Bibliotekerne har brug for dig, Per Stig Møller
03-01-2011
Formand for Bibliotekarforbundet, Pernille Drost, har skrevet et åbent brev til kulturministeren, der blev trykt i Politiken den 24.12.2010. Hun efterlyser en synlig og visionær minister, der vil være med til at debattere bibliotekernes fremtid.
Åbent brev til kulturminister Per Stig Møller:
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg selv og mine 3.000 bibliotekarkolleger landet over jublede, da mr. Bog blev kulturminister. Ikke fordi hans forgængere var fraværende - de havde både ideer og nye tiltag, men med Per Stig Møller følte vi et stærkere slægtskab.
Vi troede på, at de danske folkebiblioteker ville få en visionær leder, der kunne føre os styrkede ind i fremtiden.
Det er med den baggrund, at vores kritik skal læses. Og det er med den baggrund, at dine afvisende svar på Politikens hjemmeside 21.12 var så skuffende, Per Stig Møller.
Selvfølgelig mener du, at bibliotekerne er en vigtig kulturinstitution. Alt andet ville jo være galimatias.
Og ja, du sagde det i en tale, da Styrelsen for Bibliotek og Medier under Kulturministeriet var vært for Biblioteksledermøde 2010. Men nej, det har intet med bibliotekerne at gøre, når du udtaler, at der er afsat en pulje til at styrke dansk litteratur, det har derimod noget med forfatterne at gøre.
Og nej, det er ikke nogen styrkelse af bibliotekerne, at der muligvis kommer til at være et projekt med Kunstrådet og Styrelsen for Bibliotek og Medier.
Behovet for en, der går forrest i kampen for bibliotekerne, har aldrig været vigtigere end nu. Det modsatte, en som dig, der i stedet har valgt nærmest at tie, kan kun læses, som om du accepterer, at bibliotekerne er under langsom afvikling.
Netop derfor er det så vigtigt, at du kommer og besøger os, at du har holdninger til, hvilken rolle folkebibliotekerne skal spille i fremtiden, og at du gør opmærksom på det, så alle kan høre det.
Vi vil gerne åbne ballet med en debat i det nye år. Vi håber, at alle er enige i, at bibliotekerne spiller en væsentlig rolle i samfundet, og at vi kan begynde diskussionen et mere spændende sted end ved antallet af kroner, der skal spares.
Skal vi for eksempel lægge vægt på det folkeoplysende, skal vi være finkulturelle, skal vi udvikle vores succes på integrationsområdet, så vi i endnu højere grad bliver formidler af det, man kalder de ' danske værdier'? Hvordan forholder vi os til digitaliseringen af kulturarven, og hvad med stimuleringen af børnenes læselyst og læseevne? Vi har brug for dig, Per Stig Møller, og vi håber, at du svarer positivt på vores invitation til en mere konstruktiv debat.
Selvfølgelig mener du, at bibliotekerne er en vigtig kulturinstitution.
Alt andet ville jo være galimatias.