Læs her om hvad du kan opleve ved de forskellige oplæg og workshops på Fagligt Landsmøde 2011: Født digital.
At tænke som en digital indfødt
ved Anders Colding-Jørgensen, internetpsykolog (cand.psych.)
Den digitale indfødte er vant til, at alle interessante spørgsmål kan besvares med det samme. Hun forventer, at alle vigtige nyheder selv finder frem til hende – gennem de internetbaserede fællesskaber. Og hun forventer en transparent verden, hvor det, vi tidligere anså for privat, bliver broadcastet til alle. En verden hvor omgivelserne kan omkonfigureres, og hvor alt er i konstant beta. Vi kan ikke kontrollere hende – men vi kan lære at forstå, hvad der motiverer hende, og hvordan hun ser verden. Vi kan forstå den digitale indfødtes psykologi.
Download præsentationen "De ”Digitale Indfødte” - Fra informationssamfund til identitetsøkonomi" (PDF-fil - ca. 3,7 MB)
Workshop 1: Gear organisationen til de digitale indfødte
ved Christian Schwarz Lausten, Co-founder & partner, Seismonaut
Digitale og sociale teknologier former på afgørende vis vores børns og unges måde at håndtere deres uddannelse, fritid, omgangskreds på - ja, kort sagt hele deres liv. Det giver både masser af muligheder og masser af udfordringer - både for de unge selv og for de ældre generationer.
Hvad betyder den digitale udvikling for de ydelser og den service, vi leverer? Er vores organisationer og individuelle kompetencer gearet til den digitale udvikling? Og hvordan kan sociale medier være med til at skabe åbne og sociale organisationer, der involverer de digitale generationer i den fremtidige udvikling?
Deltag i en levende workshop om sociale mediers betydning for vores personlige og organisatoriske udvikling, med både oplæg og involvering, der giver dig værdifuld viden og inspirerende input til dit daglige arbejde.
Download præsentationen "Gear organisationen til de digitale indfødte" (PDF- fil - ca. 43 MB !!)
Workshop 2: Fremtidens fortælling – fremtidens bog
ved Simon Jon Andreasen, digital forlagskonsulent for bl.a. ArtPeople og Gyldendal
Hvad sker der, når fortællingen sprænges i millioner af etter og nuller, når brugeren bestemmer start og slutning, når din venner bliver medforfattere på din oplevelse, når du skal klare en spilbane for at komme videre i din krimi, eller når du skal søge løsningen med gps ude i virkeligheden?
Simon Jon Andreasen har lavet radio, tv, film og spil, og er digital forlagskonsulent for bl.a. ArtPeople og Gyldendal Digital. Med en række konkrete eksempler fra eget regi og eksperimenter fra udlandet tager vi et kig i krystalkuglen og drager ind i fremtidens fortælling, som også vil få stor betydning for fremtidens digitale formidling af bogen.
Workshop 3: Spil det ind! Nytænkende kulturformidling i den digitale æra
ved Thomas Vigild, spilredaktør, blogger og IT -journalist på Politiken
Gør det, lær det. Den læresætning danner grundlag for en bølge af nye interaktive metoder inden for moderne digital kulturformidling. Under dagens workshop præsenteres en række af de nyeste danske som udenlandske tværmediale projekter, der anvender internettet, iPhones, adfærdspsykologi, spilmekanikker, GPS-koordinater og legetøj som værktøjer til nytænkende formidling af kultur.
Kom verden rundt inden for digital kulturformidling, prøv spillene selv og pitch dine ideer i workshoppens interaktive del.
Download præsentationen "Spil det ind! Nytænkende kulturformidling i den digitale æra" (PDF-fil - ca. 23 MB !!)
Workshop 4: Brain Mingle – Videnudveksling i højt gear
Faciliteret af Nina Tange, cand.scient.soc. og specialkonsulent, Institut for Læring, DPU
Når mennesker samles på tværs af ansættelsessteder, samles også uanede mængder af viden og ressourcer, som sjældent kommer i spil på en traditionel konference.
’Brain Mingle’ er en nytænkende proces, som netop hjælper folk til at knytte forbindelser, udveksle erfaringer og se frugtbare samarbejdsmuligheder hos hinanden – hurtigt og effektivt!
’Brain Mingle’ tager udgangspunkt i den enkelte deltagers behov og ressourcer og sætter dem i spil, til gavn for alle. Alle får lejlighed til at sige, hvad de har brug for – og hvad de kan hjælpe andre med. Deltagerne finder ud af, hvem det er interessant at dele viden, kontakter og interesser med. Hele udvekslingen er stærkt personlig relevant, sjov og energisk.
Ud over at finde frem til andre, som kan hjælpe dig med dine digitale projekter, får du også indsigt i en metode til effektiv videndelingsproces, som du kan bruge i arbejdssammenhæng.
I workshoppen er der plads til maks. 50 deltagere.
Workshop 5: Den digitale bruger er nu blevet mobil – er du?
ved Birger Morgenstjerne, rådgiver, Nodes
Vi har i mange år snakket om en mobil revolution på den digitale front dog uden at have oplevet denne for alvor. 2011 synes alligevel at være året, hvor mobile medier herunder smartphones og tablets endelig får deres folkelige gennembrud i Danmark. Spørgsmålet er bare, om du sammen med de andre danske organisationer er klar til at omfavne disse nye mobile muligheder og udfordringer.
Bliv derfor klogere på, hvorfor mobile strategier er vigtige, hvad de nye og mobile teknologier som f.eks. apps, tablets, mobilsites, QR-koder osv. er – samt hvordan du kan inkorporere disse i din formidling og servicetilbud.
Download præsentationen "Den digitale bruger er nu mobil – er du?" (PDF-fil - ca. 31 MB !!)
Digitale tryllenumre
ved Nikolaj Sonne, journalist, gadgetekspert, vært på DR2-programmet ”So ein Ding”.
Digitale tryllenumre byder på en række konkrete eksempler på nogen af de fuldkommen fantastiske muligheder vi, som helt almindelige forbrugere har fået i kraft af den digitale revolution. Oplægget er en blanding af billeder, video, lyd, tale og live demonstrationer af tjenester, gadgets og software, der ville være science fiction for få år siden.
Derudover vil Nikolaj forsøge at komme med inspiration til tanker og bud på et par af de mange retninger, som den digitale revolution vil tage verden ... allerede i morgen.
Vi tænker internet som hjemmesider og databaser, men kommunikationen maskiner, dimser og tjenester imellem skal ikke undervurderes.
Come Together
ved Dajana Dimovska, Producer og Lau Korsgaard, Spil Designer, begge fra Copenhagen Game Collective
Dajana Dimovska og Lau Korsgaard giver eksempler på, hvordan de, i det prisvindende Copenhagen Game Collective, arbejder på at udfordre vores forestilling om digital leg og spil. Der bliver rig mulighed for at prøve nogle af kollektivets spil og prototyper live på scenen.
Moving Beyond the Book: Redefining how we must meet the current and future needs of the people we serve
ved Anna Kirah, Design Anthropolog, Steria Norway
Hvordan skal vi videreudvikle vores tilbud og services? Hvordan ændrer man sin virksomhed eller organisation, så den bedre er i bedre tråd med kravene fra fremtidens kunder/brugere?
Download præsentationen "Beyond the Book" (PDF-fil - ca. 28 MB !!)