Fuld gang i pensionsforhandlingerne
29-11-2011
God personlig service er i højsædet, når Bibliotekarforbundet i disse dage forhandler pension for medlemmerne.
I disse uger forhandler Bibliotekarforbundet med tre forskellige pensionsselskaber om, hvem der skal varetage medlemmernes pensionsopsparinger. Står det til Bibliotekarforbundet kan medlemmerne se frem til bedre personlig service, når det handler om deres personlige pensionsforhold. ”Det er afgørende for os, at medlemmerne får et overblik over hele deres dækning – og ikke kun over saldoen på kontoen, når man trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet”, siger Bibliotekarforbundets formand Pernille Drost. Det enkelte medlems pensionsordning dækker nemlig også en række andre områder, såsom tabt erhvervsevne, dækning ved invaliditet og gruppelivsforsikring. ”Der er en reel risiko for, at man enten dobbeltforsikrer sig eller ikke forsikrer sig nok, hvis man ikke kender til detaljerne i ens pensionsordning og det kan koste den enkelte dyrt”, siger hun.
Det er ikke kun den personlige service, der er i højsædet. Også administrations- og investeringsomkostninger bliver der forhandlet om i disse dage og udsigten til en ny og bedre pensionsordning er klar. ”Det er klart, at vi går efter en ordning, der er mere fordelagtig end den gamle, ellers ville vi ikke bruge så mange muskler på at gå igennem et udbud og et forhandlingsforløb”, siger Pernille Drost.
Bibliotekarforbundet valgte i foråret 2011 at sende medlemmernes pension i udbud på baggrund af generalforsamlingsbeslutningen i november 2010 om at have større fokus på pensionsområdet og et generelt gennemsyn af medlemmernes pensionsordning. Forhandlingerne forventes afsluttet januar 2012.