Kickstart optaget på bibliotekaruddannelserne
11-02-2010
Hvordan kan bibliotekerne som offentlige rum bruges i bestræbelserne på at gøre bibliotekaruddannelserne mere synlige på uddannelsesmarkedet? Kan en kampagne på bibliotekerne være med til at ”kickstarte optaget” og dermed få flere studerende til at søge ind på uddannelserne?
Det er de spørgsmål, Bibliotekarforbundet nu vil trykprøve ved at sende fire studerende fra henholdsvis Danmarks Biblioteksskole og Syddansk Universitet ud på fire biblioteker over to dage. De fire studerende bliver uddannet både i kommunikation og i mulighederne inden for både bibliotekaruddannelserne og det bibliotekariske arbejdsmarked.
Et øget optag på bibliotekaruddannelserne er en forudsætning for fagets videre udvikling og for en fortsat rekrutteringsmulighed for bibliotekerne. Derfor håber BF, at projektet bliver en succes, og at lignende projekter kan indgå i det fremtidige arbejde med at løfte uddannelserne og faget.
Projektet løber af stablen den 24. og 25. februar 2010 på henholdsvis Frederiksberg Bibliotek, Københavns Hovedbibliotek, Odense Centralbibliotek og Kolding Bibliotek.