|
Kollektiv overenskomst
På nogle få private virksomheder er bibliotekarerne omfattet af en kollektiv overenskomst indgået mellem virksomheden og en række AC-organisationer. De 2 største overenskomstdækkede private arbejdspladser er Dansk BiblioteksCenter as og Danmarks Radio. Får du ansættelse på en af disse overenskomstdækkede virksomheder, kan tillidsrepræsentanten eller BF orientere dig nærmere om vilkårene i overenskomsten.
Individuel kontrakt Hovedparten af de privatansatte bibliotekarer er imidlertid ansat på individuel kontrakt, d.v.s. efter en individuel aftale mellem den pågældende bibliotekar og arbejdsgiveren.
Dette indebærer, at en lang række løn- og ansættelsesvilkår skal aftales med arbejdsgiveren. En del vilkår er ganske vist reguleret i lovgivning, men dels er det langt fra alle relevante vilkår, der er lovreguleret, dels er det på en række områder relevant at aftale sig til bedre vilkår, end hvad der er gældende ifølge loven. Som medlem af BF kan du få set din kontrakt igennem inden du underskriver - så får du kommentarer både til det der står og det der evt. måtte mangle i kontrakten.
Funktionærloven Som privatansat bibliotekar vil du normalt være omfattet af funktionærloven, hvis du er ansat over 8 timer om ugen. Der opstår dog af og til tvivl om, hvorvidt en stilling er omfattet af funktionærloven (f.eks. ved lederstillinger, underviserjob og ansættelse via vikarbureau), og det er derfor altid en god idé at skrive i kontrakten, at funktionærloven er gældende for ansættelsesforholdet.
Ferieloven Ferieloven gælder for lønmodtagere, derfor vil du som privatansat normalt være omfattet af loven.
Der kan dog også her opstå tvivl i enkelte konkrete tilfælde ( f.eks. hvis du arbejder meget selvstændigt, f.eks. som honorarlønnet). Det er derfor altid en god idé at henvise til ferieloven i kontrakten.
Løn- og ansættelsesvilkår er også reguleret i en række andre love, f.eks. lov om ansættelsesbeviser, forskelsbehandlingsloven,ligebehandlingsloven, lov om brug af helbredsoplysninger på arbejdsmarkedet m.v.
|