HTML | PDF | Tip en ven

Tip side

Biblioteksbetjening af indvandrere i multikulturelle byer

Studierejse - Sverige, Holland, Frankrig og England

af Ågot Berger, Århus Kommunes Biblioteker, februar 1998

1. Indledning

Formål og målopfyldelse
Formålet med rejsen var at hente inspiration og erfaringer fra udviklingsorienterede biblioteker i byer med høj indvandrerkoncentration og længere erfaring med biblioteksbetjening i multikulturelle samfund end vi har i Danmark. Inspiration som ville kunne bruges til at højne kvaliteten af biblioteksbetjeningen af minoriteterne i Århus - og forhåbentlig i Danmark generelt.

Jeg havde også som formål, at fokusere på hvilke materialetyper man satsede på i bibliotekerne, IT-løsninger som håndtering af andre ikke-latinske alfabeter og nye projekter.

Derudover har jeg beskrevet brugerbetaling og faglige forhold for bibliotekspersonalet i de lande/byer jeg besøgte.

Indfrielse: Studieturen var inspirerende og lærerig. På mange områder er danske biblioteker meget langt fremme, men der har været mange enkeltprojekter, konkrete tips og ikke mindst har jeg set nye vinkler på holdninger til indvandrerarbejdet. Specielt interessant var mødet med forsker Patrick Roach og mødet med Kalyan Dutt, formanden for Asian Librarian Advicers Group. Men også den generelle indføring i indvandrerdebatten og forskellen mellem det man kan kalde den franske og den engelsk/hollandsk/svenske model for integration, har været tankevækkende. De generelle holdninger i samfundet afspejles også i hvilket bibliotekstilbud man giver de tosproglige biblioteksbrugere. Hvor Frankrig på godt og ondt ikke accepterede en 'særlig indvandrerbetjening', og de øvrige havde en stærkt udbygget service på minoritetssprogene.

Som metode bestod studieturen i besøg på biblioteker i Sverige, Holland, Paris og England, hvor jeg besøgte centralbiblioteker, lokalbiblioteker og et enkelt forskningsbibliotek og hvor jeg interviewede en række enkeltpersoner, primært bibliotekarer med ansvar for indvandrerbetjeningen. Jeg havde også en plan om at interviewe brugere bl.a. på Interkulturelle centre, men dette viste sig at være for ambitiøst. Kontaktpersonerne havde jeg fremskaffet via deltagere på IFLAs forkonference for flerkulturel biblioteksbetjening i Århus efteråret 1997. I England fik jeg kontakterne via fagblade og personlige kontakter.

Ambitionsniveauet. Det program jeg havde sammenstykket var for omfattende. Det betød at jeg havde meget lidt tid til at få dybere indsigt i det enkelte biblioteks metoder. Den medbragte bærbare PC'er var et godt instrument, men det kneb med tiden til at nå at grifle ned.

Formidling: I projektansøgningen lovede jeg også at formidle erfaringerne i journalistisk form til Bibliotekspressen, Danmarks biblioteker og andre relevante blade. Dette er ved at ske, primært i forhold til Bibliotekspressen.

Økonomi:

	Budget	Regnskab
Frikøb 1 mnd/vikar	kr. 25.000	kr. 25.000
Dagpenge u. bilag	-	kr. 8.495
Overnatning/transport	kr. 30.000	kr. 15.762
Totalt	kr. 55.000	kr. 49.257

Når udgifterne ikke var større, var det fordi jeg boede privat omkring halvdelen af tiden.

Turen blev finansieret af 25 000 fra Bibliotekarforbundets udviklingspulje og 25 000 fra Århus Kommunes Bibliotekers forsøgspulje.

De vigtigste konklusioner

Attitude

"Mit Indien har altid været baseret på ideen om mangfoldighed, pluralisme, hybridisering"

Salman Rushdie

"Det skal ganske mange deportasjoner og innvandringsstopper, massakrer, autoritær misjonering og statlig kulturimperialisme til for å skape et skinn av realitet for en doktrine om at bare folk av samme slag skal leve i et land"

Thomas Hylland Eriksen, socialantropolog

"Det burde være unødvendig å si at verden bebos av mennesker og ikke av kulturer, men i dag ser dette faktisk ut til å være en sannhet som har vanskelige kår."

Thomas Hylland Eriksen, socialantropolog

Disse citater danner udgangspunktet for den vigtigste lære jeg fik på studieturen. Primært i England, Frankrig og Holland, hvor der igennem flere årtier har blevet handlet og praktiseret sameksistens mellem mange forskellige nationaliteter. Man tænker ikke i 'dem' og 'os' på den Parisiske Metro i Paris eller på Londons Tubes. Nogle grupper mikser på tværs af hudfarve, andre holder sig til 'sine egne'.Mine erfaringer stod i kontrast til tendens til xenofobi (fremmedfrygt) her til lands, et forhold som også flere af de europæisk aviser påpegede i forbindelse med sidste valg i Danmark

Dette kan aflæses på sidste valg, på læserbreve, og på hvordan det officielle Danmark anvender integrationsbegrebet. Generelt anvendes det i betydningen 'assimilation'; tilpas Jer majoritetskulturen eller forsvind. Hvad er majoritetskulturen, hvad skal man integreres ind i? Er det folkekirken, Grundtvig eller den danske foreningstradition? Er det øllene og den danske humor? Det vigtigste når mennesker skal fungere sammen er, at man accepterer forskellighed, at integration som en gensidig proces hvor det enkelte individ har ret til at plukke de frugter man mener ser attraktive ud.

Fremtidens samfund, også i Danmark, vil være en smeltedigel af idéer, kulturer og traditioner. Og man vil ikke kunne føre former og ideer tilbage efter enkle linier, det vil være hybridprodukter.

Hvad betyder dette for biblioteksbetjeningen af indvandrere og flygtninge? Først og fremmest at man dropper dette begreb, og indsætter begrebet 'flersproglig biblioteksbetjening', for hvor længe er en indvandrer indvandrer, og en flygtning flygning?

Jeg er meget enig med de vigtigste råd Patrick Roach, forsker ved Warwick University, giver til bibliotekerne, for at de ikke i fremtiden skal blive tilsidesat som en vigtig informationsudbyder i et lokalmiljø sammensat af mange etniske minoriteter:

"The public library service will need to move away from a philosophy of accomodation and paternalism towards a philosophy of engagement and pluralism"

Endvidere siger han: "Bibliotekerne skal gå i åben dialog med det lokalsamfund man arbejder i - på lige præmisser. Bibliotekerne bør udarbejde en strategisk plan for hvad man vil, og hvordan man opnår disse mål. Det vigtigste er ikke statistik og lange beskrivelser af ens service til publikum. Men at man snakker med folk på et niveau, hvor de kan være med og gøre deres holdninger gældende. I skal være synlige, både medarbejdere og ledelse.

Det er vigtigt at arbejde for tosproglige medarbejdere som afspejler den etniske sammensætning i lokalsamfundet. Det betyder en maksimal udnyttelse af ressourcerne. Men det betyder selvsagt også meget på hvilket niveau de tokulturelle medarbejdere er placeret på i organisationen..

De mest interessante forhold:

Sverige:

Tilbud om tekstbehandling på 30 forskellige sprog "Alfa til Omega" i Biskopsgården
'Rum för kunskap' i Tensta, hvor man tager udgangspunkt i behovet for enkel faglitteratur, studierum og lektiehjælp
Rosengårdens retningslinier og virksomhedsmål, som lægger vægt på at tilbudet skal være gratis, demokratisk og tage afstand fra racediskriminering
Malmø's bevidste satsning på grundig oplæring i de elektroniske tjenester, samt ønske om samarbejde omkring FINFO-projektet i Århus
Meget stor satsning på tilbud af bøger, tidsskrifter og aviser for de tosproglige brugere
Stockholms profilering af Internet som supplement til avislæsesalens tilbud

Holland

Årligt kulturprogram i Amsterdam og Den Haag, hvor næsten alle byens biblioteker markerer en multikulturel uge/aktiviteter
Læse- og lektiestøtte på biblioteket med støtte af pædagogisk uddannet personale
Prioritering og oplæring af tosproglig personale

Frankrig

BPIs prioritering af det virtuelle bibliotek
Støtte til bibliotek i Gaza
Tosproglig katalog på Institute du Monde Arabe
Video-biblioteket på Institute du Monde Arabe
Stor kompetence på arabisk

England

Bevidst satsning (tidligere) på tosproglig personale
Flotte video og musiksamlinger
Stærke pressionsgrupper - også indenfor bibliotekets mure
Stor kompetence på sprog fra det indiske subkontinent

Generelt

Alle havde "udenlandsk samling" med de forskellige sprog samlet, 'indvandrersprog' stod sammen med andre sprog som fransk/tysk etc.
Primært i Sverige arbejdes der også med nye elektroniske løsninger, men generelt er vi længere fremme i Danmark på dette punkt. FINFO 2000 fik store roser der hvor jeg præsenterede det.
Alle lande havde mange flere tosproglige ansat, og udlært - end der er tradition for i Danmark. Specielt i England synes dette også at højne kvaliteten på tilbudet, fordi der var mange tosproglige bibliotekarer
Få steder var musiktilbudet så godt som i ÅKB
Tilbudet af bøger, aviser og tidsskrifter på modersmålet, var betydelig bedre i Sverige og England - end det er i ÅKB

Ågot Berger
Århus Kommunes Biblioteker
Møllegade 1, 8000 Århus C.
Tlf. 8730 4647 e-mail: aab@aakb.bib.dk

2. Sverige

I Sverige var mit program Gøteborgs hovedbibliotek,samt forstaden Biskobsgården, Stockholms stadsbibliotek, samt de to forstadsbiblioteker Tenestad og

Rinkeby, et interview på Arbejderbevægelsens Arkiv og et afsluttende besøg i Malmø.

Indvandrerdebatten i Sverige
Indvandrerne har lang tradition i det svenske samfund. Sverige er ubetinget det land i Skandinavien som har stærkest repræsentation af forskellige indvandrergrupper. På trods af dette synes accepten af indvandrere at være mere udpræget end det der blev givet udtryk for ved de sidste parlamentsvalg i Norge og Danmark. Den historiske baggrund for indvandringen i Sverige, er meget lig den norske og danske, hvor industrien i slutningen af 50erne og 60erne manglede arbejdskraft og derfor tog ned og hentede primært jugoslaver, tyrkere og grækere. Finner har der altid været mange af i Sverige. I 70erne kom de politiske flygtninge, mange fra Chile og siden Iran og Vietnam. I de seneste år er der kommet mange bosniere, arabisktalende og somaliere. Det samme mønster som vi kender fra Danmark

Ingen af de biblioteksansatte jeg interviewede, mente at der i Sverige er en stærk stigende racisme. Mats Myrstener på Arbetarrörelsens Arkiv i Stockholm, siger at det i Sverige er alment accepteret, at indvandrerne er en del af det svenske samfund, og at det har været en markant udtalt politik fra det svenske socialdemokrati, som har været altdominerende i svensk efterkrigspolitik. Øget racisme kan heller ikke spores i Riksdagen eller i meningsmålingerne. Det indvandrerfjendlige partiet "Ny Demokrati" røg ud af Riksdagen for flere år siden, og de øvrige partier vil ikke samarbejde med det. Mange mener dog, at tendensen har været en højredrejning i den seneste tid, p.g.a. stigende arbejdsløshed.

Kursen fra regeringens side er også strammet op. Officielt er den svenske regerings kurs stadig relativt progressiv, "alle er velkomne", men i praksis skærper regeringen kursen, bl.a. med henvisning til nødvendigheden af en fælles politik i EU. " Man bygger en usynlig mur i EU omkring et slags Fort Europa," siger Sixten Ahlstrand, bibliotekar ved Gøteborg statsbibliotek. "Man mærker også en mindre vilje fra centralt hold til at bruge penge på området, ved at man skærer ned på bemandingen i byernes ' indvandrerforvaltninger'. Debatten svinger i retning af at mange siger 'det räcker med innvandrerna'. Det er arbejdsløsheden som skræmmer. Arbejdsløsheden blandt indvandrerne er meget høj, og det er stadig flere anslag og overgreb mod indvandrerbutikker. Indvandrerne oplever også at det er svært at finde en rimelig bolig/villa i de 'pæne' kvarterer, derfor sker der en segregation - de tvinges de til at klumpe sig sammen i områder som Biskopgården ved Göteborg," siger Sixten Ahlstrand.

Thomas Jenzsch, fra Malmø stadsbibliotek, siger også at debatten er blevet hårdere. "Der findes indvandrerfjendtlige holdninger indenfor etablerede borgerlige miljøer som er lige så farlig som de små miljøer af nazister der eksisterer i Sverige. Den største fare er at racistiske ideer får grobund blandt pjalteproletarer, der føler sig truede. Der var et stort boom i svensk økonomi i 80erne, men da boblen sprang i 89/90 og arbejdsløsheden siden har steget til

600 000, bliver indvandrerne af mange brugt som syndebukke. Og man kan mærke, at de rige forstadskommuner som Vellinge udenfor Malmø, med et lavt skattegrundlag, ikke har villet tage imod flygtninge. Det er vigtig at biblioteket giver et andet signal end denne højredrejning. Vi skal signalere at biblioteket er for alle, alle nationaliteter. Ikke bare gennem det som står på hylderne, men også igennem vores attitude", siger Thomas Jenzsch.

En stor svensk undersøgelse blandt skolebørn, viste at børnene var ekstremt uvidende om nazisme og Holocoust. Det fik halvdelen af regeringen til at tage til Auswitz. Turen bliver senere fulgt op af en oplysningskampagne mod nazisme og antisemittisme. Og der er al grund til at komme på banen. Den 8. november, 59 år efter krystalnatten, arrangerede de svenske nazister i Stockholm den første antisemitiske demonstration i fredstid. Demonstrationen endte med arrestation af antinazister. Begivenheden udløste megen debat. I Metro, en gratis uddelingsavis i Stockholms undergrundsbane, skiver Cecil Inti Sondlos: "Den som har skon på foten vet var den klämmer. Att den svänska polisen klär av folk, specielt indvandrare, kallar dom otrevliga saker såsom neger, blattejävel eller svartskalle är inget nytt för oss indvandrere som någon gång varit i kontakt med polisen."

