Centralorganisationerne, Personalestyrelsen og Bibliotekarforbundet har sammen udviklet et værktøj til brug for parterne ved lokale lønforhandlinger. Hensigten er især at få et fælles udgangspunkt for forhandlingerne, som er let at gå til.
Ved OK08 aftalte parterne, at man i fællesskab ville søge at tilvejebringe et let tilgængeligt statistikværktøj, med det sigte, at give et forståeligt talgrundlag med løbende ajourførte lønoplysninger til alle relevante parter ved en lokallønforhandling.
Det er nu lykkedes, og produktet hedder ”Lønoverblik”. Værktøjet er offentligt tilgængeligt på nettet, og det giver adgang til at finde oplysninger på alle institutioner i staten. Eneste begrænsning er, at der ikke bliver vist tal for grupper under 3 årsværk.