Flere unge vil studere på IVA
06-07-2010
IVA har fået 37 % flere ansøgere til bacheloruddannelsen end sidste år. Bibliotekarforbundet har tidligere på året været ude på landets folkebiblioteker for at fortælle de unge om uddannelserne på IVA og SDU.
Mandag den 5. juli var sidste frist for ansøgning til bacheloruddannelsen på IVA (Det Informationsvidenskabelige Akademi), og det samlede resultat viser en markant fremgang i ansøgertallet på 37 % i forhold til sidste år.
Karriererådgiver i Bibliotekarforbundet, Ann Christina Oliveira-Borg, siger om ansøgertallet:
- Det er vi rigtig glade for. Vi var jo ude med en kampagne på folkebibliotekerne i år, der skulle få de unge til at vælge en uddannelse til bibliotekar, og vi håber, at den har bidraget til det flotte antal ansøgere.
Det samlede antal ansøgere nåede op på 277, hvor det sidste år var på 202.
I København gik antallet fra 146 til 213. I Aalborg er der en mindre men dog mærkbar fremgang fra 56 til 64 ansøgere.
Se tallene på IVA's hjemmeside