På trods af disse tendenser, var mit indtryk af den svenske officielle politik, at den er klart mer progressiv og positiv overfor de nye svenskere, end jeg har erfaret herhjemme. Signalet er i højere grad "I er velkommen". Et fysisk udtryk for dette var undergrundsstationerne i to af Stockholms indvandrertætte forstader, Rinkeby og Tensta. I Tensta er der malet digte på murene, på græsk, bosnisk og som Biermanns vise, på svensk.

Nej låt dej ej förbrukas
men bruka väl din tid
Nej låt dej aldrig kuvas
du stöder os, vi stöder dej
vi ger varandra liv

Wolf Biermann

I Rinkeby er undergrundens gammelrosa hvælvinger udsmykket med mosaik, som billede på at det samfund som ligger her omkring , udgøres af en mosaik af mennesker fra hele verden.

På torvet i Rynkeby er der bazarstemning, drevet af folk med afrikansk, tyrkisk og arabisk baggrund. Centeret afspejler beboersammensætningen i området. Hvilken kontrast til City-Vest i Århus, hvor centeret er hovedsagelig hvidt - og hvor bazaren er placeret på en mark i udkanten af Gellerup-planen.

Biblioteksbetjening af sproglige minoriteter i Sverige

Gøteborg
I Gøteborg bor der ca. 470 000 mennesker. Indbyggere med udenlandsk statsborgerskab udgør 47 000, og de som har fået statsborgerskab udgør 54 000 - tilsammen er der derfor

101 000 med udenlandsk tilknytning. Dvs. at 1/5 del af Gøteborg befolkning har anden herkomst end svensk. Dette afspejler sig også i bibliotekernes tilbud. På hovedbiblioteket er der bøger på 50 sprog, ca. 30 % af bestanden er på andre sprog end svensk.

Tidligere var indvandrerkonsulentfunktionen en fuldtidsstilling som også støttede Gøteborgs län(amt), men stillingen er nu reduceret til 20 timer, og man servicerer kun kommunen. Begrundelsen for reduktionen er at der modtages færre flygtninge. Bevillingerne er også blevet mindre. Hvor de tidligere modtog 260 000 kr. fra Gøteborg kommune til at købe materialer ind, er beløbet i 1997 halveret til 130 000 kr. Beløbet blev bevilget for at prioritere indsatsen til somalierne og bosnierne. For 1998 er beløbet 150 000 kr. Derudover er indkøb af indvandrerlitteratur en del af fiktionsafdelingens (afdeling 5s) generelle indkøb. I Malmø har man 200 aviser (85 svenske og 125 udenlandske) og alene i afdeling 5 er der 300 tidsskrifter.

Fysisk er indvandrermaterialerne placeret i afdeling 5 som indeholder svensk skønlitteratur, sprogvidenskab, litteraturvidenskab, udenlandsk litteratur engelsk, fransk, norsk samt samlingen på minoritetssprog.

Faglitteraturen på minoritetssprogene er placeret sammen med de respektive samlinger på arabisk, persisk etc. Dette gælder dog ikke faglitteratur på engelsk, tysk etc. Indkøb af bøger på minoritetssprog sker dels fra små lokale forhandlere, dels fra BTJ eller Ågot's boghandel i København.

Der er tosproglig personale, men det er ikke udtryk for en bevidst satsning. Man går efter hvem der har den formelle uddannelse, ikke efter en flerkulturel ansættelsespolitik.

Biblioteket på Götaplatsen bliver hyppigt anvendt, ikke mindst af studerende af alle slags.

Men også indvandrere fra sprogskoler kommer tit til biblioteksintroduktion.

"Tidligere havde man på mange svenske biblioteker 'bokprat' som blev arrangeret af folk som var 'bokpratare', de såkaldte SIA-bibliotekererne. De havde til opgave bl.a. at snakke om bøger ude i skoleklasser for at stimulere læsning, men de findes stort set ikke længere. Vi har også problemer fordi skolebibliotekerne satser på at folkebibliotekerne løser opgaven med litteratur på originalsproget," sigerSixten Ahlstrand.

Biskopsgården
Biskopsgården er en forstad til Gøteborg. Den blev bygget i slutningen af 50erne. Der var boligmangel og arbejdskraftsmangel, og lejlighederne blev populære - også fordi de lå i nærheden af et værft og bilfabrikkerne (Volvo og Saab). I 70erne blev værfterne nedlagt, og en omfattende førtidspensionering og arbejdsløshed satte ind. Bydelen mistede sin popularitet, fik et dårligt rygte, og en stor del af boligkomplekserne forfaldt. De pengestærke flyttede ud, og folk på overførselsindkomster flyttede ind. I Biskopsgården bor der 24 000 indbyggere, over 50% af beboerne har udenlandsk baggrund.

Bl.a. i Gøteborg og Stockholm er byerne inddelt i "stadsdeler", og hver stadsdel har sin egen økonomi med ansvar for børnepasning, skole, fritid, kultur og socialvæsen . Man forsøger at inddrage bydelens beboere i den demokratiske proces. Kommunens har i flere år forsøgt at forbedre bydelens image, gennem et projekt de kalder ' Bo Bra i Biskopsgården'

Biskopsgårdens bibliotek udstråler, at det er et flerkulturelt bibliotek. 23% af bogbestanden (13 320 titler) er udenlandsk litteratur, og udlånsandelen udgør 18% (15 484 udlån). Det flerkulturelle tilbud er en integreret del af virksomheden, med musik, børnebøger og aviser/tidskrifter på mange sprog.

Det mest spændende projekt på biblioteket var dataprojektet "Alfa til Omega", tekstbehandling på 30 forskellige sprog. Softwareprogrammet fungerede ganske enkelt ved at man vælger f.eks. persisk og så får et persisk tastatur og tekstbehandlingsprogram frem på skærmen. Tastaturet forsvandt fra skærmen igen, men lå i papirkopi ved siden af. Ved brug af dette program kunne man skrive og udprinte sine persiske breve. Mange lånere havde ytret ønske om at der kunne lægges et let tastatur med de persiske tegn over det latinske/svenske tastatur - men dette ønske havde man foreløbig ikke været i stand til at imødekomme.

Rinkeby og Tensta
Disse to bydele er en del af Järvafältet, få kilometer fra Stockholms centrum. Järvafältet fik eksplosiv vækst i 60erne og 70erne, et billede på velfærdsstaten. Industrikvarterer var tæt ved, og den fremtidige velfærd synes at være sikret. Men der skulle gå anderledes. Nu er der høj arbejdsløshed, tomme virksomheder og Järvfältet er blevet et lavstatus- og indvandrerkvarter.

Rinkeby
I Rinkeby er der ca. 14 000 indbyggere. 32% er børn. 90% af beboerne har udenlandsk baggrund. 40% modtager socialhjælp og 36% er i jobtilbud. Stockholm by har prioriteret at forbedre de resourcesvage bydele gennem at investere 500 millioner i den såkaldte Ytterstadssatsning. Rinkeby alene har modtaget 35 millioner over nogle år. Men den praksis de forskellige områder har er forskellig. Nogle indvandrertætte områder i Sverige har satset på forsvenskning eller assimilation, men ikke Rinkeby. "I Rinkeby har vi forladt en linie om forsvenskning", siger bydelsforvaltningens chef, Jan Johansson til avisen Metro (20.11.97). "Jag vet inget sådant projekt som lykckats. Vi accepterar den befolkning vi har, vi jobbar för dem." Rinkeby profilerer sig i det flerkulturelle Sverige. Alle valfarter hertil, politikere og medier, for at vise et billede på det nye Sverige. Man har satset på at engagere indvandrere i forskellige projekter, f.eks. er fodboldudveksling med Italien, kvinde- og arbejdsløshedsprojekter og poesikonkurrencer.

Men områdets høje andel af mennesker i jobtilbud er problemfyldt. Karl-Olav Arnstberg, professor i etnografi, siger til uddelingsavisen Metro (20.11.97) at svaret på at bekæmpe arbejdsløsheden blandt indvandrere ikke er et utal af projekter og kurser. "När samhället inte erbjuder meningsfull sysselsättning tar människor saker i egna händer...Varför skulle unga människor bara gå och slå dank?". Derfor finder de arbejdsløse indvandrergrupper på egne metoder til at skaffe brød på bordet, som at starte grønthandel eller over i lyssky forretninger. I stedet for at give penge til udsigtsløse projekter, så skulle man tage udgangspunkt i at folk gerne vil hjælpe sig selv. "Vad som behövs är inte att människor aktiveras och demokratiseras, vad som behövs är kapital," afslutter Arnstberg.

Besøget i Rinkeby Bibliotek startede med frokost i cafeen under biblioteket. Her har en gruppe tyrkiske kvinder indrettet et spisested. Stedet har stor succes, og mange af områdets beboere og ansatte får sig en god traditionel tyrkisk ret.

Biblioteket er en del af torvmiljøet i bydelen, hvor miljøet oser af at det er et flerkulturelt samfund. "Vi oplever ikke besparelser, snarere tværtimod. Det er en officiel politik at satse på bydelen, og på at dens status skal højnes", siger Hanne Wrengler, bibliotekar i Rinkeby.

Biblioteket har, som de andre svenske biblioteker jeg besøgte, satset markant på den udenlandske bogsamling. Rinkeby har en bogbestand på 32 000 titler, og bøger på 50 forskellige sprog. Der er 16 000 bøger for voksne og 16 000 bøger for børn. Den udenlandske samling udgør 15 000 bøger. Der er 130 tidsskrifter og aviser på 20 forskellige sprog. Derudover er der et stort udvalg af lette svenske bøger og sprogkurser. Der arrangeres ofte 'bokprat' og forfatteraftener for børn og voksne, som der er tradition i Sverige. Der er kun en internetmaskine, den er i udlånet.

Hvert år er her bogmesse hvor små og store forlag og boghandlere præsenterer sine tilbud på svensk, arabisk, tyrkisk etc. Man afholder også børnenes bogmesse.

Man har også et omfattende samarbejde med skolerne og i øvrigt områdesamarbejde. Biblioteket har ikke bevidst satset på at beskæftige tosproglige medarbejdere, men Hanne Wrengler siger at man kunne ønske sig en medarbejder på mindst et af de store sprog; arabisk, persisk eller tyrkisk.

Tensta
I Tensta har ca. 62% af de 16 000 indbyggere udenlandsk baggrund. 30% er børn under 18 år, 32% er på bistandshjælp og 26% er arbejdsløse.

Bibliotekschef Agneta Ehnmark fortæller, at biblioteket for tre år siden skulle reducere halvdelen af sit personale, og halvdelen af sit materiale. " Den var en hård tur med fyringer og modløshed. Men det tvang os til at se på biblioteket med nye øjne, og stille spørgsmålet 'hvad behøver beboerne i Tensta?' Vi fandt ud af at vi havde etableret et bibliotek på for højt niveau. I hver klasse i skolerne i område er der 10 -15 sprog repræsenteret. Og børnenes læseevne er ca. 2 år bagefter andre svenske skoler. Man foretog en omfattende undersøgelse af den aktuelle sproglige situation blandt børn i Tensta. Hvor mange snakker de forskellige sprog? Hvilken alder har de? Hvor ofte kommer de på biblioteket og hvad læser de? Efter en grundig undersøgelse - fandt vi frem til det som beboerne ønskede. Dels at voksne og børn efterspørger den samme type faglitteratur, de voksne har behov for enkel faglitteratur for at få basiskundskaber eller sætte svenske ord på den kundskab de allerede har. Vi ville prioritere svensk faglitteratur på basisniveau og derfor blev faglitteraturen for børn og voksne sat op i ét system. Mange af de der bor i Tensta bor i lejligheder med mange mennesker, så derfor var der et stort ønske om en læsesal. Vi indrettede et studierum som vi kalder 'Rum för kunskap', og i tilknytning hertil en håndbogssamling. I håndbogssamlingen indgår studielitteratur på lavt niveau til støtte for elever på skoler og for områdets voksenundervisning. I begyndelsen så skolen bibliotekets tilbud som en konkurrent. Bøgerne tigger vi bl.a. fra forlag, med henvisning til at det er PR overfor lærere og voksenundervisere. Derudover har vi registreret et stort behov for lektiehjælp. Derfor indsatte vi en annonce i den lokale avis. I dag kører det med 10 frivillige, to aftener om ugen. Og det som var tænkt som hjælp til børn, har vist sig også at fungere for voksne.

Vi oplever at der i dag er mindre efterspørgsel efter litteratur på originalsproget. Måske også fordi der ikke sker så stor fornyelse i vores samlinger. Vi prioriteter et omfattende tilbud af aviser og tidsskrifter. Vi håber også på realiseringen af et åbent udenlandsk bibliotek i Stockholm centrum, dvs. Indvandrerlånecentralen i Stockholm blev gjort til et åbent bibliotek, med et omfattende tilbud på forskellige sprog", siger Agneta Ehnmark.

"Der satses mere på at man skal lære svensk i dag. Og at beherske sproget er vigtig for at få et rimeligt liv og selvrespekt. Og biblioteket kan hjælpe til i integrationsprocessen. Vi kan også arbejde med at folk kommer til at lære hinanden at kende, som det sker med lektiehjælpen."

"Folkbildningen, utbildningen, bildningen - var går gränserna? Svenska språket hand i hand med de 50-tal andra språk som finns representerade på biblioteket. Var går gränserna? Vi har det gränslösa biblioteket!", afslutter Agneta Ehnmark.

Stockholm
Stockholms stadsbibliotek er som en katedral. En smuk, monumental bygning, som desværre er uegnet til et funktionelt bibliotek. Ved indgangen findes caféen, som på mange af de andre svenske biblioteker.

Bøgerne på hovedbiblioteket var presset sammen på for små hylder rundt om kuplen. På trange gange bag gallerierne foregår bogsortering. De har dog en meget stor og velbesøgt internetafdeling, og her var det fuld booking. Og fra avislæsesalen var der tydelig skiltning om at mange aviser som ikke var på stedet kunne ses på Internettet.

Bibliotekar Lena Lankinen viste rundt. I 1996 var materialekontoen til indvandrerlitteratur og tidsskrifter på kr. 210 00, og i 1997 var den på kr.160 000 til bøger.

