På jagt efter nye bibliotekarer
24-02-2010
Der er brug for flere unge, der vil læse til bibliotekar. Derfor har Bibliotekarforbundet under sloganet ”Bibliotekar = orakel" iværksat en kampagne, der skal få de unge gjort interesseret i uddannelsen og faget.

Fra venstre mod højre: Rasmus Bahnsen, studerende ved Danmarks Biblioteksskole, Sofie Plenge, projektkonsulent i BF, Ann Christina Oliveira, karrierekonsulent i BF og Anna Overlund-Sørensen, studerende ved Danmarks Biblioteksskole, klar til at gå i dialog med hvad der måske bliver fremtidens bibliotekarer.
Kampagnen blev indledt onsdag den 24.2.2010 på Frederiksberg Bibliotek, hvor et par bibliotekarstuderende gik i dialog med brugerne på biblioteket for at fortælle dem om uddannelsesmulighederne, hvis man vil være bibliotekar eller cand.scient.bibl.
Det handler til at starte med om at skabe den nødvendige opmærksomhed - og i sidste ende om at få flere til at søge optagelse på en af bibliotekaruddannelserne.
Brugerne på bibliotekerne tog positivt imod tilbuddet om at høre mere om, hvordan man bliver bibliotekar eller cand.scient.bibl. Redskabet er den gode, direkte dialog, baseret på information om spændende jobmuligheder, lav arbejdsløshed og dermed gode jobudsigter, serveret af unge bibliotekarstuderende.
Personalet på Frederiksberg Bibliotek bakkede flot op omkring initiativet, som også her vakte umiddelbar begejstring.
Kampagnen fortsætter onsdag på hovedbiblioteket i København og torsdag på biblioteket i først Odense og dernæst Kolding.
Se kampagnesitet, som primært henvender sig til uddannelsessøgende og dermed potentielle nye bibliotekarer/cand.scient.bibl.’er, på www.bf.dk/orakel
Læs også nyheden ”Kickstart optaget på bibliotekaruddannelserne”