Det nye lønsystem - Overenskomstansatte
Ved overenskomstforhandlingerne i 1997 blev der aftalt et nyt lønsystem for overenskomstansatte akademikere. Det nye lønsystem omfatter samtlige, der nyansættes inden for overenskomstens område, samt allerede ansatte, der vælger at overgå til det nye lønsystem.
Det nye lønsystem består af to elementer: en centralt aftalt basisløn og en tillægsdel.
Basislønnen på den fællesakademiske overenskomst består af 8 trin og indplacering på basislønforløbet sker efter uddannelse og i forhold til opnået anciennitet.
Bibliotekarer indplaceres på trin 1,2,4,4, 5,7. Trin 4 er to-årigt. Kandidater, herunder cand.scient.bibl.'ere, indplaceres på trin 4,4,5,6,8 Trin 4 er to-årigt.
Såfremt der ansættes bachelorer indplaceres de på trin 1, 2, 4, 4, 5. Trin 4 er to-årigt
Udover basislønnen skal der tages stilling til om, der skal aftales tillæg.
Det gamle lønsystem - Overenskomstansatte
Efter indførelse af Nyt Lønsystem er nogle bibliotekarer imidlertid fortsat ansat på gammelt lønsystem.
Det gamle lønsystem på den fællesakademiske overenskomst består af 16 løntrin.
Bibliotekarer er indplaceret på trin 1-12, hvor trin 1-3 er to-årige, mens trin 4-11 er et-årige. Trin 12 er sluttrin.
Kandidater, herunder cand.scient.bibl.'ere, er indplaceret på trin 3-14. Alle trin er et-årige.
Udover basislønnen kan der i forbindelse med væsentlige stillingsændringer eller ved nyansættelse aftales midlertidige kvalifikationstillæg eller engangsvederlag.
Hvis man i et ansættelsesforhold skal have varige tillæg, skal man overgå til det nye lønsystem.
Ved stillingsskift kan man forblive på gammelt lønsystem ved umiddelbar overgang til anden stilling indenfor det kommuanle eller regionale område (med højst 2 måneder imellem ansættelsesforholdene).