"Der er planer om at oprette et internationalt flersprogligt bibliotek, i det nuværende Kulturhus lige i Stockholms hjerte. Vi ønsker at samle ressourcerne et sted, hvor både Indvandrerlånecentralen og Mediadepotet skal ligge. Man ønsker både administration, indkøbsprocedurer, depotadministration og materialeudlån samlet et sted. Oprindelig var ideen at man skulle lave et Mångkulturelt Center, hvor både biblioteksfunktionen og andre kulturprocesser blev samlet. Men denne plan kom i modvind, fordi den kunne ses som stigmatisering, at indvandrernes kultur skulle stuves sammen, i stedet for at den indgik som et naturlig element på de lokale teatre, kunstudstillinger og musikarrangementer".

Interview med BiS
Mats Myrstener er bibliotekar på Arbetarrörelsens Arkiv i Stockholm og aktiv i foreningen Biblioteket i Samhället. Jeg husker bladet tilbage fra 70erne, hvor det var det blad der tog sit udgangspunkt i fagkritik og socialisme. Ved at bladre igennem flere årgange på ABAs arkiv, fandt jeg mange spændende artikler, bl.a. et temanummer om Internet og bibliotekerne. BiS aktivitet har været dalende i mange år, fortalte Mats. Man har prioriteret kræfterne om ét konkret projekt, nemlig indsamling og opbygning af et bibliotek i Sydafrika, Masizamehuset i Lingelihle. Indsamlingsarbejdet startede under apartheidregimet, og blev åbnet i 1992, bl.a. med støtte af SIDA. Ken Gxonono, gymnasiast fra Lingelihle, siger til BiS-bladet, at et bibliotek betyder meget for studenterne i området. Under apartheidregimet var vigtigt at kunne hente information som udgik fra andre kilder end de officielle skolebøger. Men også det nye Sydafrika præges af fattigdom og elendighed i de sorte kvarterer. Og her er biblioteket et lys i mørket. Biblioteket er blevet et folkets hus i den sorte forstad, og er meget mere end et bibliotek.

Malmø og Rosengård
Malmø er den by i Sverige der procentvis har den største indvandrerbefolkning. Mer end 25% af Malmøs befolkning har sine rødder i andre lande. Der er en koncentration omkring Rosengård. Jeg har tidligere besøgt Rosengårdsbiblioteket, og chefen for dette bydelsbiblioteket, Cecilia Bonning, deltog i interviewet på hovedbiblioteket. Derfor medtager jeg beskrivelse af Rosengårds aktiviteter - selv om jeg ikke besøgte biblioteket i denne omgang.

Rosengård
75% af beboerne i Rosengård har udenlandsk baggrund. Her er 78 000 bøger for voksne, og 33 000 bøger for børn. 35 000 titler er på svensk, men størstedelen af samlingen er udenlandske bøger, 66 000 titler. Den store samling skal også ses i sammenhæng med at Rosengård har ansvaret for indkøb og depotfordeling af indvandrermaterialer i Malmø. Indvandrersamlingen flyttes til Malmøs hovedbibliotek, når det er færdigrenoveret i 1999. Rosengård har 280 aviser og tidsskrifter på adskillige sprog. Biblioteket bliver dagligt besøgt af 1.700 personer (!), og antallet har været stigende i løbet af 90erne. Personalet består af 3,5 bibliotekarer og 4 assisenter og en fritidspædagog. Støjniveauet er højt og nedslidningen omfattende. Rosengård har bl.a. som virksomhedsmål for 1998:

Biblioteket skal være et flerkulturelt bibliotek og kulturcentrum
Alle beboeres kulturarv skal ses som en fundamental rettighed
Gratis information og hjemlån af litteratur ses som afgørende for den enkeltes mulighed for at deltage i samfundets demokratiske processer.
Biblioteket vil støtte udvikling af den sproglige og mundtlige tradition.

For at understøtte det sidste mål optager man fortællinger fra minoriteter i Malmø, hvor voksne fortæller om hjemlandet. Der findes i dag kassettebånd til udlån på somali, arabisk, kinesisk, urdu og polsk med disse fortællinger. Cecilia Bonning, siger at idéen er at få forældre og bedsteforældregenerationen til at fortælle om hvordan var det da de var børn - så fortællingen kan leve videre til kommende generationer.

Nogle af de generelle retningslinier for Rosengårdsbiblioteket er :

"att i medieköpen ta avstånd från rasdiskriminering och annat som strider mot de mänskliga rättigheterna.
att prioritera inköp av tidningar och tidskrifter från de länder, som Rosengårdsborna har kontakt med. "

Malmø
Det nye hovedbibliotek i Malmø var uden tvivl det mest spændende jeg så på hele besøget. Fordi de sprudler og er meget udviklingsorienterede, bør vi også overveje et tættere samarbejde omkring FINFO.

Malmø er bl.a. beskrevet i Bibliotekspressen 17/97. Biblioteket er gennemautomatiseret på en indbydende måde. Her er en meget enkel selvaflevering ved indgangen, hvor bøgerne glider på et transportbånd til sorteringsrobotten i kælderen. Fordi robotten er uden for publikums udsyn, virker den ikke afskrækkende. Efter aflæsning af stregkoden bliver bøgerne grovsorteret på vogne.

Bygningen er et arkitektonisk mesterværk af den danske arkitekt Henning Larsen, og han kalder sit værk "Lysets kalender". Der opstod betydelige problemer under tilblivelsen, fordi arkitekten nægtede at lytte til de indvendinger personale og ledelse kom med som tog sit udgangspunkt i de besøgsendes mulighed for effektiv service og komfort. &Aelig;stetikken blev sat over funktionaliteten, som Thomas Jentzsch, bibliotekar i Malmø, formulerede det. Debatten rasede under hele fasen om hvem der skulle have det sidste ord. Afslutningen blev, at arkitekten afbrød alt samarbejde omkring projektet, fordi han ikke ville lytte til de krav om funktionalitet og fleksibilitet, som et moderne bibliotek kræver. Bibliotekschefen gik i spidsen for sit personale, fremførte funktionelle krav til byggeriet og mistede sin stilling på denne konto. Efterfølgende har byggesagen affødt en politisk debat om arkitektens rolle i den lokale presse. Er arkitekten en "gud höjd över mänskligheten" - eller er han "folkets tjänare". Det er uden tvivl en god idé at have Malmøs negative erfaringer i baghovedet til et kommende biblioteksbyggeri i Århus. Thomas Jentzsch sagde "Der er forkert hvis arkitekterne arbejder fuldstændig uafhængigt de krav som de institutioner de arbejder for stiller."

Thomas Jentzsch er chef for afdelingen for aviser og tidsskrifter. Han fortæller at de i huset p.t. har en ideologisk debat om placering af udenlandske tidsskrifter, hvor han mener at de hører til sammen med aviserne. "Avislæsesalen skal blive et slags lokalt/globalt rum hvor nyhedsmedia fra nær og fjern møder sit publikum, en "internationell läsesalong" hvor malmøboere fra mange nationaliteter kan mødes på lige vilkår. Derfor ønsker vi at blade som Times, Jeune Afrique etc. skal indgå med aviserne. De kaldes tidsskrifter, men er jo en slags ugeavis. Man skal ikke tage sit udgangspunkt i mediets ydre form, om det er en avis eller et tidsskrift, men i indhold og anvendelse. Malmø har procentuelt Sveriges største koncentration af indvandrere. Ikke mindst derfor er det vigtig at biblioteket signalerer at alle malmø-borgere er ligestillede. At materialerne er integreret. Kundskab er magt. Vi skal , fordi vi har et demokratisk formål, støtte menneskers tilgang til at lære at bruge Internet, artikelbasen og vore egne baser - effektivt! De nye medier skal ikke forbeholdes de unge drenge. Alle aldre, uanset klasse og køn skal være med. Derfor kører vi løbende tilbud om kurser i bibliotekets kursusrum," afslutter Thomas Jentzsch .

Malmø har ansøgt om et projekt med titelen "Världen i Malmø". Projektet har mange fællestræk med FINFO. Målgruppen er indvandrere med behov for samfundsinformation på svensk og/eller på eget sprog, og andre der er interesserede i information om indvandring og flygtningekundskab. Målet er at gøre information let tilgængeligt på Internettet. Man vil udarbejde en hjemmeside som samarbejde mellem Indvandrerforvaltningen og Malmø Stadsbibliotek. Planen er at hjemmesiden skal være tilgængelig via pc'ere på venterum i kommunens forskellige kontorer. Per Jervrud er webmaster i tidsskrift/avisafdelingen i Malmø og udtrykte interesse i et samarbejde om FINFO.

Malmø er ubetinget et besøg værd!

Brugerbetaling i Sverige
Der er ikke større forskel mellem praksis i Sverige og Danmark. Som Sixten Ahlstrand i Gøteborg formulerer det, så er bibliotekets grundydelser gratis. Der kan være betaling på enkelte ydelser udover dette, som regel koster det at låne en video, udprint fra Internet, reserveringsafgift og erstatning af lånekort. Men det meste er og bliver gratis, og der er kun meget sjældent at nogle svage stemmer rejser kravet om brugerbetaling, siger Sixten.

Bibliotekaruddannelse og fagforeningsforhold for bibliotekarer i Sverige
De fleste svenske bibliotekarer er organiseret i SACO (Sveriges Akademikers Centralorganisation - www.saco.se) - og i forbundet DIK (Dokumentation, Information og Kultur - www.dik.se). Nogle er i SKTF (Forbundet for kommunalt ansatte -www.sktf.se), som organiserer alle kommunalt ansatte uanset hvilken uddannelse de har, faglært eller ufaglærte. Nogle bibliotekarer er stadig i SKTF, bl.a. de assistenter der har taget videreuddannelse til bibliotekar, og de bibliotekarer der af politisk/ideologisk grunde vil være LO-medlemmer og ikke akademikere, samt de fleste biblioteksassistenter er organiseret her.

Thomas Jentzsch, bibliotekar i Malmø, sagde at mange af bibliotekarerne fra 70erne ikke ville med i SACO fordi man opfattede den som en borgerlig fagforening, som ikke havde en holdning om at man på et bibliotek var et team uanset uddannelse, man var alle biblioteksarbejdere.

Denne organisationstradition med én fælles organisation for kommunalt ansatte, er stadig den mest udbredte i Nordeuropa. Den danske tradition med at organisere sig efter fag - er meget unik. Men de fleste svenske bibliotekarer er dog organiseret i SACO/DIK. Modsat i Danmark forholder forbundet sig ikke til bibliotekspolitiske spørgsmål, siger Mats Myrstener, bibliotekar på Arbetarrörelsens Arkiv i Stockholm. Man koncentrerer sig om løn- og arbejdsforhold.

Løn
Hanne Wrengler, bibliotekar i Rinkeby med danske rødder, siger at de svenske bibliotekarers løn er meget dårligere end i Danmark.

Sverige er det eneste land jeg besøgte, hvor anvendelsen af individuelle lønforhandlinger er udbredt - og har fungeret i 3 - 4 år. Tillidsrepræsentanten i Gøteborg, Ulla Ahlquist, oplever at systemet fungerer godt, og at lønnen er steget på baggrund af individuel løn. På spørgsmål om det har givet anledning til splittelse mellem de der får tillæg, og de der ikke får, svarer Ulla Ahlquist: "Der var mange som råbte op da systemet blev introduceret, med argument om at vi gør det samme job, og stort set har den samme uddannelse. Men jeg tror at mange medlemmer i dag ikke mener at det var så dumt igen, fordi vi har haft held til at få lønningerne hævet. Dels ved at nogle fungerer som 'draghäster', som lokomotiver for andre. Vi har haft det princip at alle fik et grundbeløb, så alle kunne mærke at de havde fået et løntillæg. I den første periode, prioriterede vi de lavtlønnede, med ca. 1500 kr. i tillæg pr. mnd. Den almindelige løn for bibliotekarer i dag ligger på 17 700. Der er ikke anciennitet i den nye overenskomst. For vore arbejdsgivere, som vi forhandler med, handler det først og fremmest om en individuel belønning, ikke om hvor mange år man har været ansat. Hver afdelingsleder indleverer forslag til ledelsen om hvem man mener skal have tillæg. Men fagforeningens opgave er jo at varetage alle medlemmernes interesser, så vi forsøger at tilrette. Arbejdsgiverne prioriteter de fleksible, som er villige til at påtage sig nye opgaver og er åben for nye initiativ. Og til syvende og sidst så er det desværre arbejdsgiverne som bestemmer. Hvis man tager en uddannelse som er relevant, så udløser det også et tillæg. F.eks. havde vi to kollegaer som tog to semestre på bibliotekshøgskolen i IT, betalt af biblioteket. De fik et tillæg på 500 kr. pr. mnd. når de kom tilbage fordi det betød at de fremover ville tilføre biblioteket større kompetence. For os er det også meget vigtig at der er fuld offentlighed om lønstatistikken. Hele personalets aflønning hænger på opslagstavlen i frokoststuen, " afslutter Ulla Ahlquist.

I Malmø siger Thomas Jentzsch at deres erfaring med det individuelle lønsystem - langt fra er positivt. "Det meste forhandles centralt, og de håndører der bliver igen går primært til ledere eller specialistfunktioner. Der uddeles nogle 1000-lapper her og der, men det store flertal ser ikke skyggen af tillæggene. Begynderlønningen er også meget lav kr. 13 600, og man skal have mange tillæg for at komme op på en anstændig løn. Og så mange penge deles der slet ikke ud. Den individuelle løn har ikke betydet større lønsum, men nogle har fået mere, og andre har fået mindre, siger Thomas Jentzsch .

Faggrænser
Hvad med faggrænserne og holdningen faggrupperne i mellem? I Gøteborg sagde man at Malmø foretrak tillærte bibliotekarer (assistenter som havde taget toårig tillægsuddannelse), fremfor færdiguddanne bibliotekarer. Var det rigtigig? Jeg fik delvist et bekræftende og politisk offensivt svar af Thomas Jentzsch: "Nogle af os har altid været imod den skarpe opdeling mellem bibliotekarer og assistenter. Vi arbejder på et 'lag', et hold. Alle skal kunne deltage i hele processen, og alle er lige vigtige for at processen er fuldkommen. Tidligere sad bibliotekarer og assistenter ved forskellige bord i kantinen. Vi synes ubetinget det er en positiv udvikling at flere af vores assistenter videreuddanner sig til bibliotekarer." Personalesammensætningen ligner den vi kender i Danmark. Ca. halvdelen er bibliotekarer og halvdelen kontorpersonale. I følge Hanne Wrengler fra Rinkeby, er der tradition for at svenske bibliotekarer laver mere assistentarbejde end man er vant til i Danmark, det er f.eks. almindeligt at bibliotekarerne deltager i bogopsætningen.

