Advarer mod frivillige bibliotekarer
08-04-2011
Biblioteker i Billund Kommune overlever ved frivillig hjælp. Ulykkeligt, siger formand for Bibliotekarforbundet, Pernille Drost, til Danske Kommuner.
Borgerne i Vorbasse og Sdr. Omme beholder deres lokale biblioteker, fordi de fremover selv står for udlånet. Billund Kommune ville lukke bibliotekerne, men de får lov til at fortsætte med frivillig arbejdskraft.
Det er en ulykkelig udvikling, mener Pernille Drost, formand for Bibliotekarforbundet. Hun advarer andre kommuner mod at lade sig inspirere af Billund-modellen.
- I mine øjne svarer det til, at man lader en gruppe frivillige tage sig af undervisningen i folkeskolen eller omsorgen for børnene i vuggestuen. Biblioteket er bygget på det biblioteksfaglige personales faglighed, og alle gode intentioner til trods kan en gruppe af frivillige ikke løfte den opgave, fastslår hun overfor Danske Kommuner.
Lukning ville have været bedre
Ifølge Pernille Drost ville det have været bedre, hvis Billund Kommune havde lukket de to små biblioteker.
- De lokale politikere vil både blæse og have mel i munden, men en lukning er faktisk en bedre løsning. Så kan både borgere og politikere forholde sig til, hvilke kommunale tilbud, de reelt få.
I de to byer er borgerne dog glade for løsningen. Her havde bibliotekerne tidligere kun åbent få timer om ugen, men nu udvides åbningstiden markant.
Se artiklen her