01. juni 2010
Mange har en mening om, hvad man kan gøre for at få flere informationskompetente gymnasieelever. Men hvem tager ansvaret for, at der rent faktisk sker noget, spørger Else Marie Andersen.
I 2009 kom de almene gymnasier med i DEFF. For første gang blev de almene gymnasier synlige i bibliotekslandskabet og blev altså placeret blandt forskningsbiblioteker og andre uddannelsesbiblioteker. De almene gymnasier har en repræsentant i Nye Institutioner og to i Licensgruppen for Uddannelsesbiblioteker, udpeget af Biblioteksforeningen for de almene Gymnasier (B.A.G.). Mange gymnasier har et bibliotek med faguddannede bibliotekarer, hvis fornemste opgave er at samarbejde med underviserne om at klæde eleverne på til en videregående uddannelse, og jeg er ikke i tvivl om, at det skal foregå i skolens daglige og faglige kontekst. Jeg er heller ikke i tvivl om, at de gymnasiale uddannelsesbiblioteker skal have deres helt egen profil som en særlig bibliotekstype på lige fod med folkebiblioteker og fag- og forskningsbiblioteker. Derfor skal folkebiblioteker og fag- og forskningsbiblioteker ikke være gæsteundervisere i de gymnasiale uddannelser, men være samarbejdspartnere med gymnasiebibliotekerne.
SDUB’s gymnasieinitiativ
I marts afholdt Syddansk Universitetsbibliotek et temamøde om informationskompetence i gymnasiet. SDUB har oprettet en afdeling med henblik på at arbejde med dette område og tilbyder informationssøgningsundervisning til gymnasier i det sønderjyske og det fynske. De betragter det som en brobygning til gymnasiet, nok først og fremmest til det almene gymnasium. Mødet var både spændende og relevant med gode oplægsholdere, men det viste sig, at SDUB´s initiativ ikke er koordineret med DEFF og programgrupperne Nye Institutioners og Licensgruppen for Uddannelsesbibliotekers initiativer og arbejde med at udvikle biblioteksbetjeningen på de almene gymnasier. Det var tilsyneladende ukendt for SDUB, at B.A.G. er blevet stiftet, og de to oplægsholdere var tilsyneladende heller ikke klar over, at der foregår et stort udviklingsarbejde inden for området i biblioteksverdenen, ej heller, at der er ansat bibliotekarer på mange gymnasier.
Mange spillere, få regler
Det er helt tydeligt, at der mangler en koordinering og formidling af det arbejde, der foregår i forskellige regi med henblik på udvikling af de almene gymnasiers biblioteksbetjening. Det er også klart, at biblioteksbetjeningen på de almene gymnasier er meget, meget forskellig. Endelig er det også klart, at der er mange spillere på banen, uden at der er formuleret nogle spilleregler. Alle gymnasieelever skal hvert år skrive et antal opgaver og har brug for at finde og fremskaffe relevant materiale. De går derhen, hvor de kan få hjælp: gymnasiets bibliotek (hvis der ét), folkebiblioteket, Biblioteksvagten, forskningsbiblioteket (hvis der ét i nærheden). Elevernes forudsætninger for en kvalificeret informationssøgningspraksis er meget forskellige, og det bærer deres henvendelser selvfølgelig præg af.
