Mere og bedre uddannelse er kilde til højere produktivitet
23-03-2010
Danske virksomheder kan hæve deres produktivitet markant, hvis de ansætter flere højtuddannede medarbejdere. Det viser en ny undersøgelse, som DEA har rekvireret fra CEBR.
Når vi øger antallet af mennesker, der har en videregående uddannelse, med ét procentpoint, stiger BNP med én procent. Det viser en ny rapport fra DEA. Uddannelse kan blive den motor, der kan skabe mere vækst i det danske samfund.
I de seneste år har stigningen i produktiviteten været langt lavere i Danmark end i hovedparten af de OECD-lande, vi konkurrerer med. Danmark har ondt i væksten.
”Undersøgelsen viser tydeligt, at investeringer i uddannelse øger bruttonationalproduktet (BNP). Med denne undersøgelse ved vi, at investeringer i uddannelse betaler sig og er et vigtigt erhvervs- og innovationspolitisk redskab,” siger DEAs adm. direktør, Stina Vrang Elias.
Undersøgelsen bygger på en gennemgang af knap 140.000 danske virksomheder. Den viser bl.a., at en virksomhed, der ansætter én med videregående uddannelse, i snit får en stigning i produktionen, der svarer til, at man havde ansat to ufaglærte.
Det skyldes både, at de højtuddannedes arbejde i sig selv har højere værdi. Men det skyldes også, at de gennem bedre ledelse, organisering, udvikling og innovation øger produktiviteten hos de øvrige ansatte.
Læs mere om undersøgelsen her