Ledighed
Det er de færreste, der selv vælger at stille sig mellem to job. Selvvalgt ledighed sker oftest kun på baggrund af kedelige historier om dårligt psykisk arbejdsmiljø eller samarbejdsproblemer. Jobbet er i dag et af de mest identitetsskabende elementer i tilværelsen. Og arbejdsmarkedet er det største og stærkeste fællesskab i vores samfund. Et fællesskab man ikke frivilligt stiller sig uden for. Derfor er ledighed i udgangspunktet noget negativt, der kan være forbundet med tab af prestige og selvtillid.
Kend dine rettigheder
Som ledig og dagpengemodtager kommer du ind i et større system, som til tider være temmelig svært og tungt at danse med. Sørg for, at du læser alt, hvad a-kassen og Arbejdsformidlingen sender til dig. Hold dig orienteret og spørg, hvis der er noget du vil vide. På trods af, at systemet umiddelbart kan virke som en kølig kolos blottet for hensynet til den enkelte, så er det ikke altid sådan. Meget omkring dine muligheder som dagpengemodtager er op til individuel forhandling, hvor der kigges på, hvem du er og hvad du kan. Spørg din a-kasse, hvis du har nogle specielle planer, du vil vide om kan lade sig gøre i din situation.
Akademikernes a-kasse
Jobnet.dk
Jobsøgning
Selvom du har prøvet det før, så lad være med at tro, du ikke kan blive bedre. Får du mulighed for at komme på jobsøgningskurser, så tag imod det. Og brug rådgivningstilbudene i Bibliotekarforbundet og a-kassesystemet. Det er en tidskrævende kunst at søge job. Men hvis du gør det rigtigt, er der meget større chance for succes.
Læs gode råd om jobsøgning her
Tag kontrol over din tid
Hvis du er mellem job og dit fokus er at komme i arbejde så hurtigt som muligt, så er det vigtigt at tage kontrol over situationen. Sørg for at følge op på dine planer og lad være med at springe over hvor gærdet er lavest. På den måde vil du hurtigere finde dit næste job og din oplevelse undervejs vil være mere positiv.
Brug dit netværk
Den hurtigste vej til job er gennem kontakter. Der er mindre end en fjerdedel af de ledige job, der finder vej til aviserne og nettets jobbaser. Derfor er du nødt til at lade verden vide, at du er på udkig. Præcis som du ville gøre, hvis du manglede en lejlighed.
BF's 12 faggrupper er vejen til netværk og information. Er du fx på jagt efter et job som børnebibliotekar eller et job i IT-branchen, kan du vælge at melde dig ind i Børnebibliotekarernes faggruppe, BØFA, eller IT-faggruppen.
Faggrupperne arrangerer temadage, konferencer, kurser, udgiver faggruppetidsskrifter og har egne hjemmesider. Brug faggrupperne til at komme i kontakt med en masse BF'ere, der arbejder indenfor det område, som du selv gerne vil ind for.
Læs mere om faggrupperne her
BF's arrangementer og diskussionsfora
BF afholder løbende arrangementer, der kan have interesse for dig som jobsøgende. Det kan være JobWorkshops eller faglige arrangementer. Se mere i kalenderen.
Du har også mulighed for at møde andre i samme situation i det virtuelle diskussionsforum "De arbejdsløse bibliotekarer"
Brug internettet
Udover sædvanlige kilder som søndagsaviser og fagblade er der mange andre steder at lede efter job. Der er stadig færre stillingsannoncer i aviserne. I stedet bliver de slået op på nettet. Udbuddet er stort. Job-guide.dk har samlet links til alle danske jobbaser på en side. Der findes tre slags jobbaser på nettet. Husk at bruge alle tre slags.
- Fagdatabaser, der henvender sig til en specifik målgruppe, som fx jurister eller ingeniører
- Søgedatabaser, som fx jobindex.dk, der søger de andre jobbaser igennem
- Virksomhedernes egne jobsider
Se en oversigt over jobbaser på nettet her
BF's nyhedsbreve
Hver uge udvælger BF's karriererådgiver 5-7 jobs fra det brede, akademiske arbejdsmarked og sender ud i "BF's JobMail." JobMailen har til formål at motivere og inspirere til en bredere jobsøgning og derfor knytter karriererådgiveren kommentarer til hvrt enkelt job.
"BF's JobMail" er et supplement til stillingsopslagene i Bibliotekspressen og på www.bibliotekarjob.dk.
Du kan også abonnere på "BF's VikariatMail", der hver uge sender ledige vikariater og projektansættelser til din mailboks.
Husk at ændre din medlemsstatus
Hvis du bliver ledig, skal du huske at ændre din medlemsstatus i Bibliotekarforbundet fra "ansat" til "arbejdsløs". Det gør du via din egen side. Vælg her fanebladet "Jobdata", hvor du retter i dine oplysninger og herefter indsender rettelserne til BF. Du skal være logget ind for at se din egen side på websitet.
Det er vigtigt for BF at have opdaterede oplysninger om din status. Husk også at kontingentet for ledige er væsentligt lavere end for beskæftigede.