Studerende, ansat i private virksomheder er ikke omfattet af nogle regler eller overenskomster, og lønnen er derfor et aftalespørgsmål.
På det private arbejdsmarked er der store lønforskelle brancherne imellem, så hvad der er muligt at forhandle sig frem til afhænger - udover af jobindhold og dine kvalifikationer - også af branchen.
I BF's lønstatistik på privatområdet kan du blandt andet finde oplysninger om lønnen i de forskellige brancher.
På det statslige område er der indgået en overenskomst med HK om studenterarbejde. Her kan du finde de aktuelle satser samt de tidligere satser.
Tidligere beskæftigelse som studerende i stat eller kommune samt anden beskæftigelse ved kontorfaget bliver medregnet i ancienniteten. Studerende der har studeret ved en højere læreanstalt i 2 år og har bestået fagets prøver og eksaminer får tillagt et års anciennitet. Derudover kan der tillægges et kvalifikationstillæg på kr. 2,90 pr. time, såfremt der udføres kvalificeret arbejde i forhold til studenterarbejde i almindelighed.
Løn under sygdom
Hvis arbejdstiden i gennemsnit udgør mere end 8 timer pr. uge, har den studerende ret til løn under sygdom.
Ansættelsesbevis
Efter loven om ansættelsesbeviser har den studerende krav på et ansættelsesbevis, hvis hun er ansat mere end 8 timer pr. uge, og ansættelsen varer mere end 1 måned. Du skal have ansættelsesbeviset senest 1 måned efter ansættelsens begyndelse.