Bibliotekerne skal styrke vidensamfundet
09-06-2010
80 topchefer har netop afsluttet et to dages topmøde, hvor de har arbejdet intensivt med de seneste års samfundsændringer. På den baggrund har de nytænkt de danske folkebiblioteker, blandt andet med et koncept de kalder ’Børnenes Biblioteksklub’, der bogstaveligt talt skal sikre, at børnene er aktivt tilknyttet biblioteket fra ’foster’ til teenager.

Danmark skal nu og i fremtiden leve af at levere og producere vide. De 80 topchefer er kommet frem til flere koncepter for folkebibliotekerne, der skal sikre vidensniveauet i befolkningen og understøtte behovet for læring og uddannelse.
Et vigtigt indsatsområde er unges uddannelse og at få fat i de unge så tidligt som muligt.
Fælles for de nye koncepter er, at de peger mod fælles initiativer for alle biblioteker og et ønske om at arbejde med koncepterne med udgangspunkt i de unge og de unges ønsker.
Lyst og vilje til læring skal grundlægges i en tidlig alder. Blandt andet er ’Børnenes Biblioteksklub’ et nyt koncept, der bogstaveligt talt skal sikre at børnene er aktivt tilknyttet biblioteket fra ’foster’ til teenager. Et andet koncept er ’Børnenes Medborgerhus’, hvor børnene er i centrum, og hvor leg og læring smelter sammen.
Danmarks konkurrenceevne handler i høj grad om vidensniveauet. Derfor har regeringen som målsætning, at 95% af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse i 2015. Der er dog fortsat tæt ved 20%, som ikke gennemfører en kompetencegivende ungdomsuddannelse.
For erhvervsuddannelser er der hele 40%, der falder fra i løbet af grundforløbet. Det er en af de konkrete udfordringer, bibliotekerne skal være med til at løse.
Mange af koncepterne tager udgangspunkt i, at bibliotekerne skal indgå partnerskaber med f.eks. skoler, SFO’ er, klubber og foreninger, og møde brugerne der hvor de er. Også de digitale platforme hvor de unge er, skal inddrages i arbejdet, og målet er at alle unge skal i kontakt med biblioteket.
Bibliotek Topmøde er arrangeret af Styrelsen for Bibliotek og Medier, Bibliotekschefforeningen, Bindslev A/S og Bibliotekarforbundet