50.000 nye hjemmearbejdspladser i 2006
16-05-2007
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at hele 716.000 danskere i 2006 havde hjemmearbejdsplads, skriver Erhvervsbladet. En god mulighed for yderligere fleksibilitet i jobbet, hvor det dog gælder om at gå off-line, når arbejdsdagen er slut.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i 2006 var 716.000 danskere, der havde fået sig en hjemmearbejdsplads. Det er en stigning på over 50.000 hjemmearbejdspladser på bare ét år, hvilket svarer til, at hver fjerde erhvervsaktive i dag har muligheden for at arbejde i hjemmet, skriver Erhvervsbladet i artiklen "Flere hjemmearbejdspladser" den 10.5.2007.
Det er særligt indenfor it-branchen, medieverdenen og i administrative job, hvor brugen af computere er fremherskende, at hjemmearbejdspladsen blevet et hit.
Blandt de privatansatte bibliotekarer har godt 69% mulighed for at arbejde hjemme, ifølge BF's lønundersøgelse 2006. 78% svarer, at de reelt benytter sig af muligheden for hjemmearbejde.
BF oplever det som en mulighed for yderligere fleksibilitet i jobbet - særligt for ansatte med lang transporttid og for børnefamilier. Men det er samtidig vigtigt, at hjemmearbejdspladsen ikke betyder, at man er på arbejde døgnet rundt, og at man slukker sin computer ved arbejdstids ophør. Det gælder om at være off-line, når man er uden for normal arbejdstid - det er en god grundregel.