Ny kulturpolitisk strategi: Bibliotekerne roses
02-12-2009
Den lovede kulturpolitiske strategi fra kulturminister Carina Christensens hånd er nu blevet offentliggjort. Bibliotekerne får pæne ord med på vejen indenfor nogle af de syv fokusområder, hvor bl.a. kulturinstitutionernes åbningstider bliver omtalt.
Folkebibliotekerne bliver rost i den nye kulturpolitiske strategi, Kultur for alle, der i dag udkom fra Kulturministeriet. Tilgængelighed bliver sat på dagsordenen for alle kulturinstitutioner, og der fremhæves bibliotekerne for initiativer som åbne biblioteker, der er med til at øge åbningstiderne.
Kunstmuseet Louisiana fremhæves som et eksempel til efterfølgelse, da det har åbent til kl. 22.00 de fleste af ugens dage.
Generelt opfordres de andre kulturinstitutioner til at kigge på bibliotekerne for inspiration, da de også fremhæves for deres omstrukturering, og for at være langt fremme hvad angår formidling og brug af nye medier.
Derudover berører strategien områder som f.eks. markedsføring, der skal være mere professionel fra kulturinstitutionernes side og midlet til at opnå det, er større og bedre vidensdeling institutionerne imellem.
Læs hele strategien her (PDF-fil)