Kom godt i gang med arbejdet efter ferien
06-08-2010
Rigtig mange danskere er i disse dage tilbage på jobbet efter ferie. Inden man kaster sig over bunkerne af ulæste mails, så er det en god idé at tænke lidt over, hvordan man bedst kommer i gang med arbejdet. Her kan du få nogle gode råd til det.
På Projekt Arbejdsglædes hjemmeside kan man få tips til, hvordan man starter bedst og blødt op på jobbet efter en forhåbentlig god ferie.
Giv dig selv lov til at være bagud.
Når du kommer tilbage fra ferie er du næsten per definition bagud. Der er bunker af emails der skal besvares, masser af telefonopkald, beslutninger der ikke er blevet taget mens du var væk eller ting der bare ikke er blevet gjort. Det er uundgåeligt, og det er ikke din fejl! Så du skal ikke forvente at være ovenpå fra dag 1. Giv dig selv lov til at være bagud og til stille og roligt at indhente arbejdet.
Start med de nemme opgaver.
Lad være med at kaste dig over de sværeste og mest komplekse opgaver den første dag. Hvis du har nogle nemme ting der ligger lige til højrebenet, så lav dem først så du komme stille og roligt i gang. Når du er oppe i omdrejninger igen, kan du tage fat i de svære ting.
Hold almindelige arbejdsdage.
Det kan være fristende at starte efter ferien med et par ekstra lange arbejdsdage for at indhente nogle opgaver. Lad være med det! Hold nogle helt almindelige arbejdsdage og hold fast i punkt 2!
Sig til hvis du har brug for hjælp.
Bed kollegerne eller chefen om hjælp, hvis du har brug for det. Det er vigtigt at du mærker efter om der er noget du skal bruge, og at du klart kan melde ud, hvis der er nogle opgaver som er blevet kritiske henover ferien. Opgaverne er IKKE dit ansvar alene, men det er dit ansvar at melde ud, hvis der er noget du har brug for.
Læs mere om arbejdsglæde og ferie her