Bemanding
Vi møder tit udsagnet i Danmark om at der i Sverige er en meget dårligere bibliotekarbemanding. Det synes også at være tilfælde. Men forholdet mellem vagttid og udlånstid, lød til at være meget lig danske tilstande. I Gøteborg har man at på en 8-timers dag typisk 3 - 4 timers vagt, mens de mindre biblioteker har større vagttid. Tillidsrepræsentanten i Gøteborg, Ulla Ahlquist, understregede, at det er et problem med for lidt personale. Derfor har alle, også afdelingscheferne, næsten ligeså mange udlånsvagter. Også i Sverige nikker man genkendende til nedskæringsproblematikken.

"For to år siden blev der i Gøteborg fyret 15 personer, 13 assistenter og 2 bibliotekarer. Der var flere unge i mellem, fordi fagforeningen holder fast på princippet sidst ansat, først ud," fortæller Ulla Ahlquist.

Mange problemstillinger går igen på begge sider af sundet. F.eks. at der er for få ansøgere til lederstillinger. Til den ledige stadsbibliotekarstilling i Malmø var der to ansøgere, mens der var 240 ansøgere til 9 bibliotekarstillinger i samme by.

Også diskussionen om arbejdstid er den samme på begge sider af sundet. I avisen Metro (28.nov) stod der at mer end hver anden som er ansat i Stockholm by ville foretrække at bytte fremtidig lønsøgning med kortere arbejdstid. Og af de ca. 50 000 kommunalt ansatte i byen, ville hver tredje person være interesseret i at arbejde mindre under forudsætning af at der kommer flere i job. Politikerne i Stockholm arbejder for tiden på en kopi af den såkaldte Växjomodel, hvor lønfremgang er byttet med kortere arbejdstid. Dette altså på trods af, at de svenske lønninger er betydelig lavere. Men ønsket om et bedre liv, med mindre stres, 'tid til mere og job til flere' er grænseløst. Den samme sang blev sunget på de arbejdspladser min rejse krydsede.

3. Holland

I Holland bestod programmet af et besøg på Hovedbiblioteket i Amsterdam, samt filialen Indische Buurt. Derefter gik turen til hovedbiblioteket i Den Haag og NBLC (som tilsvarer DBC/Dansk Biblioteks Center) - og deres service på indvandrerområdet.

Indvandrerdebatten i Holland
De hollandske storbyer er på alle måder multikulturelle. Der bor ca. 15 millioner mennesker i Holland, hvoraf 2,6 mio. (dvs. 17, 3%) er af anden herkomst end Hollandsk. Halvdelen af alle unge i Amsterdam har en ikke-hollandsk baggrund. Overalt og i alle jobfunktioner møder man folk med rødder i Hollands koloniale fortid og deres efterkommere. Amsterdam har et indbyggertal på ca. 725 000, hvoraf 424 500 er fra Nederland, resten er fra et utal af lande. De største grupper er mennesker fra Surinam med 68 000, Marokko med 46 100 og Tyrkiet med 30 900.

Isolde Vega, bibliotekar med ansvar for indvandrerbiblioteksfunktionen i Amsterdam, siger: "Den officielle linie i den hollandske indvandrerpolitik er at gå på to ben; at arbejde for integration og at give minoriteterne mulighed for at beholde og dyrke deres egen kultur."

Lourina de Voogd, bibliotekar på NBLC , bekræfter dette billede¨; "Der er ikke nye signaler fra officielt hold, og der er heller ikke tilslutning til partiet Centrum Demokraterne som forsøgte at slå sig op på racisme ved sidste valg. De fik knap 1% af stemmerne og er ude i kulden. Ingen af de etablerede partier ønsker at samarbejde med dem."

"Klimaet i racismedebatten er dog blevet hårdere. Højrefløjen begynder at få lidt større inflydelse, men også den officielle politik skærpes. Der er øget fokus på de nye indvandreres pligter, men mindre fokus på deres rettigheder, f.eks. ret til uddannelse og arbejde, " siger Isolde Vega.

Taxi-chauffører er i hele verden kilde til alternativ information - og for mig var det ingen undtagelse. I Den Haag mente den sorte, indonesiske chauffør jeg kørte med, at der generelt

ikke problemer var med racisme i Holland. Der vil altid være lidt, men så er det heller ikke værre. Men sagde taxa-chafføren, på trods af at der er nogen der økonomisk klarer sig selv, og har deres egen business, er der familier som sendes hjem - selv om de har boet her i mange år. Arbejdsløshed er ikke et større problem blandt de etniske mindretal, sagde han - 'de som vil have arbejde, kan få arbejde'.

Jeg har hørt det før - og tænkte'er det nu helt rigtig'. Det er i hvertfald rigtigt, at der ikke er et større arbejdsløshedsproblem i Holland. Landet har en økonomi som får klapsalver på OECDs bonede gulve, med en årlig vækst på omkring 3 %, og en arbejdsløshed på omkring 6 %. Den drastiske nedbringning af arbejdsløsheden er betalt med omfattende omlægning fra fuldtids til deltidsstillinger. 37% af alle stillinger i Holland er deltidsstillinger. De offentlige ansattes andel af beskæftigelsen i Holland er kun 12.3%, hvor den i Danmark er 31.4%. Kort sagt, Holland er i dag en model for de toneangivende kræfter i EU og OECD til hvordan økonomien skal skæres. (Kilde: Jyllandsposten 11. juni 1997).

Biblioteksbetjeningen af sproglige minoriteter i Holland
Der er 12 000 folkebiblioteker i Holland, foruden bogbusserne.

Signalet i bibliotekerne - er meget som vi kender det i Danmark. Der er ikke (som i Sverige) en massiv markering af udenlandske samlinger, heller ikke i de mest indvandrertætte kvarterer. Men samlingerne er betydlig større end de vi har i Århus.

Bøgerne købes ind fra NBLC som har en fast tyrkisk og arabisk- talende konsulent. Bøgerne

tilbydes på helt den samme måde som de øvrige materialer tilbydes. NBLC har i øvrigt en god hjemmeside (www.nblc.nl) - hvor de bl.a. præsenterer udvalg af deres nye tilbud. Her kan man også søge på f.eks. hollandsk roman oversat fra arabisk, af en algerisk forfatter. Kig ind på deres side, servicen er under opbygning - og ser god ud. I 1998 vil de lægge deres tilbud på udenlandske aviser og tidsskrifter på net-siden. Det kan også for os være en god guide. Desværre er siderne foreløbig kun på hollandsk, men også det vil blive ændret i det kommende år.

Amsterdam
Amsterdam blev inddelt i 16 bydele for ca. 5 år siden. Ligesom nogle steder i Sverige er der i Holland bydelsråd, der har det økonomiske ansvar for lokalforvaltningen, inklusive bibliotekerne.

"Mange af bibliotekerne i Amsterdam har en aktiv praksis i forhold til minoriteterne," sagde Isolde Vega, " men ikke alle. 3 - 4 af de 28 filialer gør ingen ting, ofte fordi

personalet ikke er entusiastiske eller har vilje til at prioritere opgaven. Men det er et udtalt krav fra biblioteksledelsen i byen og fra byrådet, at de skal være aktive. I modsat fald kan de blive frataget deres penge. Men det er også meget forskelligt i hvilket omfang de deltager i det årlige kulturprogram, som er orienteret i forhold til minoriteterne. I 1997 fokuserede vi på Surinam, årene før har der bl.a. været en tyrkisk og en arabisk uge. I løbet af en uge er alle 24 afdelinger forpligtet til at deltage med en eller anden form for kulturmarkering, udstilling, forfatteraften eller hennamaling - you name it. Der var 40 arrangementer i november i år - som blev koordineret af Centralbiblioteket."

Bibliotekerne køber delvist selv ind og dels modtager filialerne depoter fra f.eks. hovedbiblioteket i Amsterdam. Hovedbiblioteket tilbyder bøger på 100 forskellige sprog til byen og til amtet. Depoterne er gratis at låne for bibliotekerne i Amsterdam, men andre biblioteker må betale. Bibliotekerne i Amsterdam har dog typisk betalt et beløb for at være med i ordningen.

Indische buurt
Biblioteket i denne bydel i Amsterdam har en 'Vesterbrosk' atmosfære. Indische buurt har 40 000 beboere i lokalområdet, 20 000 er tosprogede, hovedsagelig fra Tyrkiet og arabiske lande. Ved indgangen stod 5-6 arabiske knægte, som lige var smidt ud fra biblioteket. På godt og ondt mødte man her virkeligheden." Personalet bruger meget tid på at holde specielt de unge knægte i ro, og på at understrege at biblioteket ikke er en legeplads. Biblioteket mangler alt", sagde den fungerende chef Elize Bruinsma. "Vi mangler penge, personale,

og samtidig har biblioteket en ledig lederstilling. Nok fordi de de bibliotekspolitiske chefer vil forandre den nuværende bibliotekarchefsstilling til en mere administrativ stilling," mente Elize Bruinsma.Biblioteket havde enkelte tosprogede personale, bl.a. fra Surinam. Men det var ikke en bevidst satsning.

5 - 10% af bogbestanden består af udenlandske bøger. Samlingen består delvist af depot fra Amsterdams Hovedbibliotek, og delvist af depoter fra NBLC. Prisen for NBLCs depoter er for 25 bøger i 6 mnd. er ca. 285 kr. Biblioteket havde en flot prioritering af CDere (3 500 titler), CD-ROM og video. Der var masser af det hele hjemme. Gad vide om der havde været ligeså meget på hylderne hvis materialerne var gratis til udlån! Elize Bruinsma bekræftede, at det for kvarterets beboere, ikke mindst de unge rødder, var viljen til at slippe pengene ikke særlig stor. Hun ville gerne have haft en model med gratis udlån på alle materialerne.

Også her har man haft en bibliotekar som var ansat specielt til at arbejde for at servicere

skolerne og de læsesvage elever. Men normeringen var skåret fra 24 timer om ugen, til 6.5 timer - og fungerede p.t. dårligt.

Den Haag
På Hovedbiblioteket i Den Haag, blev jeg vist rundt af Tineke van Veen. Hovedbiblioteket i Den Haag er en kæmpebygning, med flere etager. Her findes bl.a. en imponerende specialsamling af bøger om Antillerne, én af de gamle hollandske kolonier.

I Den Haag har de en arabisktalende projektansat i et interkulturelle projekt der havde til formål at styrke og fremme formidling af tosproglige forfattere i Holland/Den Haag. Projektet hedder 'Den Haag fortæller' og indeholder skriveværksteder, foredrag og fortællercaféer. På programmet har der været aftener med tyrkisk/hollandske forfattere, andre hvor man mødte arabiske poeter og en litteraturkritiker, en aften om den moderne arabiske poesi, Irak under FN-embargo, arabisk kunst og en musikaften. Litteraturcaféerne blev afholdt på tyrkisk/arabisk og hollandsk. Mellem 60 og 100 var mødt op til disse litteraturaftener. Derudover har der været arrangeret kurser i kreativ skrivning, målrettet for folk fra Surinam, og et 3 måneders kursus som var rettet mod kvinder fra forskellige etniske minoriteter. Skrivekurserne kostede omregnet, mellem 100 - 150 kr. "Bevillingen til disse projekter stopper om to år, " fortalte Tineke van Veen, "og det er et udtryk for at arbejdet ikke er accepteret fuldt ud." Men et imponerende program er afviklet for 1997 og et nyt er på vej i 1998.

Ligesom i Amsterdam har man på bibliotekerne en årlig multikulturel aktivitetsperiode.Der har været afholdt 25 aktiviteter i 10 forskellige biblioteksafdelinger, med alt fra forfatteraftener, kropsmaling, kalligrafi og udstillinger.

Der bor folk fra 101 forskellige nationaliteter i Den Haag. De fleste fra Tyrkiet, Surinam og Antillerne, men også mange arabisktalende. Mange af indvandrerfamilierne er børnerige, derfor satser de meget på at få fat i børnene, få dem til at bruge biblioteket - og lave støtteprogrammer til læsetræning i bibliotekernes regi.

Tineke van Veen viste klip fra en god video - om biblioteksbrug målrettet minoriteterne. En pige fra Surinam tog turen rundt på bibliotekerne i de indvandrertætte kvarterer i Den Haag, og på Hovedbiblioteket. Pigen var hele vejen omkring, til forfatteraften, lektietræning, samt alle forskellige funktioner i udlånet osv. God idé!

I øvrigt har man i den Hollandske skole udvidet valgmuligheder for sprog fra 10. skoleår, hvor eleverne tidligere kun har kunnet vælge fransk eller tysk, er tilbudet udvidet til også at gælde arabisk og tyrkisk. "Sådan skal det også være i et moderne samfund", siger Tineke van Veen.

Relevante projekter
Generelt oplevde jeg en stor prioritering af at formidle bøger, og på at tilbyde skriveværksteder, samle mundtlige fortællinger sammen etc. Der er forfatteraftener, oplæsning for børn og projekter for dårlige læsere. Der er ingen forpligtigelse for skolerne til at have et skolebibliotek, så folkebibliotekerne dækker generelt denne service. På Centralbiblioteket i Amsterdam havde de også ansvar for udlån af klassesæt til skolerne.

I Amsterdam har man en særlig medarbejder på 20 ud af 28 filialer som har skolerne som ansvarsområde. Derudover udsender Centralbiblioteket en omfattende tilbudsmappe til alle 300 folkeskoler i Amsterdam, hvor man tilbyder forskellige forløb/kurser- dels for eleverne, dels for lærerne.

