IT-undervisning på bibliotekerne er et hit
23-07-2010
Flere end 90 % af landets biblioteker tilbyder borgerne kurser og introduktioner til IT og digital selvbetjening. Formand for Bibliotekarforbundet, Pernille Drost, er glad for, at bibliotekerne tager opgaven med at uddanne borgerne til sig.
En ny undersøgelse fra Danmarks Biblioteksforening og Bibliotekschefforeningen blandt landets kommuner dokumenterer bibliotekernes rolle i at styrke borgernes IT-færdigheder. I alt 48.707 borgere deltog ifølge statistikken i tilbuddene.
- At næsten 50.000 borgere har deltaget i IT-undervisning på bibliotekerne i 2009, viser tydeligt, at borgerne synes, det er et naturligt sted at gå hen, hvis man vil lære at håndtere IT. Og heldigvis bliver bibliotekerne ved med at tilbyde flere undervisningstimer indenfor området, så jeg forudser, at flere og flere danskere vil benytte sig af tilbuddet, siger formand for Bibliotekarforbundet, Pernille Drost.
I over 60 af landets kommuner har folkebibliotekerne inddraget IT- og Telestyrelsens ’Lær mere om IT’-kampagne i de lokale undervisningstilbud på biblioteket.
I følge den netop offentliggjorte Folkebiblioteksstatisk 2009 fra Styrelsen for Bibliotek og Medier er der tale om en stigning i udbuddet af kurser på 10 % mod året før.