Millioner til trængte ledige
06-04-2011
Med en saltvandsindsprøjtning på 178 mio. sætter regeringen ind for at hjælpe trængte ledige ind på arbejdsmarkedet. For akademikere betyder det flere midler til videnpilotordningen og midler til markedsføring overfor små og mellemstore virksomheder.
Bibliotekarforbundets formand Pernille Drost er tilfreds med regeringens udspil. ”Det er meget vigtigt, at regeringen reagerer på den høje ledighed blandt nyuddannede akademikere. Vi så i firserne hvor galt det kan gå, hvis en generation aldrig får fodfæste på arbejdsmarkedet og den situation skal vi for alt i verden undgå.” Hun anbefaler Bibliotekarforbundets ledige medlemmer med en kandidatgrad at søge en videnpilotstilling så hurtigt som muligt. ”De 11 millioner, der var afsat til 2011 blev brugt op på tre måneder, så yderligere 10 millioner kan nok ikke række året ud. Derfor er det med at udnytte tilbuddet, mens det er der”, siger hun.
Finanskrisen giver stadig problemer for de nyuddannede akademikere, faktisk er der 10% flere ledige blandt dem, der blev uddannet i sommeren 2010 end blandt deres studiekammerater, der dimitterede i sommeren 2008.
Nu kommer regeringen de trængte ledige til undsætning med en saltvandsindsprøjtning, der bl.a. sikrer ekstra midler til videnpilotordningen, der i marts måned løb tør for midler for 2011, samt midler til markedsføring af de akademiske kompetencer over for små og mellemstore virksomheder. Med videnpilotordningen kan en virksomhed få tilskud til at ansætte en akademiker i 6-12 måneder.
Den generelle ledighed for bibliotekarer og cand.scient.bibl.’er var i januar 2011 på 3,1%, for dimittender var den 32,1%.
Læs hele regeringens udspil her.
Se AC’s ledighedsstatistik her for januar 2011 her.