Akademikerledigheden stiger fortsat. Der er ikke i januartallene tegn på, at tendensen med stigende ledighed er nået et vendepunkt, når det gælder akademikere.
Den sæsonkorrigerede akademikerledighed var i januar 2010 på 3,9 pct., hvilket er en stigning på 1,9 procentpoint i forhold til januar måned sidste år.
I forhold til december måned 2009 er der tale om en stigning på 0,1 pct.point svarende til, at ledighedskøen er vokset med 131 personer fra december til januar.
Det gennemsnitlige antal ledige akademikere er steget fra 4.946 i januar 2009 til 9.459 i januar 2010 svarende til en stigning på 91,2 pct. på et år.
Ser man specifikt på dimittenderne er 25 pct. af sommerdimittenderne fra 2009 fortsat ledige i januar måned. Hvis tendensen følger andre år, vil kurven i de efterfølgende måneder slå et knæk, da sommerdimittenderne 2009 nu efter et halvt års ledighed kan få løntilskud ved aktivering i private virksomheder; det aktiveringsredskab der har højest jobeffekt blandt akademikere. Den forventede positive udvikling for sommerdimittenderne ’09 må dog forventes at blive svær at aflæse i den overordnede dimittendledighed, da det store ryk af vinterdimittender vil ramme ledighedskøen i de kommende måneder.
Samtidig viser statistikken, at den sene mulighed for at få løntilskud i privat virksomhed ikke kan hjælpe alle. Antallet af langtidsledige dimittender stiger. I januar måned var der 495 ledige akademikere med mere end 1 års ledighed bag sig, som fik udbetalt dagpenge på dimittendsats. Det vidner om en stigende udfordring med at fremskaffe uddannelsesaktivering, der kan vedligeholde de akademiske kompetencer blandt langtidsledige AC'ere.
Hvad betyder det for bibliotekarer og cand.scient.bibl.’er?
For bibliotekarer kan den stigende ledighed også mærkes. Den gennemsnitlige ledighed er steget fra 2,4 pct. i december til 2,7 pct. i januar. Det svarer til 118 personer. I december 2009 var dette tal på 108 personer. Til sammenligning var dette tal på 88 personer i januar måned sidste år, hvor ledighedsprocenten var helt nede på 1,9 pct.
Nydimitterede bibliotekarer og cand.scient.bibl.’er har det stadig hårdt og den gennemsnitlige ledighed for nyuddannede (dimitteret inden for et år) er steget en smule fra 20,6 pct. i december til 23,9 pct. i januar. Andelen af ledige bibliotekarer under 30 år er fortsat på 9,6 pct.
Ledigheden er let opadgående i Nordjylland og er nu på 5,0 pct., og i Ålborg er den steget fra 5,3 pct. til 6,4 pct. Ledigheden er dog faldet en smule i Odense fra 5,5 pct. til 4,7 pct.
Læs mere om ACs ledighedsstatistikker på ACs hjemmeside