BF åbner Jobklub
03-03-2009
Bibliotekarforbundet har nu etableret en JobKlub for de medlemmer, der lige nu er på jagt efter et job.
Tanken om en JobKlub er allerede kendt fra andre fagforeninger og a-kasser, og formålet er at skabe en ramme omkring arbejdet med at læse og afkode stillingsopslag, skrive ansøgninger og CV og naturligvis få gode idéer og inspiration i et socialt og fagligt fællesskab.
Fordelen ved at deltage i BF's JobKlub er, at du her møder andre med samme faglige baggrund og interesse som dig selv. BF's karriererådgiver vil være til stede i huset og stå til rådighed med sparring og feedback. Dem, der møder op kan i fællesskab aftale, om de gerne vil have et oplæg om et bestemt emne fra en af BF's konsulenter.
JobKlubben har til huse i Bibliotekarernes Hus på Lindevangs Allé og alle er velkomne til at dukke op på mandage i lige uger mellem 12.00 og 14.00. Første gang er mandag den 2. marts.