Nyt kulturpolitisk udspil
28-08-2008
Kulturminister Brian Mikkelsen fremlagde den 26. august et kulturpolitisk arbejdsprogram. Formand for Bibliotekarforbundet, Pernille Drost, efterlyser flere konkrete bud på bibliotekets rolle.
Kulturminister Brian Mikkelsen fremlagde den 26. august et kulturpolitisk arbejdsprogram. Formand for Bibliotekarforbundet, Pernille Drost, efterlyser flere konkrete bud på bibliotekets rolle.
Arbejdsprogrammet rummer ministerens visioner for den kulturpolitiske indsats på en række områder inden for kunstens og kulturens verden og angiver konkrete politiske initiativer.
Om bibliotekerne i vidensamfundet står der blandt andet:
"Vidensamfundets udfordringer og globaliserings-strategiens fokus på uddannelse og livslang læring forudsætter, at vi i Danmark fortsat har en bibliotekssektor i verdensklasse. Derfor er det vigtigt, at folkebibliotekernes formidlingsrolle i vidensamfundet granskes, så vi kan få udarbejdet en samlet strategi for, hvordan folkebibliotekernes rolle kan være med til at fremme målsætningerne i regeringens globaliseringsstrategi."
Formanden for Bibliotekarforbundet, Pernille Drost, synes det er positivt, at ministeren nævner folkebibliotekerne, men vil gerne have mere præcise bud på bibliotekets rolle:
"Det er en bred dagsorden både at skulle være løftestang for globaliseringen og samtidig være en stærk kulturinstitution. Derfor ser vi gerne flere konkrete bud fra ministeren. Samtidig ser vi frem til, at ministeren forsvarer visionerne overfor KL og kommunerne i efterårets budgetforhandlinger, så den danske bibliotekssektor får ressourcer nok til at forblive i verdensklassen"
Udover bibliotekerne favner programmet en bred vifte af politiske områder, ligesom det også beskæftiger sig med aktuelle kulturpolitiske spørgsmål, såsom hvordan der sikres bedre kvalitet i kunsten, og hvordan Danmarks position i den internationale oplevelsesøkonomi styrkes.
Blandt de politiske målsætninger i arbejdsprogrammet kan i øvrigt nævnes:
- Fuld liberalisering af bogmarkedet
- Nedsættelse af teaterudvalg, der skal foreslå forbedringer af teatrenes vilkår.
- Flere landsdækkende - og næsten landsdækkende - radiokanaler
- Bedre bevaring af nationale anlæg og monumenter
- Dansk design skal gøres til kultur- og erhvervspolitisk satsningsområde
- Styrkelse af kultur- og oplevelsesøkonomien
- Digitalisering af kulturarven
- Styrkelse af forskningen på Kulturministeriets institutioner
- Indførelse af Kulturarvsdage
- Ny strategi for tidssvarende bygningsbevaring
- Læs hele strategien på Kulturministeriets hjemmeside.