Stor interesse for medlemsundersøgelsen
12-09-2011
Med blot seks dage på bagen har 30 % allerede nu svaret på medlemsundersøgelsen.
Den 7. september sendte Bibliotekarforbundet en medlemsundersøgelse ud til 4.030 af forbundets medlemmer. Undersøgelsens resultater skal give et overblik over, i hvor høj grad Bibliotekarforbundet lever op til medlemmernes forventninger. Og det er der indtil videre allerede 30 % af de adspurgte, der har svaret på.
Konsulent i Bibliotekarforbundet og ansvarlig for undersøgelsen, Helle Fridberg, er rigtig godt tilfreds med, at der er så mange, der giver sit besyv med. - Jeg oplever, at der er mange, der ønsker at give sin mening til kende. Det ser jeg både på grund af den høje besvarelsesprocent på de få dage, men også på grund af de, der har henvendt sig til mig med spørgsmål og kommentarer. Helle Fridberg forklarer, at resultatet af medlemsundersøgelsen skal bruges i det løbende arbejde med at udvikle Bibliotekarforbundet til medlemmernes ønsker og behov.
Undersøgelsen løber til den 26. september klokken 16.