Nyt ledernetværk for offentlige ansatte
31-08-2009
Ønsker du sparring og inspiration til din daglige ledelse? Et fristed og et netværk hvor du kan vende dine erfaringer med andre offentlige ledere? Så tilmeld dig netværket, som bl.a. KL står bag.
Indsatsen for udviklingen af ledere i det offentlige skal styrkes. Som offentlig leder har du nu chancen for indgå i et nyt ledernetværk, hvor der på tværs af fagområder kan diskuteres ledelsesdilemmaer, som det centrale emne. Ledernetværkene etableres på 3 store netværkskonferencer i efteråret, hvor du har mulighed for at deltage. Tilmelding inden torsdag den 3. september.
Det kan være en ensom affære at være leder, og erfaringen viser at både nye og garvede ledere har brug for et fristed, hvor de kan reflektere over deres praksis samt hente ny inspiration til hverdagens udfordringer.
Derfor etablerer Regeringen, KL, Danske Regioner, LO, AC og FTF netværksgrupper for offentlige ledere. Netværkene vil køre som pilotprojekt det første år, hvorefter det står netværksgrupperne frit for selv at fortsætte.
Hvorfor være en del af et ledernetværk?
At indgå i et ledernetværk er en oplagt mulighed for dig til at spejle dine erfaringer i andres og få ny inspiration til at håndtere dit job. Det er med andre ord en ramme, der gør det muligt for dig at forholde dig til dig selv og din egen ledelsesudøvelse samtidig med, at du får indsigt i andre lederes udfordringer og valg af løsninger.
Definitionen på et ledernetværk er en fast og selvstyrende gruppe af ledere, der mødes regelmæssigt med et defineret formål og en fast forankring i kommunens organisation.
På denne måde er det altså idéen, at ledernetværket skal kombinere det bedste fra den stramt strukturerede og formålsbestemte arbejdsgruppe og det mere uformelle netværk, der er drevet frem af interesser og personlige relationer.
Meld dig til her inden den 3. september og læs mere om idéen bag og konferencerne her