Dette er et nyt fremstød overfor skolerne. Isolde Vega understregede, at interessen fra lærernes side til at tilmelde sig et kursusforløb ikke var overvældende. Men med vedholdende praksis skal det nok lykkes, mente hun. De tilbud som er basisintroduktioner er gratis, men hvis undervisningen er på et højere niveau så koster kursusforløbene. Der er uden tvivl en del inspiration at hente her. Hvis nogen skulle ønske nærmere information, så kontakt Gerard van Byl, som er koordinator i Amsterdam på dette projekt.

Brugerbetaling
På de hollandske biblioteker jeg besøgte, tog man både et årlig medlemsgebyr, samt betaling for lån pr. materialeenhed, dog ikke på bøger. Indtægter fra brugerbetaling i Holland udgør i 1996 12% af bruttoudgifterne, og i England 8%. I Danmark udgjorde brugerbetaling (reserveringsafgift, erstatninger, salg af kasseret materiale m.m.) 5 % af de samlede bruttoudgifter. (Brugerbetaling på hollandske biblioteker er beskrevet i UBIS-rapporten). Brugerbetaling opfattes som en selvfølge i Holland. Derudover er det også almindeligt med udlånsbegrænsning, børn kan typisk låne 6 enheder og voksne 4 eller 5. Udlånsbegrænsningerne begrundes bl.a. med at man ikke har økonomi til at have en beholdning, som kan holde til frit udlån!

F.eks. i Amsterdam var der flg. priser:

Årskort for at være låner:

Alder	Pris	Omregnet i danske kr.
Under 18 år	gratis	gratis
18 -22 år	fl. 22,00	77,00 kr.
23- 64 år	fl. 37,00	129,50 kr.
over 65 år	fl. 22,00	77,00 kr.

Derudover var der pris pr. enkeltlån:

Materialetype	Lånetid	Pris	Omregnet i danske kr.
Bøger	3 uger	gratis	gratis
CD	3 dage	fl. 3,00	10,50 kr.
	7 dage	fl. 4,00	14,00 kr.
CD-rom	1 uge	fl. 5,00	17,50 kr.
Video/spillefilm	1 uge	fl. 5,50	19,00 kr.

For at reservere koster det ca. kr. 5 for bøger og kr. 9 for video/CD.. Bøde ved for sent afleveret var mellem kr. 1.75 og kr. 3.5 pr. dag.

Hvis man låner 4 CD'ere, 1 video, 1 CD-rom, samt reservere to CD'ere, vil det koste rundt regnet 110 danske kroner.

Bibliotekaruddannelse og andre forhold for bibliotekarer i Holland
"Generelt er der lav faglig bevidsthed på hollandske biblioteker. Nogle af os er medlem fordi det var tradition i de familier vi kom fra . Max 10% af bibliotekarerne er medlem af fagforeningen, og andelen er højest i byerne - men selv her er det lavt.

Vi er medlem af ABVK - KABO (tilsvarer Kommuneforbundet), som har en undergruppe for bibliotekarer. Jan Willem Dieten i Amsterdam er ansvarlig," siger Isolde Vega.

Lønnen er også lav - syntes alle de bibliotekarer jeg interviewede. En fuldtidsstilling ligger brutto på ca. 3000 gylden i mnd., hvilket svarer til ca. kr. 10 500. Skatten er dog lavere, så nettolønnen ligger omkring 2 200 gylden, dvs. kr. 7 700. Der er ikke individuel aflønning, men tillæg for forskellige funktioner. Derudover er der en tradition for at aflønne - ikke efter anciennitet, men efter alder. Dvs. at man får en bedre løn som 40-årig, uden erfaring end som 30-årig, med erfaring.

"På personaleudviklingssiden sker der meget for tiden, "sagde Lourina de Voogd. "Man arbejder for en funktionsinnovation, dvs. man ønsker at bibliotekarerne skal frigives fra en del af det arbejde de har idag, så de får mere tid til at lave arbejde ud af huset, og til at udvikle projekter. Derfor satser man på at uddanne kontorpersonalet til bibliotekarer på mellemniveau, kaldet MBO (assistentbibliotekarer)." I øvrigt er der en model, som også bruges til uddannelse af tosproglige biblioteksarbejdere. I Amsterdam, fortalte Isolde Vega at man har opbygget et specielt kursusforløb for udenlandske medarbejdere - til at blive assistentbibliotekarer. 15 personer, hovedsagelig fra Surinam, Tyrkiet og Marokko gennemgik i løbet af 4 år et 20 timers kursus parallelt med, at de var ansat på biblioteket de resterende 18 timer. En del af aftalen var, at de efterfølgende var garanteret job. Mange af dem havde forskellige eksamener fra deres hjemland, og det, kombineret med deres joberfaring fra biblioteket, begrundede det kortere forløb af uddannelsen som bibliotekar. 11 gennemførte kurset - og det var en klar succes.

Biblioteksuddannelsen er også her 4-årig, på det man kalder højt niveau; HBO.

Men erfaringen viser, som i Danmark og Sverige, er at der ikke er mange tosproglige, som starter på bibliotekskolens sædvanlige forløb. Ved hjælp af det korte tillæringsmodul fik man uddannet tosprogede biblioteksmedarbejdere.

Selv om det er et udtrykt mål i Amsterdam at 20% af personalet skal være tosproglig, så er det ikke så højt i praksis. Der er heller ikke en omfattende tradition for gratis arbejde for biblioteket, som jeg tidligere har set omtalt. I hvertfald ikke i de store byer. Jeg ledte efter hvad jeg troede var ens praksis i Holland og Danmark - nemlig et stort antal unge i arbejde på diverse arbejdsløshedsprogrammer. Men det var ikke tilfældet. Max 2-3% af personalet er på denne slags programmer i Amsterdam, fortalte Isolde Vega. Min kilde fra det virkelige liv, Christian, som er skibsbygger - sagde at han kunne få alle de unge han ville med et offentlig tilskud på 8000 gylden i året (dvs. 28 000 kr.). Men det er tilsyneladende ikke særlig udbredt at bruge denne model på bibliotekerne.

4. Frankrig

I Paris besøgte jeg Bibliothèque Publique d'Information (BPI) i Pompidou-centeret, filialen Bibliothèque Porte-Montmartre og det arabiske institut; Institute du Monde Arabe. Jeg havde kun to dage i Frankrig/Paris. Souad Hubert, ansvarlig for internationale forbindelser på BPI, organiserede mine besøg i Paris.

Indvandrerdebatten i Frankrig
I pressen har der de sidste år været meget fokus på den stigende racisme i Frankrig. Le Pens kommuner markerer sig med at styre bogvalget i bibliotekerne i de fire kommuner, hvor de har flertal. F.eks. blev abonnementet på Libération opsagt på biblioteket i Marignane udenfor Marseille, i Orange har man forsøgt at presse fascistiske forfattere ind på bibliotekets hylder, og fjernet 'kommunistiske' eller jødiske forfatterskaber. I en anden af LePens kommuner, Toulon, har kulturkampen bl.a. udspillet sig omkring bogmessen som pågik i slutningen af november1997. Front Nationales borgmester i Toulon, Jean-Marie Le Chevallier, har styret Frankrigs 13. største by igennem 2 1/2 år. Med ham i spidsen afholdt byens Le Pen- tilhængere det de kaldte 'Frihedens bogfest', "La fête de la liberté du livre". Temaet var "la francophonie", dvs. dyrkelse af den franske sproglige og kulturelle identitet, som modvægt til den engelsk/amerikanske kultur. Det lyder måske efterhånden helt 'naturlig' med al snak om at dyrke 'danskheden'. I Toulon får man en fornemmelse af, hvad den yderste konsekvens af dyrkelse af det nationalt særegne kan blive brugt til, nemlig en skærpet politisk offensiv mod andre folkeslag og kulturer. I det udvalg som blev præsenteret på LePens bogmesse var et omfattende udvalg af bøger, der forsvarede Philippe Pétain, som samarbejdede med tyskerne under 2.Verdenskrig og bøger som med nostalgisk tilbageblik dyrker perioden hvor Frankrig var en kolonimagt, hvor franske fundamentalistiske katolikker i Algeriet udførte hvad en af messens bøger kalder "Frankrigs guddommelige opdrag". (Kilde Svenska Dagbladet 28.nov. 1997)

Men de, som slås for kulturel mangfoldighed, vil ikke tie - heller ikke i Toulon. Med støtte fra den franske stat blev der samtidig organiseret en alternativ bogmesse. Kun én af byens boghandlere stillede op på LePens bogmesse, de øvrige stillede op på den alternative. Men det koster at lægge sig ud med Toulons borgmester. Flere boghandlere har fået økonomiske problemer, fordi byens spidser har droppet samarbejde med de kritiske boghandlere og dermed opsagt kontrakter om køb af bøger til skolerne i Toulon.

Mine franske værter i Paris, understreger at Le Pens æra på ingen måde synes at være forbi. Front Nationale kæmper en hård ideologisk kamp bl.a. retten til at tolke den franske historie, og bruge den til sin fordel. For tiden forsøger de at erobre Jeanne D'Arc som symbol for deres racistiske, nationalistiske kampagne.

Et par dage før jeg besøgte Paris var en ny lov om retten til at få fransk statsborgerskab trådt i kraft. For blot 40 år siden var det praksis i Frankrig, at var man født på fransk jord så var man automatisk fransk statsborger. Fransk blev man gennem integration i den franske kultur, i skolesystemet, militæret etc. Under Jacques Chirac's regering i 1986-88 forsøgte man at ændre nationalitetsbestemmelserne, men kom under hårde angreb. Men i takt med at Le Pen formåede at flytte tyngdepunktet i debatten - blev det muligt for en ny højreregering under Edouard Balladur at gennemføre skærpede regler. I 1994 blev der indført en lov, hvor børn født i Frankrig, men som havde udenlandske forældre - først kunne opnå fransk statsborgerskab når de var mellem 16 - 21 år og 'selv klart udtrykker et ønske om fransk statsborgerskab'. Socialistregeringen under Jospin fik omkring 1. december flertal for en opblødning af bestemmelserne, så børn født af udenlandske forældre, men født i Frankrig, kan få fransk statsborgerskab når de er 13, hvis forældrene ønsker det. Fra venstrefløjen kritiseres den nuværende regering for, at opblødningen på ingen måde er vidtrækkende nok.

I de seneste uger har der været en række aktioner fra de arbejdsløse i Frankrig. Der er 3.5 mio. arbejdsløse i Frankrig og over en million af dem har mindre end 3 500 kr. om måneden.

Biblioteksbetjeningen af de sproglige minoriteter i Frankrig
Souad Hubert, bibliotekar på BPI, formulerede vedrørende biblioteksbetjening af indvandrere: "Vi har ingen tradition for såkaldt indvandrerbetjening . Jeg kan ikke lide begrebet indvandrer.. Når folk er kommet hertil er de franske, men med forskellig baggrund. Fra Syrien, Algeriet, Tyrkiet, Marokko etc. Vi har 200 års erfaring i Frankrig for at bestå af forskellige nationaliteter. Vi accepterer ikke adskillelsen mellem franskmænd og 'de andre.' "

Noget tyder dog på at denne politik også indebærer underkendelse af, at der er store sproglige minoriteter, hvis behov ikke bliver imødekommet. At den positive holdning om ikke at ville forskelsbehandle, kan tippe over i manglende forståelse for minoriteternes særlige behov.

Materialetilbudet på det eneste ordinære folkebibliotek jeg besøgte i Frankrig, kunne tyde på dette. Biblioteksfilialen på Montmartre, Bibliothèque Porte-Montmartre, ligger i et område hvor ca. 70% af befolkningen er af ikke-fransk baggrund. Størstedelen af beboerne i det omliggende kvarter har arabisk som parallelsprog, uden at man kunne se spor af det i biblioteket. Der var nogle bøger på engelsk, tysk, meget få på arabisk, og der var kun franske og én engelsk avis. Det tætteste man kom på en avis der tog sit udgangspunkt i den arabiske verden var Jeune Afrique. På mit spørgsmål om, hvorfor der dog ikke var en eneste arabisk avis, svarede børnebibliotekar Anne-Caroline Beaux, at man ikke havde råd til flere aviser! Derfor var det ingen overraskelse at der på trods af kvarterets mange arbejdsløse, ikke var fyldt op på avislæsesalen under mit besøg.

Her var dog bøger for børn med parallel fransk og arabisk tekst, sprogkurser etc.

Men dette var et fransk bibliotek, uden skelen til kvarteret sammensætning. I mit interview med Anne-Caroline fortalte hun om mange initiativer og positive tiltag overfor kvarterets mange børn. En klasse med mindre børn ramlede ind på biblioteket under interviewet. Det store flertal var sorte eller arabiske.

Biblioteket prioriteter områdesamarbejdet, fortalte Anne-Caroline, også fordi her er mange hårde drenge - og gennem fælles indsats hjælper det. Biblioteket har også taget initiativ overfor arabisktalende mødregrupper og lidt overraskende erfaret at de skulle bruge børnene som tolk.

Derimod lød det på Ann-Caroline som om der var en god servicering af skolebørnenes biblioteksbehov. De franske børn har et hårdt skoleprogram. Fra 8.30 om morgenen til 17 om aftenen. Basisniveauet er fra 3 -6 år, dernæst grundskolen fra 6 - 10/11 år, college fra 10 - 15 år, og endelig gymnasieniveau. På de to første niveauer er der skolebiblioteker, som passes af lærerne. På college og gymnasiet har man CDI (Centre de Documentation et Information), hvor der er ansat bibliotekarer.

Besøg på BPI -Pompidoucenteret
De franske folkebibliotekers flagskib, det statsfinancierede BPI i Centre Georges Pompidou, er for tiden under total ombygning. Det er det eneste nationalt finansierede folkebibliotek i Frankrig. Biblioteket blev bygget i 1977, er på 15 000 m2 og havde i 1984 12 000 dagligt besøgende og 2200 siddepladser. BPI vil være færdigrenoveret 31. december 1999. Indtil da er de fleste bøger pakket ned i papkasser, kun materialer fra de sidste 5 år er midlertidigt placeret i en tilstødende bygning; BPI Brantôme med 2000 m2, 600 siddepladser og som har åbent hele året 67 timer pr. uge, lørdag og søndag, med undtag af 1. maj. Hver dag er der åbent indtil kl. 22.

