Medlemsundersøgelsen er afsluttet og vinderne er fundet
30-09-2011
Den 7. september sendte Bibliotekarforbundet en medlemsundersøgelse ud til 4.030 af forbundets medlemmer. Undersøgelsens resultater skal give et overblik over, i hvor høj grad Bibliotekarforbundet lever op til medlemmernes forventninger. Og nu, hvor medlemsundersøgelsen er afsluttet, har hele 68 % af forbundets medlemmer givet deres besyv med.
Konsulent i Bibliotekarforbundet og ansvarlig for undersøgelsen, Helle Fridberg, er glad for, at så mange har deltaget i undersøgelsen. – Med en svardeltagelse på over to tredjedele er jeg ovenud tilfreds, og jeg vil gerne takke alle, der har deltaget i undersøgelsen.
Alle de, der har medvirket i undersøgelsen, indgik samtidig i lodtrækningen om en iPad 2 og tre andenpræmier på to biografbilletter. Vinderne er udtrukket og førstepræmien gik til Loke Daubjerg Andersen, mens biografbilletterne gik til Birthe Lund Andersen, Erdal Colak og Morten Nielsen.