87% flere ansøgere til kvote 2 på IVA
21-03-2011
Det Informationsvidenskabelige Akademi har oplevet en enorm stigning i ansøgninger til kvote 2. Mange vælger uddannelsen som førsteprioritet.
Hvor der sidste år var 61 ansøgere til uddannelserne på IVA i København, er der i år 109, deraf har 42 sat kryds ved IVA som deres førsteprioritet. På uddannelsen i Aalborg er antallet steget fra 16 til 35, 19 som førsteprioritet. IVA's rektor Per Hasle glæder sig på www.iva.dk over, at udviklingen er vendt fra nedadgående ansøgertal til positive nyheder fra ansøgningsfronten: "Både medarbejdere og studerende har sluttet stærkt op om at få IVA ind i den gode dynamik, som vi står i nu. Og det er så meget desto mere glædeligt i kraft af, at tidens behov virkelig kalder på vort fag. Samspillet mellem information og kultur er nemlig sat på dagsordenen som aldrig før. Det er en af Danmarks vigtige veje til vækst og så – sagt i al objektivitet – verdens mest spændende arbejdsområde”.
Også i Bibliotekarforbundet bliver nyheden om de mange ansøgninger modtaget med glæde. "Der er blevet lagt rigtig mange kræfter i at lave PR for bibliotekaruddannelserne, så det er meget positivt, at det nu giver pote", siger Bibliotekarforbundets formand Pernille Drost.
Læs mere på www.iva.dk.