at huske på, at ingen intelligenser er vigtigere end andre. Charlotte spurgte retorisk: Hvis to mennesker er forskellige, hvem har så fejlen?
Generation Z
Vores samfund ændrer sig konstant, og i det nuværende digitale samfund bevæger vi os som nomader fra sted til sted; modsat i industrisamfundet, hvor vi tog på arbejde/i skole og hjem igen. Jesper Bo Jensen gav os et portræt af Generation Z (årgang 1990-2001), der er ”the digital natives”. Jesper Bo beskriver det således, at internettet fungerer som et ”grid”, der ligger oven på deres liv. De lever med nettet og mobilen, og alt skal foregå online - de er ligesom flyttet ind i det digitale landskab. De kommunikerer med mange mennesker, de aldrig har mødt, og har derfor et kæmpe netværk. De har aldrig fred! For bibliotekerne betyder det, at hvis vi skal kommunikere med de unge, skal det være med deres medier og på deres præmisser - måske på Youtube og Facebook. Skal vi lave ét samlet netbibliotek? Har vi en opgave i at lære dem kildekritik? Kan vi gøre biblioteket til en oase, de har lyst til at besøge på dagsrejsen?
Sidder du på en død hest?
Freddy Meyer rundede dagen af med en galopperende generationshistorie, der i humoristiske og vanvittige vendinger kom rundt om livets vigtigste spørgsmål: Er der glæde og kærlighed i det, du gør? Hvis ikke, så skal du måske sadle om – eller sagt på en anden måde: hvis du opdager, at du sidder på en død hest, så se at komme af! Livs- og arbejdsglæde blomstrer, når man bruger sine evner der, hvor lysten og motivationen er. Lider man af negativ selektiv perception, får man aldrig en ostemad, for man kun ser hullerne. Freddy er en mand med positiv selektiv perception. Han spørger: Skal du med ud og se mig selv i spejlet?
Bestyrelsen