Efteruddannelse
Løbende kompetenceudvikling på jobbet er et krav i dag. Samfund og virksomheder ændrer sig hele tiden. Og det stiller krav til medarbejderne om stadig udvikling og omstilling.
Men efteruddannelse er også en jungle af tilbud og muligheder. På disse sider finder du gode råd om efteruddannelse og links til relevante uddannelser og uddannelsessteder.
Kurser vs. uddannelse
Det er muligt at lave et karriereskifte eller et karrierespring ved at videreuddanne sig. Men det er som oftest ikke nok at tage et enkelt kursus, hvis hele jobskuden skal vendes. De korte kurser er et godt og rart afbræk i hverdagen, hvor der er tid til at snakke med kolleger. Men i forhold til den løbende kompetenceudvikling og opkvalificering af den enkelte er effekten som oftest ikke særlig stor.
Skal der være tale om reel opkvalificering og kompetenceløft, der for eksempel kunne føre til udvikling i karrieren, så skal der rigtig uddannelse til. Præcis som din videregående uddannelse var en væsentlig grund til, at du fik eller får dit første job, åbner længere uddannelse nye døre.
Hvilken efteruddannelse skal du vælge?
Vælg efter interesse. Efteruddannelse skal være på et vist niveau før det i sig selv kan gøre en forskel for din jobsituation, så vælg efter, hvad du er motiveret for og har lyst til. Det gælder især, hvis du vil tage en længere uddannelse på et højt niveau. Hvis du for eksempel kaster dig over en Master i Business Administration blot for at forbedre dine chancer i det private erhvervsliv, så bliver resultatet næppe godt. For at gennemføre med et fornuftigt resultat skal motivationen være der.
På disse sider finder du en oversigt over efteruddannelsestilbud, der særligt retter sig mod bibliotekarer og cand.scient.bibl.'er.
Oversigten er delt op i forskellige retninger, der hver repræsenterer et bestemt område. For at få et samlet overblik kan du orientere dig på undervisningsministeriets database med informationer om efter- og videreuddannelser for voksne, vidar.dk