"Ledere og ledelse i danske biblioteker - Sammenfatning med BF's vurderinger" (Bibliotekarforbundets lederundersøgelse 2001)
I undersøgelsen spørges om hvilke egenskaber og kvalifikationer, der vil få betydning i fremtiden.
Diagram 20.
Ledernes bedømmelse af hvilke kvalifikationer og egenskaber der har stor betydning de næste 3 år i pct.
Her træder det mønster frem, som vi tidligere har set. Lederen skal først og fremmest være åben og forandringsparat, have samarbejdsevner, kunne kommunikere samt motivere og inspirere. Med andre ord har vi her at gøre med en ledertype, der skal "kunne træde i karakter som leder", og bruge sine kommunikative evner og bruge sin selv som person. Dette kræver, som det også fremgår af diagrammet, en pæn portion selvtillid.
Når brugerorientering og resultatorientering kommer så langt ned på listen, skyldes det formentligt, at lederne her forholder sig til det fremtidige behov for færdigheder.
Undersøgelsen har imidlertid registreret forskelle mellem forsknings- og fagbibliotekerne og folkebibliotekerne med hensyn til, hvad der får stor betydning de næste 3 år. Forsknings- og fagbibliotekerne scorer højest på indsigt i IT, brugerorientering, international forståelse og sprog, mens folkebibliotekerne scorer højest på helhedsforståelse, selvtillid, risikovillighed og økonomisk forståelse.
Med hensyn til bibliotekernes størrelse har undersøgelsen registreret forskelle. Evnen til at motivere og inspirere stiger med størrelsen af biblioteket. Det samme gør evnen til at tænke i helheder. Den faglige og teoretiske kompetence vurderes som værende af størst betydning i de små biblioteker.