BPI har forpligtet sig til at udvikle de elektroniske tjenester og metoder. Dette kan man også fornemme i det midlertidige BPI. Her er masser af PCere med op til 100 CD-rom indlagt, og rubriceret efter emneområder som medicin, teknik, historie, psykologi etc. Man har også en oplysningstjeneste med en bemanding på fire personer til at tage sig af telefonhenvendelser og forespørgsler via e-mai og gratis internetadgang til publikum.

BPI har for de sidste år scannet avisartikler ind i fuldtekst, så man efter emne kunne liste relevante avisartikler, hvorefter man kan hente dem frem på skærmen, og kopiere. Selv i miniudgave, synes BPI har være meget langt fremme med det elektroniske bibliotek. Se også BPIs hjemmeside - http://www.bpi.fr

Hubert Souad arbejder bl.a. på et projekt om opbygning af et bibliotek i Gaza. Projektet er støttet af den franske regering. Souad har organiseret et træningsprogram for palæstinensere som skal arbejde i det fremtidige bibliotek. Derudover håbede Souad, at nogle af de mange reoler som skal skiftes ved BPIs renovering, kunne genbruges i Gaza. Hvis nogle har engelske, franske eller arabiske bøger som skal ud fra hylderne, så er Hubert Souad interesseret i at høre fra Jer. (Hendes e-mail er: souad@bpi.fr)

Insitut du Monde Arabe
Denne imponerende bygning ligger ved Seinen's bred, tæt ved Notre Dame. Et arkitektonisk mesterværk, opbygget af penge fra den franske stat og de rige arabiske olielande. Instituttet har offentlig adgang - og er absolut et besøg værd . Huset rummer et bibliotek, videotek, boghandel, udstillingsareal og kontorer. Instituttet markerer den store interesse i det franske samfund for Mellemøsten og Nordafrika.

Bibliotekar Michèle Junqua viste rundt i biblioteket, hvor halvdelen af samlingen på 55 000 titler er på fransk og arabisk, derudover er der en række bøger på engelsk, tysk, spansk og italiensk. Alt er i et integreret system uanset hvilket sprog bogen er på. Biblioteket indeholder uden tvivl en guldgrube for dem som vil studere den arabiske verdens arkæologi, filosofi, videnskab, religion, sprog og historie. Her er også 1 200 aviser og tidsskrifter om og fra den arabiske verden på arabisk og andre sprog. Online-kataloget havde både arabisk og latinsk alfabet og tastatur. I biblioteket er der 150 siddepladser fordelt på bibliotekets tre etager. I AV-afdelingen var der flere video-boxe, hvor man kunne klikke ind på et af de arabiske lande, derefter udvælge emneområde, f.eks. arkæologi. Derefter kunne man klikke på om man ønskede film, dias o.l. Meget flot.

I huset er der altid udstillinger. Jeg besøgte instituttet mens det fejrede sin 10års dag. Her blev vist klip fra et utal af udstillinger bl.a. om før-islamisk kunst, 100 år med egyptisk filmkunst og Yemens oldtidshistorie. Udstillingernes sprog var kun fransk, hvor de selvsagt burde være præsenteret også på arabisk og engelsk. Der er trods alt kun 3 timers rejse mellem London og Paris med det nye 'kanaltog' Eurostar.

Brugerbetaling på bibliotekerne i Paris
I Paris er der et imponerede netværk af biblioteker, nærmere bestemt 63 folkebiblioteker - med forskellig service. Derudover er der en række specialbiblioteker, f.eks. om Paris's historie, et mediatek og et kunstbibliotek.

Det er gratis at bruge bibliotekerne for børn. Den årlige brugerbetaling for voksne hvis man låner andet end bøger er:

110 F for plader/kassetter
200 F hvis man også vil låne CDere
400 F hvis det inkluderer video.

(Kursen på franske franc er 116,6)

Langt fra alle biblioteker tilbyder andet end bøger, f.eks. havde biblioteket på Montmartre udover boglige materialer, kun kassetter til børn, så her var alt gratis.

Alle Paris's folkebibliotekers bestand er i en fælles database, og dermed fælles anvendelig for de forskellige lokale biblioteker.

Bibliotekaruddannelsen og andre forhold for bibliotekarer i Frankrig
Først skal man have en 4-årig bachelorgrad i et fag, dernæst skal man til optagelsesprøve for at komme ind på en to-årig bibliotekaruddannelse. Det er meget svært at komme ind, og hvis man endelig lykkes i at uddanne sig på højt niveau, arbejder man alligevel tit som almindelig bibliotekar for der er hård kamp om de stillinger, hvor de kræver 'højt niveau'.

Månedslønnen ligger på ca. 10 000 F brutto og mellem 7000 F - 8 500 F netto. Der er anciennitet i lønsystemet, men ingen individuel løn. Huslejen for en lille lejlighed i Paris kan sagtens være 5000 F.

5. England

I England bestod programmet af et interview med forsker Patrick Roach ved Warwick University, der har udarbejdet en rapport om bibliotekerne i multikulturelle samfund. Dernæst et interview med Katie Wheatley, Rotherham, Sheffield om fagforeninger og antiracisme. Senere et besøg på Southall library i Ealing/London hvor jeg mødte Kalyan Dutt, ansvarlig for Asian Librarians and Advisers Group. Og afslutningen var i Stratford library og Green Street Library i Newham/London, hvor Danny Budzak viste rundt.

Indvandrerdebatten i England
England er et konglomerat af nationaliteter, primært med rødder i Commonwealth-landene. Allerede i slutningen af forrige århundrede begyndte grupper af folk fra kolonierne at bosætte sig, primært i London. Bibliotekar Kalyan Dutt som arbejder på Southall-biblioteket i VestLondon, fortalte at grunden til at der er mange minoriteter i denne del af byen er, at man ligger tæt ved Heathrow lufthavnen. Folk bosatte sig simpelthen tæt ved der flyene landet. Tilsvarende er grunden til den store koncentration af indvandrere i Øst-London bestemt af at det var her de store skibe fra Indien og Fjernøsten kom i havn i East India Docks. I områder som Hackney, Islington, Whitechapel og Newham er indvandrerkoncentrationen i London størst. Øst-London er præget af en rig miksture af forskellige kulturer, fortravlede gader og myldrende markeder. Etnicitet og tradition blander sig med det nye vækstområde, det hypermoderne Docklands, hvor de store dagblade har kontorer, og Storbritanniens højeste bygning Canary Warf troner ved siden af det computerdrevne tog 'Docklands light railway'.

I Newham er mere end 42% af befolkningen afrikanere, caribiere, asiate, eller af 'anden' etnisk herkomst. I bydelen bruger lokalforvaltningen syv sprog som de kommunikerer med sine indbyggere på; punjabi, hindi, gujarati, urdu, tamil, malayalam og cantonesisk. Det er også typisk, at beboerne i 'inner-city' er fattigere end beboere i forstæderne. F.eks. har Newham et af de højeste børnedødelighedstatistik i landet, ca. 30% over gennemsnittet. Over 52% af beboerne i Newham er under 30 år, mange af familierne er børnerige. Derudover er der her, som generelt i London, en stærkstigning i antallet af enlige mødre, 40% i løbet af de sidste 10 år. Arbejdsløsheden er også stor i området. Tidligere var bydelen præget af store manufakturvirksomheder, som nu er lukkede. Også privatiseringen af British Rail og London Bus's har betydet mange fyringer. (Kilde: Newham Borough Trends, 1993)

Flere af de jeg interviewede mente ikke at racisme var et problem i England i dag. Bibliotekar ved referenceafdelingen på Newham Library, Danny Budzak, siger: "Der er racistiske holdninger blandt nogle mennesker, og racistiske overgreb forekommer. Men meningsmålingene viser, at de fleste ikke er racister eller har negative holdninger overfor farvede. Der mobiliseres også aktivt mod racisme. F. eks. holdt Anti Nazi League en stor manifestation i London for et par år siden, og der har også været en større demonstration mod det engelske nazi-parti BNP's (British National Party) hovedkontor. De steder, hvor BNP stillede op til valg i maj 1997, fik de generelt en meget ringe opbakning. Valget af Blair og New Labour har generelt betydet et skrift til venstre i engelsk politik. Højrefløjen styrkes ikke af, at Blair på flere punkter angriber velfærdsstaten, bl.a ved at reducere den økonomiske støtte til handicappede og enlige mødre. Der har også været et par kampagner mod udvisninger, der har været vundne."

Kalyan Dutt siger: " Måske har folk fået mere selvtillid, nu hvor man har fjernet Toryerne. Jeg oplever ikke racisme som et problem, men der er forskelsbehandling. Det er også et andet nyt træk. Da vi kom hertil var vi ydmyge. Vi tog til takke med de dårligste jobs, og bukkede for at få lov at være her. Vore unge ønsker ikke at acceptere forskelsbehandling. De vil slås for at få de samme rettigheder som de hvide englændere har. De vil ikke nøjes med en plads bag i køen og det er klart at det giver konflikter. Men på den anden side har alle mennesker vel krav på at blive behandlet på lige vilkår!"

Biblioteksbetjeningen af sproglige minoriteter i England
Det generelle indtryk jeg fik fra besøgene dels på bibliotekerne i London, dels i Sheffield, var at niveauet i indvandrerbetjeningen er rimelig. Der er solide samlinger på de sprog minoriteterne i området har, og de har et bemærkelsesværdigt godt tilbud af AV-materialer, musik og video - både sammenlignet med forholdene herhjemme og de øvrige lande jeg besøgte. Dog mod betaling. Men det er tydelig at man har haft en politik om at anerkende og tilgodese minoriteternes særlige behov.

Kalyan Dutt, koordinator for Asian Librarian and Advicers Group (ALAG), fortæller: "Biblioteksbetjeningen af indvandrere i England startede midt i 60'erne. Fra 50'erne kom der mange immigranter hertil fra det indiske subkontinent, dvs. Indien, Pakistan og Bangladesh. De henvendte sig på biblioteket for at få bøger på deres modersmål. I en periode indtil midten af 60'erne, var den officielle holdning at 'de skal bare lære engelsk', derfor var der ingen materialeforsyning på originalsproget i større omfang. Denne attitude blev dog ændret og man etablerede "India Office Library" som en del af British Library. Men afdelingen kunne ikke indfri den stigende efterspørgsel. Derfor begyndte man at oprette samlinger på bibliotekerne i de indvandrertætte kvarterer." Kalyan Dutt var én af foregangsmændene tilbage i slutningen af 60'erne for at opbygge et bilbliotekstilbud på bengali, hindi, gujarati, punjabi og urdu.

Udover folk fra det indiske subkontinent, er den anden største minoritetsgruppe de afro-caribiske grupper, dvs. sorte fra det afrikanske kontinent eller fra Caribien. På flere biblioteker var der særlige hylder for denne lånergruppe, men 90 - 95% af bøgerne på disse hylder er på engelsk. "De afro-caribiske lånere ønsker bøger som tager udgangspunkt i de sortes egen historie, deres problemer er politiske, snarere end sproglige", siger Kalyan Dutt. De biblioteksansatte fra denne gruppe har også en forening, ACLA (African-Caribbean Library Association). I deres program formulerer de at deres opgave primært er koncentreret om at bekæmpe racisme i bibliotekssystemet, først og fremmest i forhold til ansættelser og publikationer og for at fremme repræsentationen af de sortes egen historie på bibliotekerne. (Se eget interview med Kalyan Dutt)

Der var en langt bedre flerkulturel ansættelsespraksis på engelske biblioteker, sammenlignet med hvad jeg mødte andre steder. Dette betyder ikke at bibliotekerne afspejler den etniske sammensætning i lokalsamfunderne, men både blandt assistenter og bibliotekarer er der mange med baggrund i det indiske subkontinent.

Det har uden tvivl også været et produkt af, at man har organiseret sig i pressionsgrupper af asiatiske og afro-caribiske bibliotekspersonale, grupper som bl.a. har haft som formål at forbedre ansættelsespraksisen. Det var også tidligere en aktiv politik fra den engelske regering fra midten af 70'erne, at man gennem et særlig støtteprogram ønskede at fremme ansættelse af tosproglig personale. Det satte skub i en flerkulturel ansættelsespolitik i mange institutioner.

Vedrørende spørgsmålet om positiv særbehandling af tosproglig personale, sagde tillidsrepræsentant Katie Wheatley fra Rotherham bibliotek: "Vi har haft en diskussion i klubben, fordi positiv særbehandling jo ikke umiddelbart er en fordel for de øvrigt ansatte. Folk slås for deres egne interesser, deres egne jobs, og hvis de ikke har tro på at de kan beholde både deres egne stillinger og få nye stillinger til farvede som er arbejdsløse - så bliver det til holdningen at 'de sorte tager vore jobs'. Da biblioteket satte en annonce i lokalavisen hvor vi positivt søgte efter asiatisk eller afro-caribisk personale, mødte vi kritik både fra kollegaer og lånere. 'Hvordan kunne vi forbeholde stillinger til de farvede, når der går så mange af vore egne arbejdsløse' etc. Vores argument var, at fordi vi har mange som snakker urdu og punjabi blandt vore lånere er det en fordel, at der er personale som kan disse sprog. Nu har vi to asiatiske kollegaer, hvor vi før udelukkende var hvide. Det har betydet at biblioteket har fået et bedre image overfor vores tosprogelige lånere."

Kalyan Dutt og foreningen ALAG arbejder ikke for princippet om positiv særbehandling ved ansættelser: "Vi vil gerne ansættes fordi vi er godt kvalificerede, og fordi der er brug for tosprogligt, ikke fordi vi er farvede. 90 - 95% af de asiatiske bibliotekarer har højere bibliotekaruddannelse. Men 20 - 25% af os arbejder under den uddannelse vi faktisk har erhvervet. På trods af at vi tit håndterer flere meget forskellige sprog, er fagreferenter indenfor hele bredden, hvor vi forudsættes at have kendskab til litteratur, samfundsfag og videnskab, samt video og musik - så bliver vores store indsats ikke rangeret højt. Vi er tit også tolke, og problemknusere. Vi er i det hele taget meget vigtige i biblioteker der arbejder i kvarterer med mange sproglige minoriteter. Alligevel oplever vi ikke at vores arbejde bliver anerkendt, hverken i form af løntillæg eller ved at vi har mulighed for at avancere. Selv om de fleste af os indiske bibliotekarer har den højeste bibliotekaruddannelse, så ses vi sjældent eller aldrig i lederstillinger. Vi bliver kort sagt diskrimineret. Og det vil vi have lavet om på," afslutter Kalyan Dutt.

