VKO spareplan rammer ensidigt unge og arbejdsløse
27-05-2010
Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti indgået en aftale om genopretningen af dansk økonomi. Det betyder, at det først og fremmest er de unge og de arbejdsløse, der må holde for.
I forhold til regeringens udspil fra sidste uge er suspension af reguleringen af overførselsindkomster taget af bordet. Til gengæld skal dagpengeperioden forkortes fra 4 til 2 år, og dimittender skal ikke længere have adgang til feriedagpenge.
Derudover lægges der loft på fradrag for faglige kontingenter og arbejdsgiverbidrag og der gennemføres omfattende besparelser på uddannelse og forskning. Aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti rummer besparelser på i alt 24 milliarder kroner.
Formand for Bibliotekarforbundet Pernille Drost udtaler:
- Man vælger at spare på alle de områder, der er afgørende for at kunne skabe vækst og som samfundsmæssigt er en langsigtet og nødvendig investering – forskning, uddannelse, voksen- og efteruddannelse. Oven i det kommer så stramningen af økonomien for børnefamilierne, en markant forkortelse af dagpengeperioden og forringede dagpenge for de nyuddannede. Jeg kan godt forstå, hvis de unge mennesker føler sig urimeligt hårdt ramt.
Forliget betyder blandt andet:
at dagpengeperioden reduceres fra 4 til 2 år.
Regeringen og Dansk Folkepartis spareplan betyder, at selvom man har indbetalt penge til sin A-kasse, kun kan være på dagpenge i to år mod de fire år, som er gældende i dag. Finansminister Claus Hjort Frederiksen fredede ellers netop dagpengeperioden for tre år siden, da han var beskæftigelsesminister. Men nu bliver dagpengeperioden afkortet fra den 1. juli, så alle personer, som bliver arbejdsløse herefter må nøjes med 24 måneders dagpenge. Danskere, som i dag er dagpengemodtagere, bevarer retten til at modtage dagpenge i den periode, som de hidtil har forventet, dog højest i to år efter forslaget er trådt i kraft.
at feriedagpenge til dimittender fjernes
Og så er der dårligt nyt til helt nyuddannede: Regeringen og DF vil afskaffe feriedagpenge til dimittender, hvilket skal betyde en besparelse på 200 millioner kroner de næste tre år.
at forskningsmidler reduceres med næsten 1 mia.
bliver 951 mill. kr. færre til forskningen og 375 mill. kr. mindre til administration. Dette kan betyde besparelser på universiteterne, men den konkrete udmøntning er svært at sige noget om på nuværende tidspunkt. BF vil følge den konkrete udmøntning heraf.
at det bliver dyrere at tage voksen- og efteruddannelse
Hvis man overvejer at læse et eller flere fag på den almene voksenuddannelse, vil man også kunne mærke den nye spareplan. Deltagerbetalingen vil nemlig blive hævet på en række almene voksen- og efteruddannelseskurser.
at der bliver lagt loft over fradrag for faglige kontingenter.
Der lægges et loft på 3000 kr. i fradrag for faglige kontingenter. Fradragsretten er uændret for arbejdsløshedskassen
Regeringen havde som led i en omprioritering af udgifterne i den offentlige sektor forslået kommunale besparelser på 4 mia. kr. i 2012 og 2013. Disse besparelser er annulleret.
Hvad det betyder i forhold til de varslede besparelser i kommunerne er svært at sige på nuværende tidspunkt. BF har dog en forventning om, at nogle af besparelserne af den grund bliver taget af bordet.
Hvad betyder aftalen for BFs medlemmer:
Når fradragsretten på faglige kontingenter reduceres betyder det, at BFs medlemmer kommer til at betale 114 kr. mere i skat om måneden. Deltidsbeskæftigede kommer til at betale 74 kr. og arbejdsløse 34 kr. mere om måneden i skat. De nye regler omfatter ikke A-kassekontingentet, som stadig kan fratrækkes fuldt ud.
Den kortere dagpengeperiode rammer i dag 19 medlemmer af Bibliotekarforbundet. Herudover er der 22, der har et års ledighed bag sig.
I alt 44 dimittender blandt BFs medlemmer må vinke farvel til feriedagpengene.