Balanceprisen sætter fokus på balancen mellem familie- og arbejdsliv
27-07-2010
Nu kan du være med til at indstille din arbejdsplads til Balanceprisen, som Socialministeriet uddeler for andet år i træk. Prisen anerkender private virksomheder og offentlige arbejdspladser, som sætter fokus på børnefamiliers vilkår og på at sikre balance mellem familie- og arbejdsliv i de forskellige livsfaser.
Formålet med Balanceprisen er at anerkende de virksomheder og arbejdspladser, der gør en særlig indsats for at sikre balance mellem familie- og arbejdsliv for medarbejderne, samt at udbrede gode eksempler og skabe rollemodeller for effektive balancepolitikker.
Socialminister Benedikte Kiær opfordrer nu ledelse og medarbejdere i små, mellemstore og store private virksomheder samt offentlige arbejdspladser til at indstille deres arbejdsplads til Balanceprisen.
Der uddeles en pris indenfor hver af følgende tre kategorier:
- Små og mellemstore private virksomheder (under 100 medarbejdere)
- Større private virksomheder (over 100 medarbejdere)
- Offentlige arbejdspladser
Prisen sætter ikke snævert fokus på børnefamiliers vilkår, men også på at sikre balance mellem familie- og arbejdsliv i de forskellige livsfaser og i tilfælde af livskriser. Herudover er dagligdags praksis, som har medvirket til at skabe gode resultater, af lige så stor interesse som større projekter og indsatser.
I udvælgelsen lægges vægt på følgende:
- Har indsatsen skabt gode resultater?
- Kan indsatsen inspirere andre arbejdspladser til at gøre en indsats?
- Hvordan involveres medarbejderne i udviklingen og gennemførelsen af indsatsen?
- Er indsatsen innovativ og viser nye veje?
Vinderne udpeges af en dommerkomité bestående af arbejdsmarkedets parter inden for både det offentlige og det private område. Der vælges tre nominerede og en vinder i hver kategori. Priserne uddeles af Socialminister Benedikte Kiær ved et arrangement i København den 16. november 2010.
Ansøgningen skal være Socialministeriets sekretariat i hænde senest den 3. september 2010.