(Vedrørende brugerbetaling og fagforeningsforhold i England, se interview med Katie Wheatley)

6. Interview med Patrick Roach

CRER (Center for Ethnic Relations, Warwick University)

"The public library service will need to move away from a philosophy of accomodation and paternalism towards a philosophy of engagement and pluralism"

Patrick Roach

Patrick Roach har i samarbejde med Marlene Morrison lavet en undersøgelse for den engelske 'Library Assosiation', hvor de har analyseret folkebibliotekernes rolle i et multietnisk samfund, bl.a. ud fra 'casestudies' af fire engelske biblioteker. Deres konklusion er, at det er nødvendigt med en radikal nytænkning på bibliotekerne for at imødekomme multietniske samfunds behov. (Se også omtale af undersøgelsen i LA-Record 99(5), maj 1997.)

Undersøgelsen bliver offentliggjort i midten af februar 1998. Jeg fik lejlighed til at diskutere rapporten med Patrick Roach.

ÅB: En af Jeres konklusioner er, at folkebiblioteket står i fare for at blive tilsidesat som en vigtig kilde til informationsudbyder overfor et etnisk sammensat lokalmiljø. Hvorfor?

PR:Generelt virker det som om bibliotekspersonalet er bange for at gå i clinch med det lokalsamfund de arbejder i. Dette gælder ikke kun i forhold til de etniske minoriteter, men synes at have gyldighed i forhold til andre grupper i lokalsamfundet. Biblioteksansatte bliver af mange potentielle brugere betragtet som tilhørende en anden verden. Hvor lokalsamfundet måske har en majoritet af farvede eller sorte arbejdsløse, så er hele bibliotekspersonalet tit domineret af hvide fra middelklassen. Der opstår en kløft mellem personale og brugere/potentielle brugere, fordi personalet bygger sit materialevalg på sine egne, fortrinsvis hvide, sekulære vestlige værdier. Vores erfaring i undersøgelsen var at materialetilbudet ikke er sammensat ud fra hvad minoriteterne efterspørger, men tit baseret på hvad bibliotekarerne synes man bør læse. Det er også for stor prioritering af indkøb af boglige materialer i forhold til at der fra minoriteterne er en meget større efterspørgselen på andre medier, som f.eks. musik, video og tilgang til computere.

Vi oplevede også distance overfor det man kan kalde den 'religiøse virkelighed' i lokalsamfundet. F.eks. udtrykte mange ansatte forbehold overfor at tage kontakt med moskeen. Men moskéen er ikke blot et religiøst samlingssted, det er også et socialt og politisk knudepunkt i mange muslimsk dominerede lokalsamfund i de europæiske storbyer. Mange biblioteksansatte havde den opfattele at man ikke ville blive budt ind hvis man tog kontakt til moskéen. Men direkte adspurgt fremgik det, at ingen faktisk havde forsøgt at besøge den lokale moske. I mange tilfælde er der ingen vej udenom moskéen, så den barriere skal man overvinde, hvis man vil i clinch med sit multietniske lokalområde.

Vi erfarede også en anden type berøringsangst, en idé om at biblioteket ikke ville forholde sig til den politiske virkelighed. Idéen om at 'vi har ingen politik, vi er neutrale'. Men det er umuligt. Og det er vigtig, at bibliotekerne har et standpunkt fordi der er politiske konflikter! F.eks. var og er det umuligt at forholde sig neutral overfor den politiske konflikt omkring Salman Rushdies "De sataniske vers". Nogle biblioteker 'valgte' ikke at købe bogen, men var villige til at hjemlåne den på forespørgsel. Men det er ikke udtryk for et en sammenhængende politik. Jeg har ikke noget svar på hvad man skulle gøre, men det er klart her at skal man tage en stilling, ikke mindst fordi man på biblioteket nok havde en anden holdning end flertallet i det nærmiljø, hvor man arbejder.

Derudover skal man sikre sig at den information man stiller til rådighed, er brugbar. Det er ikke nok at pege på en hylde og sige "der står bøgerne". Man skal hjælpe brugerne til at finde den relevante information, og sikre sig at den kan forstås af den låner der efterspørger viden.

ÅB: Hvem er de folk I har spurgt og hvordan kan I vide at svarene er repræsentative?

PR: Selve undersøgelsen var et 18 måneder langt 'case-studie' af 4 forskellige biblioteker. Vi har interviewet personalet på de respektive biblioteker, taget kontakt med organisationer i lokalområderne og sidst, men ikke mindst har vi spurgt hist og her på gaden. Det er en bred vifte, men ikke nødvendigvis repræsentativt. Mange ville ikke interviewes, bl.a. fordi de ikke så biblioteket som et tema overhovedet!

Repræsentativitet er altid uhyggelig svært, bl.a fordi det kan være svært at vide, om forskellige ledere af organisationer og foreninger udtrykker deres medlemmers holdninger. Der er altid nogle bestemte folk som er aktive og som kommer til f.eks. brugermøder. Men man kan ikke bruge det, at man måske kun hører på en minoritet af minoriteten, som en undskyldning for slet ikke at lytte til nogen. Man skal prøve, og man skal arbejde for at forbedre sin teknik for at indhente brugerønsker.

ÅB: Var der nogle mønstre i de svar I fik?

PR: Tit mødte vi negativitet eller ligegyldighed i forhold til bibliotekets tilbud. Dog var der en klar positiv holdning blandt de der brugte biblioteket. Der er specielt mange børn og unge der er brugere - derefter er det et stort hul indtil nogle kommer igen som pensionister.

I England er de største indvandrermiljøer grupperet omkring 'African/Carribien', og folk fra det Indiske subkontinent. Vores oplevelse var, at der blandt de sidstnævnte var meget større fokus på at lære og bruge biblioteket i denne proces. De udtrykte tit et ønske om tosproglige bøger. Blandt mange mandlige afro-carribier mødte vi en fjendtlig holdning til validiteten af de informationer biblioteket præsenterede. Igen fordi de forventede det ikke var deres bøger, deres musik.

Jeg er ikke overrasket over holdningen blandt mange afro-carribere. De har meget 'sorte' erfaringer med det engelske samfund, de har statistisk 5-6 gange større chancer for at blive smidt ud fra deres uddannelser og de har sværere ved at få jobs. Derfor oplever man også en voksende 'sort bevidsthed' i England idag. Stadig flere sorte ser sig som adskilt fra resten af samfundet. De hører tit, at de fordi de er sorte, nok er kriminelle og narkosælgere. Derfor er der en seriøs trend i miljøet om at 'melde sig ud' af det samfund som ikke vil lukke dem ind, og i konsekvens af dette opbygge sine egne 'sorte' institutioner, politiske og religiøse, og bygge en 'sort' økonomi.

ÅB: Er dette ikke problematisk, en segregering efter hudfarve?

PR: Jo, jeg siger ikke, at jeg er for det. Men det er den politiske virkelighed, biblioteket også opererer i. Flere ser på deres historie som direkte forbundet tilbage til slavehandelen, og søger sine oprindelige rødder og lidelser i denne. Men der er også opstået et yderligere 'problem'. 40% af alle sorte mænd har forhold til hvide kvinder. Derfor er det et stigende antal børn, der kommer ud af blandede forhold. Hvor skal de søge sine rødder?

ÅB: I hele verden ser vi en stigende tendens til nationalisme og separatisme mellem nationalitetsgrupper. Er denne nye bølge blandt de sorte i England ikke en forlængelse af disse holdninger? Det kan da ikke være et problem at børnene ikke er 'sorte nok'??

PR: Det har jeg ikke sagt. Men flere af disse børn får identitetsproblemer, nogle vil se sig som hvide, nogle som sorte og andre som mulatter. Det vigtigste for Jer som bibliotekspersonale er at I ved og forstår hvad der foregår udenfor Jeres mure, og agerer i forhold til den virkelighed. I skal vise hvad der er Jeres linie og vise respekt for det omkringliggende lokalsamfund.

ÅB: Hvad er Jeres vigtigste råd til bibliotekerne fremover?

PR: Det er at bibliotekerne skal gå i åben dialog med sine bruger/potentielle brugere. Man skal kort sagt samarbejde med alle relevante grupper indenfor lokalsamfundet. Bibliotekerne bør udarbejde en strategisk plan for hvad man vil, og hvordan man opnår disse mål. Det vigtigste er ikke statistik, og lange beskrivelser af ens service til publikum. Men at man snakker med folk på et niveau hvor de kan være med og gøre sine holdninger gældende. Ofte mødte vi holdningen; "nu har vi købt bøger på alle disse sprog, og alligevel er der ingen der er taknemmelige, folk kommer alligevel ikke." I skal være synlige, både medarbejdere og ledelse. Flere steder så det ud som om personalet foretrak at være alle andre steder end i udlånet.

Det er også vigtig at arbejde for tosproglige medarbejdere som afspejler den etniske sammensætning i lokalsamfundet. Det betyder en maksimal udnyttelse af ressourcerne. Men det betyder selvsagt også meget på hvilket niveau de tokulturelle medarbejdere er placeret. Allerhelst vil man se ansatte fra sin egen sproggruppe, subsidiært en anden - som har ret til at tage beslutninger. Dernæst en lydhør hvid, som har magt til at tage beslutninger. Allermindst ønsker man en, der er blokerende - og som ikke vil gøre noget overhovedet.

Dels skal man give de unge større indflydelse. Gerne stille studierumsfaciliteter til rådighed, da der for mange børn er der et problem at få læsero i de traditionelt børnerige familier. Bibliotekerne opleves som vigtige for unge, der også tit kommer fra fattige familier, og derfor er støtte til studiemateriale meget vigtig. Det betyder også meget med et godt video- og musiktilbud. Men bibliotekernes brugerbetaling for udlejeprisen på musik og video er efterhånden så dyr, at flere finder det mere fordelagtigt at handle i billige musikforretninger.

Bibliotekerne må gøre sig klart, at fortidens svar ikke nødvendigvis er gyldige i fremtiden multietniske storbyer. Det betyder udfordring af gamle sandheder omkring åbenhed, neutralitet, retfærdighed og demokratisk indflydelse. Vigtigst er det at effektivisere dialogen med det lokalsamfund man arbejder i - på lige præmisser.

7. Interview med Kalyan Dutt
koordinator for Asian Librarian Advicers Group (ALAG)

Biblioteksbetjeningen af sproglige minoriteter i England

ÅB: Du var én af foregangsmændene tilbage i slutningen af 60'erne, i arbejdet for at opbygge et bibliotekstilbud til indvandrere fra det indiske subkontinent. Hvad er forhistorien til biblioteksbetjening af de etniske minoriteter i England?

KD: "Biblioteksbetjeningen af indvandrere i England startede midt i 60'erne. Fra 50'erne kom der mange immigranter fra Indien, Pakistan og Bangladesh. De henvendte sig på biblioteket for at få bøger på deres modersmål. I en periode, indtil midten af 60'erne, var den officielle holdning at 'de skal bare lære engelsk'. Derfor var der ingen materialeforsyning på originalsproget i større omfang. Denne attitude blev dog ændret og man etablerede "India Office Library" som en del af British Library. Men afdelingen kunne ikke indfri den stigende efterspørgsel. Derfor begyndte man at oprette samlinger på bibliotekerne i de indvandrertætte kvarterer. Hovedsprogene var bengali, hindi, gujarati, punjabi og urdu.

ÅB:Hvad med bibliotekernes tosproglige tilbud idag?

KD: "De steder hvor vi har været nogle ildsjæle, er tilbudet godt. Der er der nogen der sørger for et bredt tilbud af bøger, men også musik og mange spillefilmsvideo fra Indien. I ALAG koncentrerer vi os selvsagt om de asiatiske sprog, men efterhånden som der også er mange tyrkere og arabisktalende etc. - så sørger vi selvsagt også for indkøb af litteratur på disse sprog."

ÅB: Hvad arbejder ALAG for?

KD: "ALAG (Asian Librarian Advisers Group) blev startet i begyndelsen af 80'erne. Vi er ikke mange, men vi gør et stort og kvalificeret arbejde for at forbedre materialeforsyningen til biblioteksbrugerne fra det indiske subkontinent.

Nogle af vores formål er

at fremme biblioteksbenyttelsen og fritidslæsnings-servicen til de asiatiske minoritetsgrupper (se note 2 - for gode adresser)
at styrke bevidstheden om behovet for at fastholde en bibliotekservice til de asiatiske minoritetsgrupper
at indgå i samarbejde med andre bibliotekarer, grupper eller biblioteksledere som har et tilsvarende ønske om at fremme etnisk ligestilling på biblioteksområdet
at fremme asiens sprog, historie, kulltur og arv gennem bibliotekerne og informationsvirksomhed
at sørge for et forum for asiatiske bibliotekarer eller arbejdere fra lignende områder

ÅB: Den anden store minoritetsgruppe i Storbritannien er det man kalder Afro-caribiske grupper, dvs. sorte fra det afrikanske kontinent, eller fra caribien. På flere biblioteker har jeg kunne se særlige hylder for denne lånergruppe. Hvad består tilbudet af?

KD: "De afro-caribiske lånere ønsker materiale som tager udgangspunkt i de sortes egen historie. Deres problemer er politiske snarere end sproglige. På mange biblioteker er der særlige hylder for denne lånergruppe, men 90 - 95% af bøgerne på disse hylder er på engelsk.

De biblioteksansatte fra denne gruppe har også en forening, ACLA (African-Caribbean Library Association). I deres program formulerer de at deres opgave primært er koncentreret om at bekæmpe racisme i bibliotekssystemet, først og fremmest i forhold til ansættelser, publikationer og for at fremme repræsentationen af de sortes egen historie på bibliotekerne."
(Se note 1)

ÅB: Arbejder ALAG for princippet om positiv diskriminering ved ansættelser?

