Den daglige eller ugentlige arbejdstid skal stå i ansættelseskontrakten. Det følger af lov om ansættelsesbeviser.
Arbejdstid
Langt det mest udbredte er at fuld tid er 37 timer om ugen, men det er forskelligt, om frokostpausen er en del af arbejdstiden.
Hvis frokosten er betalt af arbejdsgiver, skal du som udgangspunkt stå til rådighed og kan ikke bare forlade arbejdspladsen i frokostpausen. Hvis du selv betaler din frokostpause, kan du bruge den som du vil.
Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid må ikke overstige 48 timer målt over en 4 måneders periode. Det fremgår af EU's arbejdstidsdirektiv.
Arbejdsmiljøloven fastsætter, at der normalt skal gives mulighed for en sammenhængende hvileperiode på 11 timer i døgnet samt minimum ét fridøgn indenfor en periode på 7 døgn.
Derudover er det op til den ansatte, at indgå aftaler om arbejdstid, merarbejde mv.
Placeringen af den daglige arbejdstid kan det være godt at få skrevet ind i kontrakten. Man kan f.eks. angive en fast arbejdstid eller fix-/flextider. Selv om der er aftalt en daglig arbejdstid, kan arbejdsgiver dog godt pålægge den ansatte at arbejde uden for disse tider, f.eks. ved presserende arbejdsopgaver, møder, arrangementer o.lign.
Merarbejde
Merarbejde/overarbejde er arbejde udover den aftalte ugentlige arbejdstid. Hvorvidt du har krav på afspadsering eller betaling for dette merarbejde afhænger af, hvad der er aftalt i kontrakten.
Hvis merarbejde hverken afspadseres eller betales særskilt, bør lønnen være tilsvarende højere, eller du bør have andre goder, f.eks. længere ferie, istedet. En times merarbejde om ugen kan sættes til 2,7 % af lønnen for fuld tid.