Lettere adgang til viden er vejen til vækst
24-05-2011
Adgang til den sidste nye akademiske forskning er alfa og omega i små og mellemstore virksomheders vej til vækst og derfor skal den gøres lettere. Ny undersøgelse lavet af Forsknings- og Innovationsstyrelsen og DEFF viser, at for mange barrierer koster virksomheder og samfundet millioner. Smartere licensregler for digitale materialer og sikring af bibliotekernes status som videnscentraler skal sikre vækst og innovation, mener Bibliotekarforbundets formand Pernille Drost.
Når en lille midtjysk virksomhed barsler med et nyt produkt, eller et nystartet konsulenthus i hovedstaden går på gaden med en ny service, ligger der i langt de fleste tilfælde årelang akademisk forskning bag. Alt for mange virksomheder oplever dog barrierer og begrænsninger i adgangen til ny viden og forskning. Det viser en undersøgelse, som Forsknings- og Innovationsstyrelsen og Danmarks Elektroniske Fag- og Forskningsbibliotek har lavet for Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling. De nye produkter og services, der skulle tjene penge ind til virksomheden og sætte gang i væksten bliver forsinket, og det koster virksomheden og samfundet millioner. Bibliotekarforbundets formand Pernille Drost er ikke overrasket. "Adgang til viden og akademisk forskning er første led i fødekæden, når Danmark skal arbejde sig ud af den økonomiske krise. Men særligt med introduktionen af digitale materialer på forskningsbibliotekerne er adgangen blevet vanskelig, fordi licensreglerne sætter strikse begrænsninger på spredningen af viden", siger hun. Hun anbefaler videnskabsministeren at gå offensivt til debatten om adgangen til bibliotekernes viden. "Der skal forhandles nogle meget mere fleksible licenser hjem, der gør det muligt for bibliotekerne at stille viden og forskning til rådighed – også digitalt."
Biblioteker sikrer innovation
Hvis videnskabsministeren lader stå til på dette område, vil bibliotekernes status som videnscentraler blive undermineret. "Hvis de små og mellemstore virksomheder igen og igen går forgæves til bibliotekerne, vil de på et tidspunkt helt droppe at søge information ad denne vej. Alternativet er at betale sig til viden, og det har disse virksomheder ikke råd til. Adgang til viden bliver altså et spørgsmål om størrelsen på pengepungen og ikke om, hvorvidt ens idé er god eller dårlig. Det er skidt for innovationen", slutter Pernille Drost.
Læs pressemeddelelsen "Lette og billigere adgang til forskning er vigtig for vækst "her.
Læs hele rapporten "Access to Research and Technical Information in Denmark" her.
Access to Research and Technical Information in Denmark her.