Fælles it-system i sundhedssektoren er på trapperne
06-04-2010
Danmark er internationalt set langt fremme med udviklingen af it-løsninger på sundhedsområdet, men regionerne har forskellige it-systemer. Et nyt initiativ skal sikre, at de forskellige eksisterende systemer bindes sammen.
Det nye initiativ skal sikre at patientoplysninger fra eksempelvis et kræftbehandlingsforløb, dvs. prøveresultater, strålebehandlinger mm. fra forskellige behandlingssteder, kan ses af alle læger, som deltager i behandlingen.
Den fælles adgang til oplysninger kan spare administration og unødig brug af tid på at indhente oplysninger fra de andre sundhedsprofessionelle, der behandler patienten.
Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder siger blandt andet om projektet:
- Det skal være sådan, at lægen ved at taste patientens CPR-nummer i sit it-system, får adgang til alle relevante oplysninger om patienten, uanset om der er tale om vaccination hos egen læge, strålebehandling i sygehusvæsenet eller en undersøgelse hos en praktiserende speciallæge.
En rapport fra konsulentfirmaet McKinsey & Co. peger på at et styrket it-samarbejde mellem regionerne vil kunne frigøre mellem 16 og 24 pct. af de samlede udgifter til sundheds-it.
Læs mere her