Tjenestemandspensionen dækker 3 hovedområder: 1) alderspension, 2) invalidepension og 3) ægtefælle- og børnepension.
Ad 1) Alderspension udbetales, når du fratræder din stilling som tjenestemand for at gå på pension. Alderspensionen udbetales livsvarigt og kan tidligst udbetales fra dit 60. år. Du kan få beregnet din forventede pension. Henvend dig til personale- eller lønningskontoret på din arbejdsplads.
Ad 2) Invalidepension omfatter både almindelig svagelighedspension, kvalificeret svagelighedspension samt tilskadekomstpension:
Almindelig svagelighedspension er du berettiget til, hvis du afskediges på grund af helbredsbetinget utjenstdygtighed. Det er imidlertid en betingelse, at du har haft 10 års ansættelse. Hvis du ikke har mindst 10 års ansættelse, er du ikke berettiget til at modtage almindelig svagelighedspension, men er derimod berettiget til opsat pension (se nedenfor). Almindelig svagelighedspension udbetales som en livsvarig ydelse, og størrelsen af pensionen beregnes ud fra din pensionsalder og din pensionsgivende løn.
Kvalificeret svagelighedspension er du berettiget til, hvis du er under 60 år, og din erhvervsevne er nedsat til en tredjedel eller derunder. Kvalificeret svagelighedspension udbetales som en livsvarig ydelse, og størrelsen af pensionen beregnes ud fra den pensionsgivende løn og den pensionsalder, du ville have opnået, hvis du var blevet i tjenesten indtil du blev 70 år.
Tilskadekomstpension er du berettiget til, hvis du bliver afskediget på grund af utjenstdygtighed, som skyldes en tilskadekomst under udførelse af dit job. Tilskadekomstpensionen ydes livsvarigt, og størrelsen af pensionen beregnes ud fra din pensionsgivende løn samt altid ud fra 37 pensionsalderår (som er maksimum), uanset hvor mange pensionsalderår du har optjent.
Ad 3) Ægtefælle- og børnepension gives til den/de efterlevende ægtefælle(r) og børn efter en tjenestemand eller en pensioneret tjenestemand. Det er en forudsætning, at ægteskabet blev indgået før tjenestemanden var fyldt 65 år og før tjenestemanden var afskediget med ret til egenpension mindst 3 mdr. før dødsfaldet.
Ægtefællepensionen er en livsvarig ydelse, og udbetalingen fortsætter, selvom ægtefællen gifter sig igen.
Pensionsvilkår hvis du som tjenestemand enten fratræder eller bliver overenskomstansat, før du fylder 60:
Egenpension:
Tjenestemænd er berettiget til pension, hvis de - efter at have opnået 10 års ansættelse - afskediges, hvad enten det er på grund af stillingsnedlæggelse, eller hvis afskedigelsen er skønsmæssigt begrundet (uegnethed, samarbejdsvanskeligheder m.v.).
Opsat pension:
En tjenestemand, der selv opsiger sin stilling og som har opnået en pensionsalder på mindst 3 år, eller som fratræder tjenesten uden at være berettiget til egenpension jvf. ovenfor og uden at overgå til anden tjenestemandsansættelse (=bliver overenskomstansat), er berettiget til opsat pension. Den opsatte pension betyder, at pensionen "venter på dig" . Du kan vælge at få den opsatte pension udbetalt , når du er 60 år, selvom du stadig er på arbejdsmarkedet. Ellers bliver den udbetalt, når du pensioneres. Hvis du får pensionen udbetalt før dit 65. år, sker der samtidigt et livsvarigt førtidsfradrag på 2%-10% af pensionen afhængig af din alder på udbetalingstidspunktet. På trods af dette livsvarige fradrag, vil det i de aller fleste tilfælde bedst kunne betale sig af få pensionen ud som 62-årig. Ved dette år bliver den samlede sum af pensionen størst, set over hele udbetalingsperioden. Pensionen beregnes efter de almindelige regler på baggrund af pensionsalder og den pensionsgivende løn på fratrædelsestidspunktet.
Supplerende pension til tjenestemænd: Tjenestemænd kan få en yderligere pensionsordning i forbindelse med et aftalt tillæg, der ikke udmøntes som trin. Af tillægget skal der svares pension efter samme pensionsprocent som de overenskomstansatte (17,5 procent pr. 1.4.2009). Pensionsordningen er enten en rate- eller kapitalpension og oprettes automatisk i Eik Bank (før Skandiabanken). Hvis man er over 60 år på oprettelsestidspunktet, bliver ordningen oprettet som en spærret konto. Der er ikke knyttet nogen gebyrer til oprettelsen af ordningen, og der er ikke nogen nedre grænse for det indbetalte beløbs størrelse.
Gruppeliv og dækning ved kritisk sygdom for overenskomstansatte og tjenestemænd: Alle offentligt ansatte bibliotekarer er omfattet af en gruppelivsordning, der giver dækning ved dødsfald, invaliditet og kritisk sygdom. Dækningerne varierer alt efter din ansættelsesform og område. Du kan se dækningerne her.
En tjenestemand, som har orlov
En tjenestemand, der har orlov er som udgangspunkt stillet, som om han var i tjeneste. Dvs . at hvis pågældende under orloven kommer i en situation, hvor pgl. ville opfylde betingelserne for at kunne få svagelighedspension, vil han også være berettiget til det i orlovsperioden. Omvendt ville han også kunne afskediges uansøgt fra sin tjenestemandsstilling f. eks. på grund af sygdom eller hvis hans stilling i orlovsperioden nedlægges, og der ikke kan tilbydes pågældende en anden passende stilling – i sidstnævnte tilfælde med rådighedsløn og efterfølgende pension.
Der optjenes dog ikke løn-og pensionsalder under orloven, medmindre det har hjemmel i en generel aftale f. eks. Tjenestefrihed til varetagelse af ombud.
Udbetaling af tjenestemandspension før 65/folkepensionsalderen
Tjenestemænd kan gå på pension som 60-årig, og vælger du det, sker det mod et varigt nedslag i den livsvarige pension såvel som i førtidstillægget. Størrelsen af nedslaget afhænger af din alder, når du går på pension. Er du fra årgang 1958 eller tidligere gælder nedenstående fradrag:
60 år = 10% nedslag
61 år = 7% nedslag
62 år = 4% nedslag
63 år = 3% nedslag
64 år = 2% nedslag
Er du fra årgang 1959 - 1962, er der ved KTO foliget (1.4.2011) aftalt, at nedenstående fradrag skal gælde (bemærk, at aftalen endnu ikke er implementeret i pensionslovgivningen, så lille forbehold for senere ændringer gælder) :
60 år = 17% nedslag
61 år = 14% nedslag
62 år = 6% nedslag
63 år = 5% nedslag
64 år = 4% nedslag
65 år = 3% nedslag
66 år = 1% nedslag
Er du fra årgang 1963 og senere beregnes fradraget analogt til ovenstående, men justeret i forhold til hvad der er/bliver gældende folkepensionsalder (bemærk, at aftalen endnu ikke er implementeret i pensionslovgivningen, så lille forbehold for senere ændringer gælder).
Det er også aftalt, at der kan optjenes engangsbeløb, såfremt man efter 1.1.2019 har optjent 37 pensionsalder og stadig er ansat som tjenestemand (bemærk, at aftalen endnu ikke er implementeret i pensionslovgivningen, så lille forbehold for senere ændringer gælder).