Digitalisering ødelægger bibliotekernes økonomi
12-04-2011
Fortsætter danskernes lyst til at læse e-bøger med at stige, lægger den en bombe under bibliotekernes økonomi. Betalingsmodellen mellem biblioteker og forlag gør de digitale materialer dobbelt så dyre som de fysiske. Bibliotekarforbundets formand er bekymret for udviklingen.
7 kroner for at udlåne en fysisk bog mod 16,50 for en digital. 13,15 kr. for at udlåne en lydbog på cd mod 26,50 kr. for en netlydbog. Man skal ikke være professor i økonomi for at regne ud, at bibliotekernes udgifter til udlån vil stige i takt med at danskerne rider med på den digitale bølge.
I KL’s nyhedsbrev Momentum(4) og i Politiken, tirsdag den 12/4, udtrykker Bibliotekarforbundets formand bekymring for, hvad fremtidens økonomiske udfordring vil betyde for bibliotekerne.
»Det paradoksale er jo, at alle forventer, vi indgår i en digital verden, og at det vil gøre det billigere. Men det gør det ikke. Det ender i stedet med, at vi ikke kan købe lige så meget, som vi kan, når det er et fysisk bibliotek. Og det kan blive en bombe under bibliotekernes økonomi,« siger Pernille Drost til Momentum.
Et udvalg med repræsentanter fra de to største forlag, Gyldendal og Lindhardt & Ringhoff, og biblioteksvæsenet skal nu diskutere en betalingsmodel, der kan sikre fremtidens økonomi i begge lejre. Pernille Drost har set til den svenske udvikling, hvor lignende forhandlinger har resulteret i, at en udlånt e-bog koster bibliotekerne 20 kroner. Hun nærer ikke store forhåbninger til forhandlingerne.
”Vi kan ikke holde til den betalingsform. Vores drømmescenarium er en aftale, hvor der ikke bliver lagt for mange begrænsninger på udlånet, hvor bibliotekerne køber en pakke eller et årsforbrug til en fast pris”, siger hun til Politiken.
Læs mere:
KL’s nyhedsbrev Momentum tirsdag den 12/4 2011
Og i Politiken 12/4 sektion 2, side 3.