Nye muligheder på landets biblioteker
19-11-2010
At biblioteket er andet og mere end bøger, er efterhånden slået godt fast. Nu bliver der også mulighed for at høre musik samt se og låne tv-programmer, når man besøger sit lokale bibliotek.
En ny aftale mellem Copydan AVU-medier, KODA, Gramex og Statsbiblioteket sikrer bibliotekerne og en række andre offentlige institutioner øget adgang til at vise tv, spille musik, holde koncerter samt udlåne reklamefilm digitalt - uden at skulle betale afgift pr. gang.
Bibliotekerne får med aftalen mulighed for at tilbyde et mere differentieret tilbud for publikum.
De kan vise nyhedsudsendelser via såkaldt flow-tv, bruge baggrundsmusik i udvalgte dele af biblioteket og holde events, koncerter, temadage og andre arrangementer med musikindhold.
Med aftalen sikres betaling til rettighedshaverne, og prisen vil blive under 1,50 kr. pr. borger i 2011, hvis kommunerne vælger at koble sig på aftalen.
Det er nu Statsbibliotekets opgave at formidle ’av-pakken’ til de danske kommuner, og dette vil ske allerede fra denne måned.
Ambitionen er, at mange folkebiblioteker fra årsskiftet skal kunne drage nytte af aftalen.
Læs mere om aftalen her