Europæiske bogudgivelser bliver ikke en del af Google Books
14-12-2009
Det er lykkedes de europæiske rettighedshavere at stoppe Google Books projektet for europæiske bogudgivelser. Derfor kan Google ikke offentliggøre bøger, der er underlagt rettigheder fra europæiske forlag og forfattere.
Eneste undtagelse er UK, der har samme lovgivning på området som USA, og det derfor er nemmere at publicere engelske bøger, skriver Ars Technica.
Google Books startede sin tilværelse som et hemmeligt projekt i 2002, men blev offentliggjort på Frankfurt Bogmesse i oktober 2004 under navnet Google Print. Selvom nogle forlag var begyndt at lave e-bøger, var der på dette tidspunkt ikke megen bevægelse i dette marked. Det var faktisk svært at sælge e-bøger, skriver Danmarks Sprogmuseum.
Man diskuterede om det skyldtes, at læserne ikke var indstillet på at læse en hel bog ved skærmen, om det var kontrasten på skærmen der var for stor, eller om det var selve bogens materialitet, der gjorde e-bogs-markedet så trægt.
Allerede i december 2004 annoncerede Google et helt nyt format på denne diskussion: Man havde indgået en aftale med universitetsbibliotekerne i Michigan, på Harvard, Stanford og i Oxford (The Bodleian) samt New York Public Library om at digitalisere omkring 15 millioner bind indenfor de næste ti år.
Næsten umiddelbart startede en strid med rettighedsindehaverne (forfatterne og forlæggerne) om mulighederne for at digitalisere og fremvise bøger, som stadig var under copyright-beskyttelse. Det er lidt forskelligt fra land til land, men ofte er en bog beskyttet i hele en forfatters liv plus 70-80 år efter forfatterens død.
Det har så endegyldigt resulteret i, at Google har måtte droppe de europæiske udgivelser i november måned dette år, skriver forskningsbibliotekar Morten Thing for Danmarks Sprogmuseum.
Se hele den nye aftale samt yderligere information på: www.googlebooksettlement.com og www.authorsguild.org