Flere ledige bibliotekarer
08-10-2009
For bibliotekarer er den gennemsnitlige ledighed steget fra juli til august, og er nu på 3,1 pct. – det svarer til 139 personer. I juli måned lå tallet på 117 personer. Til sammenligning var dette tal på 101 personer i august måned sidste år, hvor ledighedsprocenten lå på 2,2 pct.
Nydimitterede bibliotekarer og cand.scient.bibl.’er har det også hårdt. Den gennemsnitlige ledighed for nyuddannede (dimitteret inden for et år) er steget fra 21,5 pct. i juli til nu at omfatte en tredjedel: 33,9 pct.
Andelen af ledige bibliotekarer under 30 år er også steget – og er nu på 13,9 pct. til sammenligning med 8,8 pct. i juli.
Derudover må man nok forvente, at dimittendledigheden vil stige yderligere i næste par måned, idet mange cand.scient.bibl.’er endnu ikke er registrerede som ledige, da nogen stadig har deres studiejob.
Den gennemsnitlige ledighed for alle akademikere steg med ca. 1.700 fra 7.074 i juli til 8.776 i august. Der er tale om den største stigning i ledigheden på en enkelt måned i nyere tid. Den gennemsnitlige ledighed for akademikere er steget fra 4.659 i august 2008 til 8.776 i august 2009 svarende til en stigning på 88,4 pct. på et år.
De unges ledighed er steget endnu mere det sidste år, da den gennemsnitlige ledighed for akademikere under 30 år er steget fra 1.307 i august 2008 til 2.630 i august 2009 svarende til en stigning på 101,4 pct.
Læs mere om ACs ledighedsstatistikker