Der findes specielle regler for 1. maj og grundlovsdag.
Af AC-overenskomsten og Tjenestemandsaftalen fremgår, at "der tilkommer de ansatte fridage efter de regler, der gælder for (amts)kommunens tjenestemænd".
I kommunerne er HK-gruppen den største tjenestemandsgruppe, bibliotekarerne samarbejder med, hvorfor man følger HK-bestemmelserne om fridage. Det betyder bl.a., at 1. maj og grundlovsdag er fridage fra kl. 12.
Tidligere bestemmelse (fra før 1.4.95) om, at såfremt biblioteket først åbnede kl. 12 eller senere, da var disse dage hele fridage, er ikke længere gældende, med mindre der er en fast lokalaftale eller kutyme herom. Sådanne lokalaftaler/kutymer kan opsiges med normalt 3 måneders varsel.
I regionerne tilkommer der de ansatte fridage efter de regler, som gælder for regionens tjenestemænd. Vedr. frihed på 1. maj og grundlovsdag praktiseres dette forskelligt ud fra traditioner eller husregler for den enkelte regionale institution.
Efter rammeaftale om decentrale arbejdstidsaftaler fra 1999, er der hjemmel til, at man lokalt kan indgå aftaler om arbejdstidsregler, der fraviger gældende centrale aftaler. Dette gælder dog ikke ferie- og barselsaftaler.