Ny kampagne om trivsel og stress
12-02-2009
Videnscenter for Arbejdsmiljø har netop lanceret en kampagne om trivsel og stress. Hovedbudskabet i kampagnen er, at stress rammer individuelt, men skal løses i fællesskab.
Den nye kampagne skal være med til at give konkrete råd og handlingsforslag til bl.a. offentlige ledere. 20.000 offentlige ledere med personaleansvar modtager derfor i disse dage en kampagnepakke med nye publikationer om stress og trivsel.
"Det er godt, at der fra det offentlige bliver sat fokus på trivsel på arbejdspladsen. Vi kan høre, at mange af vores medlemmer føler, at der er kommet et øget arbejdspres som følge af nedskæringer på biblioteksområdet. Det må ikke gå ud over trivslen, og det er noget, vi er opmærksomme på i Bibliotekarforbundet", siger formand Pernille Drost.
Udover udsendelse af kampagnepakker bliver en landsdækkende annoncekampagne igangsat, og et nyt kampagnesite på portalen www.arbejdsmiljoviden.dk vil give landets ledere og medarbejdere den nyeste viden om stress og trivsel. Kampagnen skal hjælpe offentlige arbejdspladser med at forebygge stress og fremme trivsel.
"Med kampagnen sætter vi fokus på, hvordan vi kommer fra stress til trivsel, fordi stress er et stort tema på mange offentlige arbejdspladser. Når indsatserne med at skabe god trivsel skal styrkes, vil vi derfor udbrede viden om, hvad stress er - og hvordan alvorlig stress kan forebygges. Trivsel på arbejdspladserne er vigtig, hvis de offentlige arbejdspladser skal tiltrække og fastholde arbejdskraft og forebygge sygefravær", siger Palle Ørbæk, der er direktør i Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, som Videncenter for Arbejdsmiljø hører under.
Den nye kampagne er et af de første skridt i den styrkelse af Videncenter for Arbejdsmiljø, som blev besluttet som led i kvalitetsreformen og den trepartsaftale, der blev indgået i 2007 mellem regeringen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner samt LO, FTF og AC
Bestil eller download kampagnematerialet her med gode råd om konkrete tiltag, der kan mindske stress på din arbejdsplads.