Masser af dokumentation
Hvis man skal se på, hvordan en biblioteks- og informationsfaglig indsats kan koordineres og initieres i det almene gymnasium, er det nødvendigt at samle og koordinere kræfterne. Der er allerede i DEFF´s regi formuleret en række dokumenter, igangsat projekter og taget initiativer. Her er dem, jeg kender til:
I DEF’s regi:
I Nye Institutioners regi:
- Projekt Lib-guide. Se afrapportering fra 1. Fase: Udvikling af en prototype: http://nyeinstitutioner.deff.wikispaces. net/file/view/Libguideafrapportering_ endelig_2_2_x.pdf [Besøgt 21.04.2010]
- Ansøgning til 2. Fase: http://nyeinstitutioner.deff.wikispaces.net/ file/view/Ans%C3%B8gning+Lib-guide+II.pdf [Besøgt d. 29.04.2010]
- Projekt Fælles biblioteksløsning for ungdoms- og VUC og SOSU-uddannelserne. S e: http://nyeinstitutioner.deff. wikispaces.net/file/view/GymBibL%C3%B8 sning+rapport.pdf [Besøgt d. 21.04.2010]
- Et uddannelsesprojekt ved DPU: Udvikling af efteruddannelse i informationskompetence for gymnasielærere og gymnasiebibliotekarer. Se: http://nyeinstitutioner. deff.wikispaces.net/Projekter [Besøgt d. 21.04.2010] I LUB regi: Her arbejdes der med forsyningen af digitale materialer, fx Licenspakken til gymnasierne og e-bøger både som klassesæt og som enkeltlicenser.
I andet regi:
Videreudvikling af www.skrivopgave.dk4
Megen viden er samlet
I alle disse dokumenter lægges der vægt på det tætte samspil mellem lærer, elev og bibliotekar i en faglig kontekst. Det er svært at opnå ved en kort kontakt med en bibliotekar, der kommer nogle få gange på skolen som gæsteunderviser, selv om både folkebibliotekers og universitetsbibliotekers tiltag over for gymnasierne naturligvis er fagligt kompetente og båret af et ønske om at imødekomme gymnasieeleverne. Der er i forbindelse med mastermodulet Informationskompetence og Læring samlet megen viden om dette område på Biblioteksskolen i København, og for nylig har DPU, DB og DPUB udgivet et debatoplæg baseret på tidligere undersøgelser og projektgruppens egne undersøgelser som forberedelse til den nye efteruddannelse for gymnasielærere og gymnasiebibliotekarer.
Hvem konkluderer?
Efter min mening er det på høje tid, at Undervisningsministeriet og Styrelsen for Bibliotek og Medier i DEFF-regi samler de mange velunderbyggede dokumenter om informationskompetence i gymnasiet med henblik på at få bestemt, hvordan de gymnasiale uddannelser skal betjenes informations- og biblioteksfagligt. Hvem skal varetage denne opgave? I hvis regi? Hvordan? Hvilket formål? Er det en del af elevernes studiekompetence? Hvori består denne kompetence? Hvordan bedømmes den?
Lokale teams som tovholder
Min drøm på min egen skole er, at der bliver oprettet et team, som arbejder teknisk, pædagogisk og informationsfagligt med informationsforsyningen på skolen, både til opgaver, til projekter og til undervisningen. Et sådant team kunne samarbejde med det nærliggende universitetsbibliotek med henblik på at klæde eleverne på informationsfagligt til en videregående uddannelse, teamet kunne samarbejde med folkebiblioteket med henblik på at koordinere betjeningen af eleverne, og endelig kunne teamet deltage i besvarelsen af gymnasiespørgsmål i Biblioteksvagten. Et sådant team skulle bestå af lærere, bibliotekarer og it-folk. Hvis en sådan drøm skal realiseres og helst på alle gymnasieskoler, tror jeg, at der skal tages et initiativ på nationalt plan, som udarbejder fx en bekendtgørelse, der definerer indsatsen, og som giver en national bevilling til dette område.
Det er under alle omstændigheder vigtigt, at uddannelsesbiblioteket på gymnasierne får en tydelig plads i bibliotekslandskabet, og at opgaven for uddannelsesbibliotekerne både er at klare det biblioteks- og informationsfaglige arbejde på skolen, samspillet med folkeog forskningsbibliotekerne og med DEF; men det er mindst lige så vigtigt at arbejde integreret i skolen med udvikling af elevernes informationskompetence i et tæt samspil med underviserne.