Ny version af borger.dk i luften
20-10-2008
Den 20. oktober 2008 blev borger.dk version 2 lanceret. Den digitale borgerportal har fået et løft, der skal gøre det nemmere for borgerne at kommunikere med den offentlige sektor.
Den nye portal er blandt andet blevet udvidet med "Min Side". På Min Side har borgerne - via digital signatur - fået nem adgang til egne data. Min Side skal videreudvikles frem mod 2012.
Samtidig er der blevet introduceret fire borgertemaer, der er en brugervenlig måde at organisere indholdet efter emne/temaer, som vedrører brugerne. De første borgertemaer er:
Min bolig
Min pension
Mine børn
Mine Penge
- via borgertemaerne får brugerne også her adgang til deres personlige data.
Den personaliserede del af borger.dk er en væsentlig del af det nye borger.dk - borger.dk version 2.0. Desuden en del af Regeringens Globaliseringsstrategi, hvor målet er at al skriftlig kommunikation mellem borger og den offentlige sektor skal foregå digitalt senest i 2012.
I "Strategi for digital forvaltning 2007-2010" har regeringen, KL og Danske Regioner ligeledes givet udviklingen af borger.dk - herunder Min Side - en betydelig plads.
Ideen om at lave en borgerportal bygger på et analysearbejde af borgernes digitale kontakt med det offentlige. En del af analysearbejdet blev afsluttet i sommeren 2005. Og resultatet viste, at udbuddet af offentlige hjemmesider og digitale selvbetjeningsløsninger er omfangsrigt, og at mange borgere mangler og efterspørger overblik. Analysearbejdet baserer sig på kvalitative interviews, samt en rundspørge til ca. 500 danskere.
Den første version af borger.dk blev lanceret d. 3. januar 2007 af Videnskabsministeriet og KL i fællesskab. Første version var en sammenlægning af de to tidligere borgerrettede portaler: "netborger.dk", der havde fokus på selvbetjening og !danmark.dk", der havde fokus på tekster.
Se mere på www.borger.dk