KB: "ALAG arbejder ikke for princippet om positiv særbehandling. Vi vil gerne ansættes fordi vi er godt kvalificerede, og fordi det er brug for tosproglig personale, ikke fordi vi er farvede. 90 - 95% af de asiatiske bibliotekarer har højere bibliotekaruddannelse. Men 20 - 25% af os arbejder under den uddannelse vi faktisk har erhvervet. På trods af at vi tit håndterer flere meget forskellige sprog, er fagreferenter indenfor hele bredden, hvor vi forudsættes at have kendskab til litteratur, samfundsfag og videnskab, samt video og musik - så bliver vores store indsats ikke rangeret højt. Vi er ofte også tolke og problemknusere. Vi er i det hele taget meget vigtige i biblioteker der arbejder i kvarterer med mange sproglige minoriteter. Alligevel oplever vi ikke at vores arbejde bliver anerkendt, hverken i form af løntillæg eller at vi har mulighed for at avancere. Selv om de fleste af os indiske bibliotekarer har den højeste bibliotekaruddannelse, så ses vi sjældent eller aldrig i lederstillinger. Vi bliver kort sagt diskrimineret. Selv blev jeg blev fyret fra mit job efter i 25 år at have opbygget et flersproglig tilbud i Camden. Da biblioteket blev pålagt 10% besparelser, lagde ledelsen hele sparepuljen på det flersproglige tilbud, og på min stilling. Det var en klar racistisk handling fra ledelsen, men selv om fagforeningen kørte min sag, tabte vi.

Tidligere, fra midten af 70'erne til 1992, var det en del af regeringsprogrammet at subsidiere ansættelse af tosprogligt personale, gennem et særlig regeringsprogram (section 11) hvor regeringen financierede 70% af lønsudgifterne. Det betød meget - men programmet blev desværre stoppet."

ÅB: Er racisme et stort problem i det engelske samfund i dag?

KB: "Nej, måske fordi folk har fået mere selvtillid nu hvor man har fjernet Toryerne. Jeg oplever ikke racisme som et problem, men der er forskelsbehandling. Det er også et andet nyt træk. Da vi kom hertil var vi ydmyge. Vi tog til takke med de dårligste jobs, og bukkede for at vi fik lov at være her. Vore unger ønsker ikke at acceptere forskelsbehandling. De vil slås for lige rettigheder som de hvide englændere har. De vil ikke nøjes med en plads bag i køen og det er klart at det giver konflikter. Men på den anden side, så har alle mennesker vel krav på at blive behandlet på lige vilkår!".

Note 1:
Jeg havde en plan, men det lykkedes ikke i at interviewe ACLAs grundlægger og forkvinde Ann Thompson. I stedet bringer jeg uddrag fra en artikel hun skrev i LA-Record (Maj 1997).

Baggrunden for at Ann Thompson startede foreningen for bibliotekspersonale med afro-caribisk baggrund, var hendes egne, barske erfaringer med at bekæmpe racisme på sin egen arbejdsplads. Dels hentede hun inspiration fra præsidenten for den amerikanske biblioteksforening, E.J. Josey's bog: What Black Librarians are Saying.

På IFLA-konferencen i 1984 i Kenya fremlagde hun et program for den engelske biblioteksforening 'Library Association', om at øge bevidstheden i bl.a. bekæmpelse af racisme og forskelsbehandling med følgende tiltag:

at man skal erkende at racisme eksisterer indenfor faget, og at man aktivt skal vise sin afsky for det
at racistiske aktiviteter bliver betragtet som uacceptable, og at det medfører eksklusion fra foreningen LA.
at LA skal tildele tilskud og stipender for at opmuntre til rekruttering og kvalificering af farvede minoritets bibliotekarer i landet
at LA skal arbejde for at styrke multikulturel og antiracistisk perspektiv i bibliotekernes efteruddannelsesprogram
at LA skal etablere en etnisk jobbank for at fremme ansættelse af to-sproglige bibliotekarer
at spørgsmålet om etnicitet og køn skal blive et element i LAs rapporter
at der skal udnævnes en ansvarlig i LA i spørgsmål, der vedrører minoritets og racisme problematikken.

Note 2
Der findes et servicekontor for indiske sprog i London. Kontoret heder Cilla, Co-operative of Indic Language Library Authorities. (Ewa Lipniacka er kontaktperson). Deres adresse er:

LASER (London and South Eastern Library Region)
Fourth Floor, Gun Court, 70 Wapping Lane
London E 1 9RL
tel: 0171 702 2020
fax: 0171 702 2019
e-mail:laser@viscount.org.uk

CILLA har også udgivet en manual for translitteration som ser meget anvendelig ud;

Cilla rules; translitteration rules and cataloguing guide for material in public libraries in Indic language (Bengali, Gujarati, Hindi, Panjabi and Urdu). Kan skaffes fra ovennævnte adresse.

CILLA udgiver også kataloger for bibliotekerne, som man kan bestille fra: "Cilla Quarterly Annotated Booklist", som også kan bestilles fra ovennævne adresse. Hver katalogpost er annoteret og forsynet med smil som bedømmer hvor populære de vil være i bibliotekssammenhæng.

8. Interview med Katie Wheatley
tillidskvinde og bibliotekar på Rotherham Library i Sheffield.

Fagforeningsforhold i England
Turen gennem et af Midt-Englands førhen hæderkronede industriområder er billedligt illustreret i åbningsscenen i filmen "The Full Monty/Det bar' mænd." I efterkrigstiden var adskillige af de engelske storbyer, som Sheffield, præget af optimisme, udvikling og vækst. Sporene efter den store nedtur og industrisanering under Margareth Thatcher, er tydelige i idet forfaldne industriområde i byens udkant. På vej til Rotherham er de eneste rester jeg kan se af områdets omfattende stålindustri, fabrikker, som står døde hen, hvor 'steelplant' er overmalet og arbejderboliger synes forladte. Men den engelske økonomi er tilsyneladende på vej op, og arbejdsløsheden, også i Sheffieldområdet, er faldende. I London er der næsten ingen arbejdsløshed indenfor byggebranchen.

Tony Blair's Labour-regering synes på ingen måde fundamentalt at ville bryde med den gamle regerings politik, f.eks. ved at re-nationalisere store statsvirksomheder som blev privatiseret under Thatcher. Jernbanen er opdelt på mange forskellige selskaber, og effektive er de ikke. Priserne er høje, og fordi man skifter mellem forskellige firmaer, alt efter strækning, er muligheden for rabat minimal.

I de dage jeg var i England fik den relativt nye regering's progressive image et betydelig skud for boven. To pakker blev kørt igennem parlamentet; den ene betød nedskæringer i støtten til enlige mødre, den anden betød nedskæringer i støtten til handicappede på bistand. De to ingreb resulterede i hård kritik også fra Labours egen venstrefløj. Dele af parlamentsgruppen rejste en grundlæggende kritik af regeringens politik med formuleringer om at 'de var ikke valgt ind på et program for at gennemføre ringere forhold for de fattigste i det engelske samfund.' Ord som klasse, kapitalisme og strejker en del af sproget, også i de engelske medier. Den politiske debat er skærpet, og journalisterne går også anderledes hårdt til værks overfor de politisk ansvarlige, f.eks. når Blair fundamentalt bryder med de forventninger folk har haft til en ny politik under Labour.

Jeg havde valgt Sheffield, fordi BF-klubben i Århus, for nogle år tilbage havde sendt et støttebeløb til en strejke på bibliotekerne i området. Da det ikke just var stærke fagforeningstraditioner jeg havde set mest af på denne rejse, så var det et nærliggende at tage til Sheffield, hvor jeg interviewede Katie Wheatley, tillidskvinde på Rotherham Library, omkring fagforeningsforhold på bibliotekerne i England og deres egne erfaringer i Sheffield.

ÅB: Hvad er den generelle erfaring i England med fagforeninger på bibliotekerne?

KW: "Alle på bibliotekerne, både bibliotekarer og assistenter, er organiseret i UNISON (Forbundet for kommunalt ansatte). Det er tradition for høj organisationsgrad blandt offentligt ansatte i England, og omkring 80% af alle ansatte på bibliotekerne er medlemmer af fagforeningen. På biblioteket i Rotherham er alle medlemmer, også de midlertidigt ansatte. Biblioteksansatte tjener dårligt, mindre end socialarbejdere og lærere, omregnet ca. 11 500 pr. mnd. Der eksisterer en lille ancienitetsstigning, men den er ikke stor og der er ingen praksis for individuelle løntillæg blandt gulvpersonalet."

ÅB: I havde en strejke for et par år siden. Hvad gik den på og hvad var resultatet?

KW: "Det var i 1995 at vi havde en overenskomststridig strejke, fordi forbundsledelsen var ved at underskrive en aftale som fjernede kompensation for arbejde lørdage og helligdage, nemlig 50% kompensation for lørdagsarbejde og 100% kompensation for søndagsarbejde. Vi vandt kampen, derfor gælder denne kompensation stadig for alle biblioteksansatte!

UNISON i Sheffield-området er kendt for at være aktiv og venstreorienteret. Det er ikke populært i forbundsledelsen, og derfor kører de en heksejagt mod os for tiden. De har skrevet direkte til alle medlemmer i Sheffield, og forsøger at mobilisere imod os. Vor eneste 'forbrydelse' er, at vi er aktive og demokratiske. Vi mener ikke, at det er forbundets opgave at blande sig i hvilke folk Unison-medlemmer i Sheffield vælger til at repræsentere sig. Og alle beslutningerne tages op på medlemsmøder eller tillidsmandsmøder. UNISON-ledelsen kan simpelthen ikke lide os, fordi vi er for aktive og måske for røde. For nylig var der en konfernce som UNISON i Sheffield indkaldte til, for at forsvare demokratiet i UNISON. Der var 250 delegerede som nu tager initiativ til at mobilisere i mod heksejagten fra forbundsledelsen".

ÅB: Hvad er forholdet mellem faggrupperne?

KW: "Andelen af bibliotekarer er meget lav, kun omkring 25%. Tidligere havde vi et system hvor man kunne blive bibliotekar ved at tage en 2-årig tillægsuddannelse som assistenter. Men denne mulighed er nu fjernet, fordi ledelsen ikke ville betale for opgraderingen af assistenterne. Det er ærgerligt. Derfor går assistenter og udfører bibliotekararbejde for en lavere løn, og det er selvsagt billigere for systemet. Vi har et fint samarbejde, og fordi vi er i samme fagforening kan ledelsen ikke så nemt spille os ud mod hinanden.

Uddannelsen til bibliotekar får man ved først at tage en bachelorgrad i et fag, og derefter Master of Art eksamen i biblioteksvidenskab på Universitetet."

ÅB: I Danmark har man på de fleste biblioteker organisationsomlægninger i disse år. Hvad sker der i England?

KW: "Der er sket en betydelig reduktion af antallet af mellemledere. Samtidig er det øverste chefsniveau kommet højere op i hierarkiet. Vi ser dem stort set aldrig, hvilket også betyder at de tit er uden fornemmelse for hvad der rører sig på gulvet på de biblioteker de er ledere for. De har typisk også fået en klækkelig lønforhøjelse."

Brugerbetaling
På biblioteket i Rotherham er der et imponerende musik- og videobibliotek. Afdelingslederen fortalte at musik- og videoafdelingens indtægter finansierede samtlige indkøb til afdelingen, og at der endog var et lille overskud. For tiden manglede biblioteket nogle penge, så man ville se på muligheden for at sætte afgifterne op. Hovedbiblioteket i Sheffield manglede åbenbart også penge, for under et hurtigt besøg blev jeg mødt af en lille plakat hvor man beklagede at man ikke havde bøger der var udkommet de sidste to år, fordi der ikke var penge på budgettet til bogindkøb!

ÅB: På engelske, hollandske og franske biblioteker er der brugerbetaling på alt andet end bøger. Er det ikke et problem når så mange folk har så få penge. De vil næppe prioritere de få midler de har på biblioteket - vil de?

KW: "Det er klart, at det bedste ville være at alt var gratis, men det har altid kostet at låne musik og videofilm på engelske biblioteker. Vi har ikke et specielt årskort, men man betaler pr. lån."

Afgifterne for lån i Rotherham er:

	Pris	Omregnet i danske kr.
Musikkassetter	£ 0.35 pr. uge	4,00 kr.
CD	£ 0.80 pr. uge	9,00 kr.
CD-rom	£ 1.70 pr. uge	19,40 kr.
Video (forskellige priser)	fra £1.00 - £ 2.00 pr. uge	11,40 kr. - 22,80 kr.

Positiv særbehandling af tosprogede

ÅB: Har I en praksis om positiv særbehandling i forhold til ansættelse af tosprogligt personale?

KW: "Vi har haft en diskussion i klubben, fordi positiv særbehandling af tosprogligt personale jo ikke umiddelbart er en fordel for de øvrige ansatte. Folk slås for deres egne interesser, deres egne jobs, og hvis de ikke tror på at de både kan beholde deres egne stillinger og få nye stillinger til farvede som er arbejdsløse, så bliver det let til at 'de sorte tager vore jobs'.

Da biblioteket satte en annonce i lokalavisen, hvor vi positivt søgte efter asiatisk eller afro-caribisk personale, mødte vi kritik både fra kollegaer og lånere. 'Hvordan kunne vi forbeholde stillinger til de farvede, når der går så mange af vore egne arbejdsløse' etc. Vi argumenterede for, at fordi vi har mange som snakker urdu og punjabi blandt vore lånere, så er det en fordel, at der er personale som kan disse sprog. Nu har vi to asiatiske kollegaer, hvor vi før udelukkende var hvide. Det har betydet at biblioteket har fået et bedre image overfor vores tosprogede lånere.

Jeg havde også diskussioner i månedsvis med en asiatisk kollega for at få han med i fagforeningen. Det var først da han så at fagforeningen betød noget, og kunne argumentere igennem i en sag som denne, at han blev medlem af fagforeningen. Han kunne se, at vi gjorde noget mod racisme og mod traditionel negativ særbehandling af farvede.

Vi har også haft en større diskussion om hvorvidt det engelske nazi-partis (BNPs) manifest skulle være tilgængeligt på biblioteket. Ledelsen ønskede det på hylden, men vi afviste som personale at røre det. Men vi kunne ikke forhindre at ledelsen købte og sørgede for udlånet af det. Men også denne diskussion var god, og øgede bevidstheden blandt kollegaerne. Bagefter meldte klubben sig ind i den antiracistiske organisation AntiNaziLeage.

Biblioteksbetjening af indvandrere i multikulturelle byer

Hurtige genveje