Fagligt Landmøde 2007
Mere action, mindre knold - lær at kommunikere bedre
Vi kender alle den stereotype opfattelse af bibliotekaren som kvinden med den plisserede nederdel, knold i nakken og en pegefinger for munden formet som et "Schyyy...". Bibliotekaren er stille, der skal være stille på biblioteket - og bibliotekarens arbejdsopgaver er stille!
Men: "Det passer jo bare ikke med virkeligheden!" får vi lyst til at råbe til dem, der konfronterer os med den indædte fordom.
Hvad hvis vi i stedet gjorde os knivskarpe på kommunikation og formidling? Formidling er kernen for de fleste bibliotekarer, informationsspecialister og kulturformidlere. Det er noget, som vi i forvejen er ret gode til - men vi kan blive bedre og mere sikre.
Lad os vise omverdenen, hvordan vi i dag leverer varen, og hvordan vi langt fra er de stille piger og drenger i klassen.
BF's konference "Mere action, mindre knold" handler om, hvordan du får succes med din kommunikation. Den hjælper dig til at få en strategi for, hvordan du kommunikerer med din omverden på en måde, som er troværdig og som skaber handling.
- Få viden om hvordan du kommunikerer med dine brugere eller kunder, dine kolleger, dine samarbejdspartnere.
- Lær om en række kommunikationsmidler og -værktøjer, som du tage i anvendelse for at opnå målet: at kommunikere med succes.
Få ny inspiration til at blive bedre til at kommunikere og formidle - til glæde for både dig selv og din arbejdsplads.